88 / 223
mest søgte Koncertsangere, den sikre Støtte for alle vore
Koncert-Institutioner.
Hurtig blev Bielefeldt en stærkt optaget Mand. Ikke
alene var h a n fra 1. Oktober 1880 Kantor ved Trinitatis
Kirke, fra 1. Oktober 1887 ved Holmens Kirke, men han
havde ogsaa en stor Lærergerning at passe: ved Pastoral-
seminariet, privat og ved saavel Ho rnemans Musikinstitut
(siden 1879) som ved »Københavns Musikkonservatorium«,
til hvilket han var blevet knyttet som Sanglærer i April
1883, og i hvis Bestyrelse han indvalgtes ved Carl Helsteds
F ralræden 1901. Han virkede i begge Egenskaber ved
Konservatoriet lige til sin Død den 17. December 1909.
Det havde ikke været Bielefeldt muligt unde r Vare
tagelsen af sine mange Hverv at faa Tid til at gøre sit
Komposilionstalent frugtbringende i det Omfang, som vist
baade han selv og andre havde ønsket det. Dog vidner
enkelte Sange, — bl. a. Davids 8. Salme for Tenorsolo,
Mandskor og Orkester, der hørtes ved Sangfesten i Køben
havn 1883, — om han s Begavelse og solide Kundskaber
ogsaa paa dette Omraade, og som Salme-Melodi-Udgiver
h a r han yderligere indlagt sig Fortjenester af vort Kirke-
Musikliv.
Som Lærer var Bielefeldt med sin udprægede Kunstner-
sjæl og sit ikke meget energiske Naturel alt andet end den
regulære »Informator«, der »giver Time«, nøjagtig som et
Urværk, og underviser jævn t og støt og ens hele »Timen«
igennem. Denne Lærertype h a r sine store Fortrin, — Biele
feldt som Lærer havde andre.
Hans Undervisning formede sig væsentlig som »Timer
i Musik«; det faldt naturligt hos den Kunstner, der kaldte
sine Koncerter for »Musikaftner«. Han interesserede sig
mindre for »Tonedannelse« end for »Foredraget«.
Den
musikalske F ra se ring , det poetiske Udtryk, den sikkert
rammende Gengivelse af Stemningen i en Sang syntes ham
mere magtpaaliggende end de rent vokaltekniske Problemer
og Øvelser. Hans Indvirkning paa Eleverne var af over
vejende almen musikalsk-æstetisk N a t u r ,— men hvor kunde