FraMitStudenterOgTeaterLiv

Fortvivlelse. Hendes Afsked med Sønnen, der spil

ledes af Michael Wiehe, var om muligt endnu mere

betagende og storstilet. Hun var upaatvivlelig den

største Kunstnerinde, Teatret har ejet i det sidste

Aarhundrede. En rigt begavet Natur, en varm kvin

delig Følelse, sund og klar Opfattelse, alvorlig Stræ

ben efter Troskab, det var i faa Ord hendes Per

sonlighed og hendes Kunst. Ved hendes Død skrev

Ploug i sit Mindedigt om hende:

Fordi hun var en Dronning af Guds Naade

I Følelsernes vide dunkle Land,

Derfor hun kunde Kunstens Runer raade,

Derfor hun gjorde Illusionen sand.

I Juni 1856 tog Heiberg sin Afsked, og Professor

N. V. Dorph blev konstitueret som Direktør med

Kancellist i Kultusministeriet Christensen som „Kom

mitteret“. Nielsen, Wiehe og Høedt kom tilbage,

Adolf Rosenkilde og hans Hustru blev engagerede;

Bournonville, der havde været i Wien, blev atter

knyttet til Teatret, og en ny Æra skulde begynde for

det kgl. Teater, men der gik ikke en Maaned, før

Klagerne i Pressen begyndte paa ny. Dorph, der ikke

længe kunde finde sig i Forholdet til den Kom

mitterede, forlod ved Sæsonens Slutning Direktør

pladsen; Forholdene ved Teatret blev efterhaanden

endnu mere indviklede, og Utilfredsheden saavel in

denfor som udenfor Teatret tog til. Jeg havde imid

lertid faaet nogle Roller: Jens i

Jacob von Thybo

Mikkel Madsen i

Ungdom og Galskab,

Jakob i

Eras-

mus Montanus

og et Par Smaaroller, som jeg af