150 / 320
140
2den Akts Begyndelse; med den fulgte et Vers, der
endte saaledes:
Fyld denne Pokal og tøm den til Bunden,
Saa er al Din Benauelse overvunden,
Du glemmer al Verdens Kalamiteter,
Men glemmer aldrig Boje, Gunder, Liebe, Zinck og din Peter.
Jeg havde i min første Sæson foruden Lars Es
pesen i
De opdigtede Historier
faaet tildelt et Par
Gammelmands-Roller, som begge var bievne spillede
til Fuldkommenhed af den 1850 afdøde, dygtige Skue
spiller Foersom. Skønt jeg ikke havde været ved
Teatret sammen med ham, var han mig langtfra ube
kendt, dels var han en god Ven af Fader, og jeg
havde som Barn og Voksen ofte set og talt med
ham, dels havde jeg mange Gange beundret ham i
flere af hans bedste Roller og saaledes ogsaa som
Geronte i
Scapins Skalkestykker
, der nu blev tildelt
mig. Jeg mindes hans typiske Vaudeville-Figurer og
det hele Galleri af københavnske Spidsborgere, som
han havde fremstillet paa Scenen. Foersom havde
fremfor nogen ved Teatret en stor Færdighed i Ma
skering og kunde omskabe sit meget bevægelige An
sigt til, hvad det skulde være; dertil kom, at han
var en ypperlig Mimiker. Gerrighed, Dumhed og
Fortvivlelse stod malet paa hans Ansigt, naar han
som Geronte med sin dybe, brede Stemme udraabte
den bekendte Replik: „Men hvad Fanden vilde han
paa den Galej!“
Det var et Misgreb
instar omniun,
at Bestyrelsen
tildelte en ung Begynder som jeg en saa vanskelig