148 / 320
138
særlig gamle Bøger, saaledes husker jeg, at jeg
mangen Gang har set Rasmus Møllers Oversæt
telse af
Livius
med den latinske Tekst ved Siden
paa hans Bord.
Hvad der særlig bidrog til, at jeg snart var fortro
lig med Teatret, var, at min Fader endnu ikke var
glemt af de Ældre og altid havde været afholdt af
Personalet. Der levede endnu ikke saa faa, der be
varede ham i venlig og taknemlig Erindring, saaledes
Fru Nielsen, Phister, Rosenkilde, Schram, Chr. Han
sen, Bournonville, Overskou, Madam Winsløw, Holst,
Suflørerne Eisen og Boje, Koncertmestrene Paulli
og Bredal samt mange af Kapellets Medlemmer og
ikke at forglemme Teaterbudet Valsøe.
Jeg kom oftere i Professor Nielsens Hus. Han
selv var dog kun sjældent tilstede; naar han ikke
havdeTeatertjeneste, var han „anderswo engagirt“, hyp
pigst til L’hombre paa Skydebanen. Undertiden havde
han Spilleparti hjemme hos sig selv; i saa Fald ser
veredes Aftensmaden for ham og hans Selskab inde
i hans Værelse af Jfr. Dorthe Lynge, Husets gamle
tro Veninde. Vi andre, Liebe, Høedt, M. Wiehe, N.
W. Gade, Vermehren, Frk. Lønborg og jeg, spiste
saa inde i Spisestuen, hvor i Reglen Høedt førte
Ordet. Naar Samtalen kom paa Heiberg, og Høedt
blussede op, forstod Fru Nielsen at lægge en Dæm
per paa ham; Michael Wiehe var altid tavs Tilhører.
Fru Nielsen var ligesaa sand ligeoverfor sine Venner,
som hun var sand i sin Kunst. Der var over hende
udbredt en Ynde, Mildhed og Hygge, som virkede