143 / 320
133
■en opmuntrende Imødekommen, saa er det klart, at
man bedre naar Maalet ad Fredens end ad Stridens
Vej. Det var en fremtrædende Svaghed hos Heiberg,
at han omhyggeligt holdt paa sin Værdighed overfor
sit Personale. Naar nu dertil kom hans velbekendte
Stivsind, saa maa man undres over, at Krisen ikke
indtraadte straks det første Aar, han var Direktør.
Havde Forholdet mellem ham og Skuespillerne været,
som det burde være, vilde han rimeligvis have
kunnet forebygge Hamlet-Affæren.
Overskou var hans Sceneinstruktør, men hans Virk
somhed var indskrænket til paa Arrangementsprø
verne at vise Skuespillerne, hvor de skulde gaa og
staa, og Statisterne, hvorledes de paa den mest kejtede
Maade kunde tage saa lidt som mulig Del i Handlin
gens Gang, hvortil de tværtimod saa meget som muligt
skulde bidrage. En Sceneinstruktør maa selv kunne
sige en Replik og selv have forstaaet at bevæge sig
paa Scenen, men Overskou havde som Skuespiller
aldrig forstaaet at sige en Replik, saa den havde
vakt Opmærksomhed. Overskou spadserede i Reglen
under Prøverne oppe i Baggrunden af Scenen i
Passiar med En eller Anden, medens vi prøvede
nede i Forgrunden. Ved en Prøve paa et Stykke,
hvori der medvirkede baade Korister og Statister,
havde han meget Besvær med at faa ordnet et stort
Tableau; hans Vidtløftighed fik ingen Ende, og Op
stillingen af Statisterne i Baggrunden maatte tages
flere Gange om. Midt i Virvaret raabte Overskou
saa i en meget bister Tone: „Jeg har sagt Dem, at