139 / 320
129
meget velvillig og anerkendende; i den sidstnævnte
Rolle gjorde jeg særlig Lykke. Jeg mindes, da jeg
efter Stykkets Slutning stod oppe i det lille Paa-
klædningsværelse paa Kvisten og klædte mig om,
kom Høedt og Michael Wiehe op til mig og takkede
mig paa den mest smigrende Maade. Jeg hørte bag
efter, at det kun var yderst sjældent, at Wiehe gjorde
sligt.
Aldeles uforberedt gik jeg ikke til den Holbergske
Arv. Phister, hos hvem jeg straks havde gjort Visit,
og som tillige med sin Hustru havde modtaget mig
overordentlig venligt, tilbød at gaa Arvs Rolle igen
nem med mig, hvilket var mig saa meget mere kær
komment, som baade han og hans Hustru skulde
være mine Medspillende i
Henrik og Pernille.
Phisters Interesse for mig var tildels en Følge af
den Respekt og Hengivenhed, han havde næret for
min Fader, og som han forøvrigt bevarede til sin
Død. Fader havde været hans første Lærer i Sang
og den, der opdagede hans store dramatiske Bega
velse ved Siden af hans gode Sangstemme. Han var
den, der havde skaffet Phister ind i Syngestykkerne,
hvor han i en Række af Aar havde en fremskudt
Plads.
Jeg gav Møde om Middagen paa Hofteatret, og
Phister var altid præcis og meget ivrig. Jeg saa dog
snart, at jeg ikke vilde høste stor Gavn af hans
Elskværdighed. Han var en stor Skuespiller, men
mindre stor som Instruktør. Hans Instruktion bestod
i, at han sagde Replikerne, som jeg saa gentog; det
Otto Zink: Erindringer
9