141 / 320
131
værende Tilfælde følges. Men en anden Regel, der ligeledes
følges, nemlig, at Aspiranten, der endnu ikke nyder Gage, er
holder et Honorar i Forhold til den præsterede Tjenestes Om
fang og Vigtighed for Teatret vil heller ikke her blive til
sidesat.
København d. 20. Mai 1855.
J. L. H e ib e rg .
T il Hr. O tto Z in c k .
Ifølge ovenstaaende fik jeg udbetalt 150 Rd. ved
Sæsonens Slutning.
Det var et for mig uheldigt Tidspunkt, jeg var
kommen til det kongelige Teater. Heiberg blev, da
han 1849 udnævntes til Direktør for det kongelige
Teater, af de Fleste betragtet som den Messias, ved
hvem den dramatiske Kunst skulde genfødes her
hjemme. Han havde ved sin Udnævnelse vist sig
som forsigtig General og betinget sig fuld Pension,
hvis han fik eller tog Afsked, og Ret til selv at ind
stille den Scene-Instruktør og Regissør, som han
ønskede. Vel var han en kundskabsrig Mand, besad
Smag og havde i en Aarrække med afvekslende
Held arbejdet for Scenen, men det var tvivlsomt,
om han endnu besad den Aandskraft og Aandsfrisk-
hed, det praktiske Blik, den Forretningsdygtighed og
fremfor alt det forsonlige Sindelag, der var nødven
digt for den Mand, som skulde være Teaterdirektør.
Hertil kom endnu en Omstændighed: den nemlig at
Heiberg maaske mere, end nogen troede, havde haft
Del i den afgaaede Teaterbestyrelses Virksomhed,
ihvorvel han kun var Censor. Man kunde derfor
næppe vente synderlig gennemgribende Reformer af
9*