145 / 320
135
stod fuldt maskeret og kostymeret og kiggede ud
igennem Fortæppet. Da han opdagede Heiberg, foer
Drilleaanden i ham og med forceret Stemme udbrød
han: „Nej, her er ingen! De er naturligvis i Hof
teatret.“ Heiberg blev irriteret og i Stedet for at lade
som Intet, indlod han sig i en højrøstet og ophidset
Ordvekslen med Phister; den afbrødes dog heldigvis
snart, da Tæppet skulde gaa op. Det Hele tog sig
meget komisk ud, Phister med det røde, fordrukne
Murerfjæs ligeoverfor Heiberg i fuld Galla.
Jeg blev paa Grund af min Omgang med Phister
af det Heibergske Parti betragtet som Revolutionær,
saa meget mere som jeg var kendt som et virksomt
Medlem af
Studenterforeningen,
hvor Heiberg ved
givne Lejligheder maatte holde for. Jeg har dog ikke
Grund til at tro, at Heiberg egentlig nærede nogen
Uvilje imod mig; han havde i de to Aar, han var
min Direktør, ganske andre Ting at tænke paa. Der
imod tror jeg, at hans Frue ikke var mig velvillig
stemt. Nogen Skyld deri havde jeg selv fra Begyn
delsen af; jeg burde maaske have gjort hende en
Visit forinden min Debut, men ærlig talt tænkte jeg
dengang ikke paa det. Dertil kom at Mantzius, der
var en særlig god Ven af mig, ansaas for en ivrig
Modstander af Heiberg, da jeg kom til Teatret. Tog
han end ikke nogen aktiv Del i Intrigerne paa selve
Teatret, var det en offentlig Hemmelighed, at han
var Forfatter til flere polemiske Artikler i
Fædre
landet
og til en anonym Pjece imod Heiberg
Det
kongelige Teater og J. L. Heiberg
(1853). Hans For