68 / 320
58
I en Rundsang, som vi sang ved et Gilde hos en
af
Kyllingerne,
skrev Hostrup:
Vidt om Liebenberg vi sjunge.
Leve han, den Evigunge!
Ja, hos ham at se vi faar
Ungdom under Sølverhaar.
Han studerer stadig hen
Gamle Bøger — unge Mænd.
Ved hans 20aarige Studenterjubilæum 1848 gjorde
vi et Gilde for ham, til hvilket Hostrup havde skre
vet Festkantaten og Talen, som Mantzius holdt. I
Kantaten hed det:
Unge Student med de graanende Lokker,
Vennernes Skare omkring Dig sig flokker.
Se dine Kyllinger
Bringer Dig Hyldninger.
Ak de er simple og uden Forgyldninger.
Men Herre Gud!
Talen sluttede med følgende Ord:
Fritz Ludvig Liebenberg, vil Du behage at træde herhen. —
Tør Du love, at Du vil blive din Ungdom og Umiddelbarhed
tro, som Du hidtil har tjent?
(L ie b e n b e rg : Ja!)
Saa udnævner jeg Dig herved til Professor i Umiddelbarheden.
Denne Disciplin, hvortil vor Tid allermest trænger, har hidtil
ikke haft nogen ordineret Docent, men Trangen dertil er vaag-
net, og den vil aldrig kunne falde i bedre Hænder end i dine.
Hr. Professor, maa jeg omfavne Dig?
Ved samme Lejlighed havde Voltelen og jeg lavet
en Epistel til ham, hvori stod: