![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0072.jpg)
62
Tynde“, hvorved var ment Voltelen, og Skuespille
ren, Mantzius selv.
Scenen forestiller et meget ordentligt og net Studere
værelse i en Præstegaard. En lidt skaldet og meget fed
Præst sidder med Kalot paa Hovedet i en Lænestol;
lige over for ham sidder en meget tynd Herre med et
gammelagtigt Ansigt og en gammel, i det rødlige fal
dende Paryk. Der er Udsigt til Gaarden, hvor et Par
Perlehøns, en Paafugl og en hvid Gedebuk af og til
vandrer forbi Vinduet og hilser Præsten med Glæ
deshyl, der besvares af ham med et venligt Nik og
en svag Trommen paa Ruden; de er midt i en Sam
tale. Den Tynde har som Indledning til sit Svar paa
Præstens Tale væltet sine magre Fingre med ustyr
lig Vellyst i sin bløde Næse og spilet sine Øjne op
i stum Efternydelse, da han udbryder, idet han
tager en Pind af Udkradskassen: „Nej, har Du den
endnu! Det er jo din Kløpind, som Else kaldte den.“
(Olsen havde som Student en Pind til at stoppe To
baken ned i Pibehovederne med, som han vedbli
vende beholdt og bruger endnu paa sine gamle Dage;
Vennerne gjorde altid Løjer med den. Else er nu
værende Provst L. C. Hansen i Ramløse).
P r æ s t e n : Ja, jeg har den endnu, det var ikke godt andet.
Det er ved den, at jeg har bevaret Mindet om vort Samliv paa
Kalkbrænderiet — og saa er den af Tobakens hede Aske
brændt op til det halve, men tro skal man være, tro mod sin
Hustru, tro mod sin „Kløpind“. Husker Du den letsindige Skue
spiller, vor Ven, som vilde spotte hermed?
D e n T y n d e : Hvor er han vel?
P r æ s t e n : Han er ikke langt fra nogen af os. Han er her