Previous Page  72 / 320 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 72 / 320 Next Page
Page Background

62

Tynde“, hvorved var ment Voltelen, og Skuespille­

ren, Mantzius selv.

Scenen forestiller et meget ordentligt og net Studere­

værelse i en Præstegaard. En lidt skaldet og meget fed

Præst sidder med Kalot paa Hovedet i en Lænestol;

lige over for ham sidder en meget tynd Herre med et

gammelagtigt Ansigt og en gammel, i det rødlige fal­

dende Paryk. Der er Udsigt til Gaarden, hvor et Par

Perlehøns, en Paafugl og en hvid Gedebuk af og til

vandrer forbi Vinduet og hilser Præsten med Glæ­

deshyl, der besvares af ham med et venligt Nik og

en svag Trommen paa Ruden; de er midt i en Sam­

tale. Den Tynde har som Indledning til sit Svar paa

Præstens Tale væltet sine magre Fingre med ustyr­

lig Vellyst i sin bløde Næse og spilet sine Øjne op

i stum Efternydelse, da han udbryder, idet han

tager en Pind af Udkradskassen: „Nej, har Du den

endnu! Det er jo din Kløpind, som Else kaldte den.“

(Olsen havde som Student en Pind til at stoppe To­

baken ned i Pibehovederne med, som han vedbli­

vende beholdt og bruger endnu paa sine gamle Dage;

Vennerne gjorde altid Løjer med den. Else er nu­

værende Provst L. C. Hansen i Ramløse).

P r æ s t e n : Ja, jeg har den endnu, det var ikke godt andet.

Det er ved den, at jeg har bevaret Mindet om vort Samliv paa

Kalkbrænderiet — og saa er den af Tobakens hede Aske

brændt op til det halve, men tro skal man være, tro mod sin

Hustru, tro mod sin „Kløpind“. Husker Du den letsindige Skue­

spiller, vor Ven, som vilde spotte hermed?

D e n T y n d e : Hvor er han vel?

P r æ s t e n : Han er ikke langt fra nogen af os. Han er her