74 / 320
64
Den E kskomm unicerede e lle r Omvendelsens F ru g te r.
Drama i 1 Optog.
P e rs o n e rn e :
Et Menneske.
Jeg-
En Drønnert (meget velklædt).
Scenen forestiller et Værelse hos J e g , som sidder hensunken i
lige saa dybe som mørke Tanker i Sofaen. Af og til høres Spurve
kvidre udenfor Altanvinduet.
Je g (alene): Hm ! Altsaa saa vidt kom det. Kunstnersamfun
det, som jeg saa op til i min tidligste Ungdom, som jeg tænkte
mig optaget i i mine lykkeligste Drømme, det er jeg optaget i
— det vil sige, jeg er tvunget ind i det imod deres Vilje. De
anerkender mig ikke som Medbroder, de vil ikke spise med
mig! Og det er jo ikke blot dem, det er jo næsten alle, jeg
støder bort med mine aparte pretentionsfulde Domme. Hvad skal
det til? Kan jeg ikke holde min Kæft saa godt som andre? Ja,
jeg skal holde Kæft; men tier jeg nu pludselig stille, saa tror
de, der er noget under det, saa tror de, at jeg taler mere med
mine journalistiske og literære Bekendte og virker imod dem,
saa faar jeg Skyld for alle Bladartikler. — Nej, tale maa jeg,
dels derfor og dels fordi jeg kan vist ikke tie stille. Men det
maa være paa en anden Maade, det maa organiseres. Lad mig
se, naar han spørger mig om det, saa siger jeg: ,Ja, det er
ganske udmærket!“ Og naar han — ja, men det er sandt, han
kan jo ikke lide det. — Nej, saa siger jeg — ja, men Død og
Pine, hans Kone er nok begejstret for det — ja saa siger jeg,
at det er Løgn, at jeg har sagt det, og til he n d e siger jeg —
ja, men forleden Dag sagde jeg til ham , at h u n — o, jeg ulyk
kelige, hvorledes skal jeg vinde mine Medborgeres Agtelse! (Ka
ster sig fortvivlet om i Sofaen).
M e n n e s k e t (kommer): Goddag, kære Ven! Hvad Pokker
fejler Du? Du ser jo saa fortabt ud, som en umage Hanske.
Je g (bliver liggende): Det er jeg ogsaa; men jeg har selv
forskyldt det. Som Du ser mig her, ser Du mig udstødt af det
menneskelige Samfund.
M e n n e s k e t: Føj for Satan! Det er ikke rart.