69 / 320
59
Du gamle Liebenberg, ung i Sind!
Skønt Haaret graaner om Kinden,
Du er af Hjerte saa blød og lind;
Bevægeligt er det som Vinden.
Den Unge, Du favner med kærligt Mod,
B li’er aldrig vred i Kalotten;
Ak, hvis Du paa Penge lidt mer Dig forstod,
Du kom ej saa ofte paa Potten.
Liebenberg vedblev at være Pebersvend til sin
Død.
Da jeg besøgte ham første Gang 1846 boede han
hos sin Broder Højesteretsadvokaten i Raadhusstræde.
Han færdedes daglig i Foreningen, hvor han spiste
til Middag og var en sikker Mand ved Sold, Fore
drag og Fester. Han var en blød, kærlig Natur, svag af
Karakter, men saa god, som Dagen var lang. Til Trods
for hans Jernflid stod det sig kun smaat med hans øko
nomiske Forfatning; han maatte ofte arbejde haardt
for det Nødvendigste. Da han 1848 intet literært Ar
bejde havde for og ikke kunde leve af de 200 Rdl.,
som han fik som Bibliotekassistent, oversatte han
Raymunds
„Der Verschwander“ (En Ødeland),
som
Hostrup saa bearbejdede og forsynede med Sange.
Stykket gik paa Hofteatret 3 Aftner i Træk som
Studenterforenings-Forestilling den 13de, 17de og
30de Marts 1849. Liebenberg spillede selv Kammer
herre Klingen, Voltelen Kammerherreinden, G. Rode
Grev Liliendal, P. Plum Bygmester Bagge, Lipke
Stuepigen Lise, Mantzius Juveler Isaksen, P. Heise
en gammel Bondekone, Collin-Lundh Hushovmester
Palen, Th. Liebe Kronhjelm og jeg Tjeneren Henning