114 / 287
Skolevæsnet, der h erefter gaar lysere Tider imøde, baade hvad
Undervisning og Adm inistrationsforhold angaar.
Men under den bestandig tiltagende Bebyggelse og under den
let forklarlige Paavirkning fra Skoleforholdene i København, blev
alligevel Opretholdelsen af Skolelærer- og K irkesangerembedet
paa Frederiksberg mindre og mindre tidssvarende. Den sidste
Skolelærer og K irkesanger i Pile-Alléen var den dygtige og an
sete J ø r g e n H o lm , efter hvis Død i 1874 den endelige Adskil
lelse mellem de til Embedet knyttede Virksomheder som Lærer
og kirkelig Embedsmand foregik.
Nr. 3 i Pile-Alléen blev Bolig for Kirkens Klokker, medens
Skolevæsnet stadig fik Tilladelse til at benytte Skolestuen. Men
med Aaret 1880 ophørte Skolevæsnets Benyttelse af det gamle
Lokale ganske, ifølge J o a k im L a r s e n ’s lille Skrift „Skolen i
Pile-Alléen, der i 1908 udkom som Sæ rtryk af „Fra Arkiv og
Alligevel — rigere og skønnere Minder end disse fra Skoletiden
k ny tter dog Oehlenschlagers berøm te Navn til den uanselige
Degnebolig i Pilealléen. En Menneskealder senere, i sin modne
Manddomsalder’, da han forlængst havde vundet Ry som Nordens
største D igter bl. a. som F o rfatter af „A laddin“ og de første her
lige Tragedier, tyede han paany ud til det gamle, elskede Frede
riksberg og søgte i den lave Skolelænge den Fred, han saa haardt
trængte til. Den Baggesen’ske Fejde var begyndt og tog bestan
dig til i B itterhed og blindt P artikæ vleri. Og skøndt han ikke
selv tog stæ rk personlig Del i Striden, paavirkede den dog hans
Sind og fyldte ham mod saa megen Angst og Bekymring, at In
spirationen til digterisk Arbejde m aatte udeblive. Han genfandt
den herude i Egnen omkring sit kære Barndomshjem. Han følte
og erkendte det selv, at han trængte til indre Fornyelse, og at
hans Fjender havde Ret i Paastanden om, at hans D igtergenius i
.1/' ’■
Frederik VI’s Sarkofag paa Castrum d oloris.
Museum“, og hvorfra vi har h en tet Størstedelen af de faktiske
Oplysninger i ovenstaaende Skildring. — — —
Til den gamle, nu nedrevne Skolelænge k ny tter sig, som sagt,
dyrebare Minder fra Oehlenschlagers tidlige Drengeaar. I E rindrin
gen om de fjerne Dage synger han senere hen som Mand disse
naive, trohjertede Vers:
F ra Pogeskolen Drengen avancerte,
studerte,
Hos Degnens lærde Substitut.
Med Grammatikken da i læ rde Klassen
Hr. L a s s e n
Mig vilde sæ tte absolut.
Hr. V ib e selv var vel belæst og tapper,
I gule Kjole bar han sorte Knapper.
Kun K irkesangen b rag te ham i Knibe.
Som Vibe
Da ynkelig han ofte skreg.
Dog lod Hr. B r u u n sig ej af sligt anfægte,
Med ægte
Begejstring han paa Prækestolen steg,
Og naar han tolked Jesu Død og Smerte,
Da smelted han det barnlig-ømme H jerte. —
de sidste Aar ikke havde skabt Værker af den Lødighed som hans
tidligere. Og saa lejede han da i sin gamle Skole et Værelse og
skrev herude i de stille, skønne Omgivelser sin udødelige „Helge“.
„For re t uforstyrret a t overlade mig til min Begejstring lejede
jeg mig etV æ relse paa Frederiksberg i Degneboligen“, skriver han
selv, „og her sad jeg, hvor en Væg kun skilte mig fra den Skole,
hvor jeg havde nydt min første, nødtørftige Børnelærdom og skrev
„Helge“. Om dette D igt har der hos danske Læsere kun væ ret een
Mening, og Baggesen vovede ikke at angribe d e t; han tav bom
stille derom.“
Sikkert nok har Oehlenschlåger, medens han begejstret digtede
herinde i den lavloftede Stue, der ved den hellige Muses Besøg
omskabtes til en kongelig Søjlehal, mangen Gang drømt sig til
bage til sin lykkelige Barndomstid deroppe paa Slottet, hvor han
levede et kæ rligt Samliv med Forældrene og sin Søster Sophie.
Han har i Tankerne set sig selv som en sorgløs Dreng slentre
omkring herude og leve Sommerens muntre Liv paa den høje
Bakke, naar Søndermarken og Frederiksberg Have stod i deres
fejre Pragt, naar Kongen og Kronprinsen holdt Hofstat paa Slot
tet, naar Luften genlød af den flotte Janitscharmusik, naar Karos
serne med de skrammererede Kuske og Lakajer kørte ud og ind
gennem den høje Slotsport, og de skønne Hofdamer med Pudder-
110