119 / 287
Man døver det med Orgelspil.
Forsigtig, bryd den ikke, spæd er Staven,
Kort Vejen er fra Daaben og til Graven.
Du kære Orgel med metalne Piber!
End griber
Din Lyd m it Bryst med sælsom Fryd.
Ak! Mindes Du, da hver en Søndag Morgen
Fra Borgen
Jeg kom a t sjunge til Din Lyd?
Din Stjerne klang ved Paaske-Morgenrøde
Som Tremulanten skælved for den Døde.“ —
Vi bevæger os nu videre ad Pile-Alléen ned imod Foden af den
høje Frederiksberg Bakke. Vi standser paa Vejen foran de snur
rige, smaa Beværtningshaver, hvoraf desværre nu kun en enkelt
er tilbage, men som for ikke ret mange Aar siden laa her Side
om Side ved hverandre, — venlige Tilflugtssteder for brave Borger
folk, der kun havde d aarligt Raad til at søge de finere Restaura
tioner og Konditorierne, men som her vidste sig inderligt vel
komne, selvom de medbragte den Mad, de
vilde spise, naar bare de bestilte sig
en Flaske 01 eller en Kop Kaffe
og „Vand paa Maskine“. Hvor
var de dog hyggelige, disse
smaa Huse med Tag
skæg saa lave, at
man kunde naa
dem med H aan
den! Og hvor
var der dog
ikke hjem ligt i
disse Lilleput-
Haver, med
Gange
saa
snævre
og
langstrakte, at
de fik Navn af
„Pusterør“! Man
forstaar godt, at
den altfor tidlig
afdøde S o p h u s B a u -
d itz netop paa saadan
V
et Sted kunde hente Stof
til en af sine fine, smaa No-
veletter. Det var jo Aanden fra
det ægte, gode, gammeldags København,
som herskede her, — København fra Vol
denes Tid. Lad kun den Poesi, som dette Sted og
hine Tider rummede, synes os moderne Dan
skere sm aastilet og spinkel, — den var æ g te ,
og den ejede den milde, kryddrede Duft af Lavendler, der gjorde
Sindet godt og let fandt Vej til H jerterne. —
Vi staar nu ved Foden af Frederiksberg Bakke, hvor man for
faa Aar siden ved Søndermarks-Indgangen nu har anbragt den
gamle, ærværdige Jernport, der i sin Tid havde Plads for Enden
af Frederiksberg Allé ud imod Vesterbrogade. I 1850’erne fjer
nedes den herfra, og magazineredes, indtil den altsaa skulde komme
til ny Ære og Værdighed som Indgangsport til den stille, fornemme
Park, Søndermarken, saaledes kaldet, fordi den dannede den syd
lige Del af den store, skovagtige Have, som man anlagde, samtidig
med at man rejste Kongeslottet paa Bakken.
Oprindelig laa Søndermarken um iddelbart op mod Slottet. Men
i 1776, da den nuværende Roskilde Landevej blev anlagt, kom
denne til a t løbe forbi Slottet, saa at dette og Søndermarken ad
skiltes.
Ligesom Frederiksberghave var Søndermarken fra Begyndelsen
anlagt efter den franske ]Havestil, der passer saa slet, som det
overhovedet er muligt, til dansk Natur. Den franske Havekunst
krævede N aturen lagt i Spændetrøje — med andre Ord: gjort til
Unatur. Snorlige Alléer, kunstigt klippede Hække, Ufrihed og Stiv
hed og fornem Kedsommelighed var Parolen.
Ta.kket være Slotsforvalter M. F. V o ig t, der var en genial
og berejst Gartner, fik Søndermarken ikke Lov til at ligge altfor
længe hen i den franske Spændetrøje. Generalinspektør S c h m id t,
der omkring Midten af det 18de Aarhundrede beklædte Embedet
som Slotsforvalter paa Frederiksberg, var Onkel til Voigt, der
efter sin Hjemkomst fra Udlandet, hvor han med Begejstring havde
studeret alle A rter af Havekunst, forstod at vinde hans H jerte for
de nye Planer, den unge, ærgerrige Gartner gik svanger med.
E fterat Schmidt havde ta lt med Kronprins Frederik derom og
ogsaa vundet ham for Sagen, udnævntes Voigt en smuk Dag til
Slotsforvalter med udtrykkelig Forpligtelse til at skabe Sønder
marken om fra fransk til engelsk Stil. Og da dette Arbejde i høj
Grad vilde komme til at optage Voigts Tid, blev Adam Oehlen
schlagers Fader, der fungerede som S l o t s f u l d m æ g t i g , konsti
tueret som Slotsforvalter med særligt Henblik paa Slottets Byg
ningsvæsen. Og da Søndermarkens og Frederiksberghaves Forvand
ling i 1815 var en fuldbyrdet Kendsgerning, indtraadte gamle
Oehlenschlager efter den mangeaarige Konstitution i Embedet som
virkelig Slotsforvalter.
Samarbejdet mellem den koleriske, men muntre og hjertens
gode Oehlenschlager og den stille, ordknappe Voigt var udmærket,
og i det berømte Frederiksberg-Digt fra 1817 satte Slotsforvalte
rens Søn til Tak sin Faders Ven et uforgængeligt Minde. Af Dig
tets poetiske Vendinger faar man et godt Ind
tryk af, hvad den udmærkede Gartner
Voigt praktisk udrettede.
„Du, som med Trylleseglen i
Haand, med den blinkende
Spade
Ellemosen har skabt til
paradisiske Lund, —
Som bortskar det
forviklede K rat
og i bugtede
Flodseng
Tvang fra Sum
penes
Dynd
langsomt ris
lende Vand,—
Gennembrød
med en male
risk Busk Allé
ernes Strækning,
Sønligt skannende
dog Fædres æ rvæ r
dige Spor:
U rtegaardsm and! Fred
salige V o ig t! Mig møder et
■Aftryk,
Hvor jeg gaar, af Din Aand, enten i
Skyggernes Krog
Tæt indslynget af Espens Kvist, eller her, hvor en Udsigt
Aabner sig solbestraalt over den græsgrønne
Vang.
Storken klaprer Din Pris i Dit Træs kunstfærdige Rede!
Du, med opfinderisk Kunst begavet, har plantet os Granen
Paa Sandbanken. Du tvang Fyrren paa Skrinten at g ro !“
De sidste Linier hentyder til P artiet omkring det norske Hus,
hvor Voigt frem tryllede et Stykke Norge, saa skønt og naturligt,
at det giver os Forstaaelse af hans geniale Evne, — thi Pladsen
her var kun lille og Midlerne ringe. Stedet fik sin fortjente,
poetiske Indvielse hin Dag, da Filosofen F ic h te ved det norske
Hus brød en Kvist af en Gran og bad sin skønne, aandfulde Led
sagerske S o p h ie Ø r s te d om deraf at flette en Krans til sin
Broder, den unge Digterkonge Adam.
Det er baade vittigt og rigtigt set af Forfatteren K n u d B ok-
k e n h e u s e r , naar han i sin Bog om „Frederiksberg“, hvorfra vi
har hentet gode Oplysninger, gør gældende, at der er et vist
Slægtskab mellem Oehlenschlagers Digt til Voigt, hvoraf vi oven
for citerede et lille Uddrag — og den Maade, paa hvilken Voigt
omskabte Søndermarken. Ligesom Oehlenschlagers Digt trykkes
af hele det mythologiske Apparat, hvormed han som en T ribut
til Tidens Smag har udstyret sin ellers saa naturlige og smukke
Lovprisning af den udmærkede Gartner, — akku rat saaledes
m aatte ogsaa Voigt bringe s i t Offer paa Tidens Alter. Han søger
æ rligt og redeligt at sprænge alle de Lænker og taabelige For
domme, der binder ham, al den daarlige Smag, som endnu ligger
et højsteeret Publikum i Blodet, for ved sin Kunst at skaffe Na-
T ilh. Fru! W inding.
Bro over Kanalen i Frederiksberg Have, 1830.
1 1 5