124 / 287
støre Alburum.
Og
saa fik man allernaadigst overladt den for
nemme Søndermark til Tumleplads. Ikke blot det, — L iberaliteten
strak te sig saa vidt, at Kongens Chatolkasse udredede Omkost
ningerne til Rejsning af Telte, og Konditoren fik Ordre til at for
syne Festdeltagerne med forskellige Anretninger, Kager, Vin og
Konfekter. Men — Kugler og K rudt var Contrabande, det var kun
tillad t at skyde med Flitsbuer.
K rudt og Kugler var forbeholdt Majestæten, naar han i Sønder
marken lod afholde den aarlige Rævejagt, i hvilken han dog ikke
selv personlig tog Del, idet han allerede fra Barndomstiden havde
afskyet Jag t som en Idræt, der forekom ham raa og derfor ikke
kunde tiltale ham som Forlystelse.
Ved Fugleskydningerne benyttedes to massive Flitsbuer af Staal,
som ved Optrækningen m aatte betjenes af et h elt Maskineri. De
indledende Skud blev gerne afgivet af et Par Hofkavallerer, der
beærede Festen med deres Nærværelse, og det Hele gik ceremo
nielt til ligesom ved de rigtige Skydebanefester og endte med
Udraabelse af en Fuglekonge. En Gang var den gamle Slots
forvalter bleven Fuglekonge, og da Adam og Sophie Oehlenschlager
saa deres Fader spankulere forbi med det grønne Baand over
Hvert et Træ i disse Gange
Mig et Minde staar ;
Alle disse Fugles Sange
Skjaldens H jerte naar.
Og som Noah hist i Arken
Hver en Skabning fandt,
Finder jeg i Søndermarken
Hver en Fryd, som svandt.“ — —
Endnu skal vi med Hensyn til de forskellige Data, der knytter
sig til Søndermarkens historiske Udvikling, kun bemærke, at man
i 1858 opførte det bekendte V andtaarn og V andværkets Reservoir
med det ejendommelige Springvand i Midten, og at dette i 1891
omdannedes til et underjordisk Bassin. —
N aar vi fra den Indgang til Søndermarken, der ligger paa
H jørnet af Vesterbrogade og Pilealléen og lukkes af den oftere
om talte gamle Jernport, bevæger os videre frem ad Pilealléen op
imod N y C a r l s b e r g , og paa dette Sted kaster B likket ind i
Søndermarken, ser vi gennem Løvet H a l l ’s skønne Statue. Hvor
den har sin Plads, laa i vore Bedsteforældres Tid et Hus, der af
Slotsforvalter O ehlenschlæ ger (D igterens Fader).
B rystet i Spidsen for den højtidelige Procession, bankede deres
H jerter af Stolthed, og i deres Uskyldighed formente de, at naar
deres Fader var Konge, m aatte de selv jo være Prins og P rin
sesse. Men for at de ikke skulde synes hoffærdige, raadede Sophie
sin Broder til at holde deres kongelige Ophøjelse hemmelig for
de andre Børn, saa at de ikke følte Misundelse.
Adams Kærlighed til Søndermarken, hvor han færdedes med
vemodig Glæde lige til sine sidste Dage, har givet sig mange
digteriske Udtryk. Her vil vi citere et P ar Vers, der alluderer
til den mærkelige Erem it og hans Hytte, som vi ovenfor har om talt.
„Hvor romantisk, sær til Mode,
Men med lange Skridt
Gik jeg, hvor Din Hække groede,
Gamle E rem it!
Trængte mig i Tidsel, Burre
Til Dit Alters Lag,
Hørte Dine Duer kurre
Under Hyttens Tag.
Gud, jeg ser, hvor Dagen brænder
I Din Rudes Glød.
Alle hellige Legender
Mig velkommen bød.
N aar da ned sig Lemmen sænkte,
Og han bleg opfoér,
Liget jeg paa Baaren tænkte,
V akt ved Herrens Ord.
Adam G otlob O ehlen schlæ ger.
Grunde, vi ikke har kunnet efterspore, havde det sære Navn
S n a p oph u s e t, der tjén té til Bolig for Parkens Opsynsmand og
hans Familie.
Den 15. Sept. 1890 afsløredes det for afdøde Gehejmekonferens-
raad H a l l rejste Mindesmærke ligeoverfor hans mangeaarige
Bolig paa N y B a k k e g a a r d . Midlerne, for hvilke Standbilledet
er rejst, er ikke sam let ved offentlig Subskription men privat
blandt den Afdødes mange Venner og Beundrere, de, der i ham
saa det en Gang saa mægtige nationalliberale P artis Fører.
Inden Afsløringen holdt Kammerherre B ille en Tale, hvori han
ganske betegnende sagde, at den Politik og den Slægt, for hvilken
Hall var Leder, var ikke, som der synges om Kong V o lm e r,
født til Lykke og S e jr; thi da vilde denne S tatue ikke være
bleven rejst her, men paa en af de første Pladser. Nu er den
rejst her paa dette Sted, hvor Hall har levet saa længe, til Minde
om ham, om hvem det kan siges:
Hil Dig, Du Tankens højbaarne Høvding!
Hil Dig, Du Ordets hugprude H e lt!
Det er den Resignation, der ta ler ud af disse Ord, som har
væ ret ledende ved Mindesmærkets Tilblivelse. Man vilde ikke
paakalde Offentlighedens Hjælp, thi man vilde ikke have Spørgs-
m aalet taget op til offentlig Behandling, hvorvidt der overhovedet
burde rejses Hall noget offentligt Mindesmærke, man vilde ikke
have hans Minde kræ nket eller selv føle sig saaret ved den mu
lige Modstand mod dets Rejsning. Saa gjorde man det tak tfu ld t
og smukt til en Privatsag og bad kun S taten om den lille, afsides
120