125 / 287
liggende Plads til at rejse Statuen paa, og Frederiksberg Kom
mune om a t frede denne for Frem tiden. Dette var sikkert i alle
Maader rigtigt. Den samme uanfægtede Sympathi, der bar Hall
gennem Livet, har nu b aaret hans Minde til Eftertiden, uden at
en eneste P rotest er fremkommet derimod. Dette er i Harmoni
med hans Personlighed og Liv. Der, hvor han staar, staar han
ingen i Vejen.
Men København har faaet et smukt Mindesmærke mere i Hall-
Statuen. Den er som Billedhuggerværk betragtet fortrinlig, vid
nende om et fint Blik for Mandens Ejendommeligheder og en varm
Sympathi for Mennesket. Den vil sikkert blive regnet til V ilh .
B iss e n s bedste Ting. H all staar med Ryggen mod Kavalergangen;
i den højre Haand holder han sin Hat — der er en ypperlig Be
vægelse i denne Haand — i den anden, som han havde Vanen at
holde paa Ryggen, bar han sin Stok. Paa Fodstykket staar kun:
CARL CHRISTIAN HALL
F ø d t d e n 25. F e b r. 1812
D ød d e n 14. Aug. 1 888.
Og i ham selv var Malmen god,
En Strøm af Varme, Haab og Mod,
Der steg i Livets D igel!
O, Søndermark, som Høst og Vaar
Gav Svalhed ham og Skygge,
Som saa hans Fjed de mange Aar
I Vemod som i Lykke —
Som saa ham vanke rank ogung,
Som saa ham vandre træ t og tung —
Staa Vagt nu om hans Billed!
Og naar ved Høst Dit gule Løv
Du drysser ham i Haaret
Og hvisker os, at Alt er Støv,
Hvad ej er himmelbaaret —
Fortæl hvert Foraar os igen
Om en af Slægtens bedste Mænd,
Og krans paany hans M inde! -— —
Kong Frederik VI med Fam ilie paa Sejltur i Frederiksberg Haves Kanaler
(se Teksten senere).
E fter Afsløringen blev nedenstaaende, skønne Sang af Ch r.
R ic h a r d afsunget.
Der staar han i sin Dagligdragt,
■Som vi ham Alle kendte,
Med busket Bryn, med Mankens Pragt —
Som standset for at vente.
Her vented han i grønne Lund
Med Længsel paa en Solskins-Stund
For Danmark, som han elsked.
Paa høje Sokkel høj han staar —
Og højt han stod i Livet,
Gik ud og ind i Kongens Gaard,
Fik Magt og Ære g iv e t!
Men lige jævn han gik omkring
Og læ rte aldrig høje Sving,
Saa aldrig ned paa Nogen.
I Malmen staar hans Aasyns Drag
Med Tankens Hvælv det høje,
Med al hans danske „Far i Mag“
Og med hans kloge Øje.
Fra H all’s Statue gaar vi ind i Søndermarkens Dyb, og efter
at have passeret S n e g le b a k k e n og den bekendte E w a ld s Bøg,
der, sammen med H o lb e rg s K a s ta n ie i Fiolstræde, siges at
være det af alle vore Træer, der springer først ud, naar Foraaret
kommer, staar vi foran det gamle Slot, der er og bliver det
Midtpunkt, som baade ved sin Beliggenhed og sin ualmindelige
historiske Interesse behersker hele den Frederiksberg’ske Idyl. —
Vi har allerede tidligere om talt P r i n s e n s G a a rd , der laa paa
det Sted, hvor nu Indgangen er til Frederiksberg Have, og som
Frederik den 3die i 1668 havde ladet opføre som en Gave til sine
fire unge Døttre og derfor fra Begyndelsen havde givet Navn af
P r in s e s s e g a a r d e n . Denne Lystejendom gav Stødet til Opførel
sen af det store Slot paa Bakken, og en kortere Redegørelse for
dets Skæbne i Tidens Løb vil forhaabentlig ikke være vore Læsere
uvelkommen.
Noget særlig kongeligt Indtryk har dette Bygningsværk neppe
gjort paa Beskueren. De smaa Prinsesser residerede jo ikke her
men kom kun herud i Ny og Næ, ledsaget af et Par Hofdamer
og Kavalerer, for at forlyste sig i den frie N atur og se til deres
Kaniner og Kanariefugle og Duer. Det synes endog, at en Del af
Gaarden har været straatæ kt. Ialfald har man forefundet et Do
kument, der indeholder en kongelig Ordre til Bønderne i Frede