S_FørOgNu

med en lykkelig Haand. I det Forslag, han indgav, før han tog

fat paa Værket, siger han tydeligt nok, hvilket Maal han agter

at sætte sig. N aturen skal ikke søge sin Rettesnor i Kunstens og

Uforstandighedens Gøgleværk. Den skal vise sig for Øjet i sin

egen, fulde Majestæt, og derfor skal Søndermarken og Frederiks

berg Have indeslutte Enge og Skovpartier, Bakker og Højdedrag,

hvorimellem rislende Bække skal sno sig. Alléerne skal ikke

være snorlige, Træerne ikke opmarschere som Soldater i stive Ge

ledder, — nej, de skal frembyde Afvexling ved Krumninger, og

Buskene skal voxe efter deres N atur og ikke aves af den skarpe

Gartnersax mere end

Skønheden byder. Ind

hegninger og skygge

fulde Aflukker maa

skifte med vide Udsig

ter, Mure og Menne

skeboliger maa skjules

af hængende Løvværk,

og Hvilepladser skal

anbringes, hvor Øjet

kan dvæle med Velbe

hag paa et skønt P arti.

Det var ikke med

sin gode Vilje, at

han byggede kinesiske

Lysthuse med brogede

Billeder af M andari

ner og Damer med

Klumpfødder og med

Klokker, der ringede

fra Taget, naar V in

den blæste. Det var

ikke efter h a n s Vilje,

at der lavedes G rotter

med Malmstykker og

blinkende K rystaller,

eller et Tempel med

et Kuppeltag der hvi

lede paa Søjler; eller

en E rem ithytte med

den latterlige Effekt,

at Hyttens Beboer, den

mekaniske Eremit, re j

ste sig til Velkomst,

naar man traad te paa

D ørtæ rsklen!

I Sommeren 1782

havde Voigt paabe

gyndt sit Livsværk

med Omdannnelsen af

Parkerne omkring det

høje Slot, — og fem

Aar efter stod Sønder

marken i den Skik

kelse, hvori vi i Hoved

trækkene ser denne

skønne Park den Dag

idag. Af de lange,

lige Alléer fra Chri

stian den 6tes Tid b i

beholdt Voigt med

velberaad Hu de to. Ellers blev Intet af det tidligere Anlæg

tilbage.

Mange Penge havde det store Arbejde kostet. En Del af Om

kostningerne skaffede man dækket ved at afhænde adskillige

Ting paa Rosenborg Slot, deriblandt Tilbehør til den Seng, hvori

Christian den 4de var død. —

Naar vi Nutidskøbenhavnere beundrer Søndermarken

der er

mange, der sæ tter dens Skønhed over Frederiksberg Haves

er det nok værd at huske paa, at det er den beskedne og stil

færdige Voigt, vi kan takke for dette Anlæg, og at navnlig det

dejlige P arti af Parken, der vender ud mod Valby, udelukkende

er hans Værk.

Da Voigt havde virkeliggjort Projektet, og Søndermarken viste

sig i sin nye Skikkelse, blev den liberalt aabnet for det køben

havnske Publikum. Men allerede Aaret efter lukkedes den atter

forsvarligt til, fordi Tilladelsen til frit at færdes i al denne nye

Herlighed blev skammelig misbrugt. De vandalske Tilbøjelig

heder, der ligger den uforstaaende Mængde i Blodet, fik øjeblikke

lig Udløsning. Man skamferede med raa Haand det smukke An

læg og forgreb sig paa dets forskellige Seværdigheder, snittede i

Træværket paa det norske Hus, ødelagde G rotterne og stjal Kon

kylierne bort fra det kinesiske Lysthus. Og saa blev Søndermar

ken aflaaset og Nøglerne afgivet til Slotsforvalteren.

Et Par Ord om Søndermarkens Historie vil her være paa deres

Plads. Rig er den ikke

paa Begivenheder el

ler Omvæltninger. I

den Periode, hvori den

var et lukket P ara

dis for Almenheden,

havde den bun spar

somt og fornem t Be

søg. Det er bekendt,

at Frederik den (ites

Dronning, den zarte

og blide M a rie F r e

d e r i k k e ,

elskede

denne Park. Naar Hof

fet opholdt sig paa

Frederiksberg Slot, red

hun næsten daglig sine

Ture herinde i den

stille Park, hvor hun

i Ensomhed m edite

rede over sin kære

Gemals erotiske For

vildelser med

Fru

D a n n e m a n d .

Hun

lukkede sine milde

Øjne for dette For

hold — men led i

Stilhed desto mere.

Og i Folkets brede Lag

vedblev Sjette Frede

rik at staa som det

ophøjede Exempél paa

en omsorgsfuld Æ gte

fælle, som det værdige

Overhoved for „den

høje, elskede Fam ilie“.

Ligeledes var Søn

dermarken en yndet

Rideplads for Chri

stian den 8des Dron

ning, den skønne og

statelige

C a r o lin e

A m a lie . I Aaret 1852

aabnedes Parken først

for Publikum paany.

Før den Tid var det

kun enkelte Begun

stigede, der fik Til

ladelse til at betræde

de fredlyste Enemær

ker, — ja, udenfor

Hoffets Kreds vel egentlig kunde Faa, der stod i Venskabs

forhold til Slotsforvalteren.

Parkens dybe Stilhed afbrødes kun et P ar Gange aarligt, -

naar der afholdtes„Fugleskydning“,

og naar Majestæten med

hele sin Hofstat mødte op til Rævejagt.

Fugleskydningerne var en Fest for Slottets Funktionærer, og

havde deres tidligste Oprindelse i den Morskab, som de saakaldte

„Kokkedrenge“, der var voxne Folk, fandt i at skyde med F lits

bue efter en i den lukkede Slotsgaard opstillet Fugl. Det Sel

skab, de havde dannet, voxede sig i Aarenes Løb større og større,

saa at det efterhaanden omfattede ikke blot Kokkedrengene men

ogsaa Køkkenmesteren og Konditoren, Mundkokkene og Kammer

lakejerne, Sølvpoppen, Kammertjenerne. Hofskriverne, ja, tilsidst

selve Slotsforvalteren! Det var en hel Forening, der nu krævede

Frederik VI’s Broncestatue indenfor H ovedindgangen (fra Runddelen) til Frederiksberg Have, Aarl900.

P aa Sokkelen findes følgende In sk rip tio n :

mod Ø st:

mod Yest:

mod S y d :

mod N ord:

F rederik den Sjette

T)pttp M inde reistes

F ødt 28de Jan u ar 1768

D ette

følte ban sig lykkelig

styrede Kiget

Død 3die December 1839

i sit trofaste Folks M idte som K ronprins og som Konge

i henved 56 A ar

1 1 9