S_FørOgNu

riksborg Amt om, at de hver for sig skal „age et Less Teckehalm“

til Prinsessernes Gaard.

Har den saaledes i sit Ydre væ ret beskeden nok, har den dog

indenfor sine Mure ofte set fornemme Gæster af kongeligt Blod,

tilhørende baade Danmarks og Udlandets Fyrsteslægter, der kom

tilrejsende over Beltet, og som Vester fra skulde holde deres fest

lige Indtog i Hovedstaden og forestilles ved Hoffet.

Da de unge Prinsesser voxede op og bortgiftedes, kom Gaarden

i A aret 1680 i deres Brodersøn, den tiaarige Kronprins Frederik,

den senere Frederik den 4des Eje og skiftede derefter Navn og

kaldtes P r i n s e n s Gaard. Med sin kongelige Papa, Christian den

5te, kom han undertiden herud paa smaa Besøg, men oftest stod

det lille Slot forladt og syntes endogsaa at forfalde slemt, saa at

T aget paa sine Steder blæste ned.

I det firkantede Gaardsrum var der „m ittem im P latze“ an

bragt en Fontæne, og til Bygningen hørte en Stald til tolv Heste,

et G artnerhus med Bolig for „U rtegaardsm anden“, et Orangeri, og

forøvrigt Fuglehuse og Drivhuse og Andehuse med en „Ande-Ø“,

hvilket sidste ikke er uden Interesse, for saa vidt som der jo

endnu den Dag idag findes en saadan Ande-0 i Frederiksberg- |

have — maaske en

Aflægger af den paa

Fortidens

Prinsens

Gaard.

Med Hensyn til Ste

dets indre Udsmyk

ning vides saa godt

som intet. P aa gamle

Inventarielister om

tales Spejle, Guéri-

dons og forgyldte

Borde, og sandsynlig

vis har Prinsens Gaard

væ ret udstyret i sam

me Stil som den, vi

, kender nøje fra Da-

'tidens øvrige konge

lige Lystgaarde. F est

salen har væ ret b e

tru k k et med Tapeter

af Silke, Damask eller

Gyldenlæder,

dens

Gulv har væ ret malet

„gleich wie Marmor“,

og Væggene behængte

med Spejle i forgyldte

Rokoko-Rammer, Ma

lerier og Messing-

Lampetter. Der har naturligvis væ ret baade et grønt og et rødt

„Gemach“ og adskillige „Nebengemacher“ med lakerede Borde og

Stole, — men, som sagt, vi maa her nøjes med Gisninger. Dog

fremgaar af hvad vi i Hovedtrækkene kender til Prinsens Gaard,

at den har væ ret et temmelig beskedent Landhus for Kronprinsen

til Danmark og Norge, men den var hans egen, og han blev fra

sine Barneaar ved med a t holde af Stedet.

Vi har tidligere om talt de Festiviteter, der af og til afholdtes

paa Prinsegaarden, og da man paa dette Punkt besidder Beskri

velser, der gaar i Enkeltheder, kunde det være fristende at skil

dre et af disse kongelige Kalaser, saafrem t Pladsen 'tillod det.

Den sidste Gang Kronprins Frederik nød Æ ren af sin Faders Be

søg paa sit Landgods paa Frederiksberg, var den 15. April 1697,

da Kong Christian den 5tes Fødselsdag fejredes, og Hs. Majestæt

blev kostelig bevæ rtet „u n d m it e in e r v o r t r e f f l i c h e n M u s ic

b e y d e r t a f e l t r a c t i r e t “. Bordet, hvorved H erskabet med

„ R id d e r n e s a a o g n o g le a f de h ø y e D a m e r s p i s e d e , v a r

i en F o rm som R id d e r - O r d e n e n s b l a a B a a n d m ed E le -

p h a n te n . M id t in d e i B o r d e t l a a e de k o n g e li g e R e g a

l i e r , K ro n e n , S c e p t r e t osv. P r o s p e c te n g ik in d i L y st-

H a v e n , h v o r d e r v a r a t se e en s k jø n Y a n d -C a s c a d e og

g r ø n n e P y r a m id e r . P a a d e n h ø jr e S id e sa d

D iana

m ed

n o g le J æ g e r e i en i l l u m i n e r e t S k o v , og p a a d e n v e n s t r e

v a r i en i l l u m i n e r e t G r o tt e

Doris, Nireus

og tv e n d e Hof-

m æ n d , som g jo r d e en m u s ic a l is h e H a rm o n ie og ø n s k e d e

H a n s M a y e s tæ t L y c k e .“

Allerede ved denne Fest var Christian den 5te svag og sygelig

og faldt fra denne Tid stæ rk t af. Kun et P ar Gange var han

endnu paa Prinsens Gaard, saaledes i Juni 1697, da Ny Amager

hjemsøgtes af den ulykkelige lldsvaade, som vi et foregaaende

Hefte har om talt, og som lagde den fattige Hollænderby i Aske.

Efterretningen om B randen kom til Rosenborg, medens Kongen

holdt Taffel, og han tog da øjeblikkelig ud til Stedet „den Brand

anzusehen“.

E fter et P ar Aais tiltagende Svaghed døde Christian den 5te i

1699, og dermed var for Prinsens Gaard de straalende Festers

Tid forbi for bestandig.

Den forfaldt mere og mere, og naar den ikke h elt blev til en

Ruin, var det, fordi man bestandig murede og lappede paa den,

idet man havde Forudfølelsen af, at man kun d aarligt kunde und

være Prinsens gamle Gaard som Appendix til det nye Slot, man

agtede a t rejse paa Toppen af Solbjerg Høj eller Valby Bakke.

Denne Forudfølelse viste sig a t være rigtig, idet det nye Slot,

allerede inden det var halvt opført, viste sig at ville blive for

trang t som kongelig Sommerresidens.

Endnu skal om PrinsensGaardkun tilføjes, at

den paany skif

tede Navn, daFrederik den 4de blev Konge. I Dokumenter fra

det 18de Aarhundre-

des Begyndelse be

nævnes den „Der Hof

bey Amack“ eller

maaske

nok

saa

hyppigt „Das untere

Haus“ til Forskel fra

„Das obere Haus“,

S lottet oppe paa Bak

ken, der ogsaa kald

tes „Haus Friede-

richsberg“.

Og da

d ette blev bygget,

var det ogsaa for

Hollændernes Lands

by forbi med Benæv

nelserne „Ny Amager“

og „Ny Hollænderby“.

E fter Kongens Befa

ling omdøbtes den til,

ligesom Slottet, at

hedde

F r e d e r i k s

b e r g .

At Frederik den 4de

besluttede sig til at

rejse

Frederiksberg

Slot havde sin Be

grundelse i Prinse-

gaardens Uanselighed og forfaldne Tilstand. Desuden var Omgi

velserne alt andet end tiltalende. Byens Huse, som iforvejen var

fattige, var efter den svære lldsvaade nu kun sorte og sværtede

Ruiner, ja, selv Kirken, der var en af de faa Bygninger, Flam

merne havde skaanet, henlaa i en faldefæ rdig Forfatning, og Ind-

vaanerne var efterhaanden næsten bragt til Bettelstaven. Men at

Frederiksberg Slotsbygning fik den Skikkelse, hvori vi endnu den

Dag idag kender den, havde sin egen Begrundelse.

I 1692—93 havde Frederik den 4de som Kronprins væ ret uden

lands, og skøndt han hverken dengang eller senere var synderlig

aandigt anlagt, havde han dog vist Interesse for meget af det,

han saa under de fremmede Himmelstrøg. Og allerede paa denne

Rejse havde han faaet Øjet opladt for de forskellige A rter af

Bygningsstil, han mødte. Og da han nogle Aar senere atter be

søgte Italien, fremgaar det tydeligt af hans Dagbøger, at han med

Flid og med den sunde Dømmekraft, han af N aturen besad, stu

derede den italienske A rkitektur, og at han jævnlig har væ ret en

Gæst i Kunstnernes Værksteder. Og v itterlig t er det, at baade

italienske Malere, Billedhuggere, Bygmestre og Stukkatører under

hans Regeringstid fandt Vej til det fjerne Danmark, hvor de fik

rigelig Sysselsættelse. Kongens Interesse for italiensk A rkitektur

satte da ganske n atu rlig t sin F rugt herhjemme. Fredensborg Slot,

der skylder ham sin Tilblivelse, var i sin ældste Skikkelse anlagt

med S lottet i M o d e n a som Forbillede, og de italienske Mønstre

giver sig da ogsaa tydeligt tilkende i Frederiksberg Slot, hvis

Historie vi nu skal skildre i store Træk.

F. I. M e ie r, hvis udmærkede og instruktive Bog om „F re d e -

122