111 / 287
W e i s c h e r , der lovede at „lade sig p ræ p a rere “ til at blive Stu
dent, som Hjælpelærer. Han fik sit Ønske opfyldt og ovenikøbet
Løfte om, at Sønnen i T iden skulde blive hans Eftermand i Em
bedet. Men — ogsaa A lbert Weischer blev en D rukkendidrik og
gjorde sig tillige paa anden Maade saa ganske umulig, at da F a
deren i sit 91de Aar p aa Grund a f Svækkelse m aa søge om Afsked,
blev det Skoleholderen i Valby, J a c o b V i b e , der fik Embedet.
G am le
Weischer, der sandelig ikke havde fristet nogen misundelses
værdig Lod i sit lange Liv, blev nu Pensionist og døde først i
1786, 100 Aar gammel, tr æ t og mæ t af Dage.
Ja c o b V ib e har som Degn paa Frederiksberg en ganske sæ r
lig Interesse, fordi han var den, der bibragte A d am O e h le n -
s c h lå g e r de første nødtørftige Kundskaber for Livet.
Vibe var ikke sin Plads voxen. Men til hans Undskyldning tje
ner, at Forholdene i Skolen stadig blev vanskeligere. Autoriteterne
vedet og lange K ridtpiber i Munden. Evangeliet, Salmer, Pontop-
pidans Forklaring, Skrivning og Cramers Regnebog var de Viden
skaber, der blev dyrkede.“
Den „Mester Collin“, Oehlenschlager i disse Linier omtaler, var
den af vort Fædreland saa højt fortjente Geheimekonferensraad
Jonas Collins Fader, Jo h a n B a lt z e r s e n C o llin , der døde
1770,
og som havde overtaget den af Jo h . Chr. D a n n e n b e r g anlagte
Klædefabrik.
Med Oehlenschlagers ovenfor citerede Beskrivelse af Skolen
stemmer det overmaade godt, at Sognepræsten, der nu hed
W e in r e ic h , i en Embedsskrivelse af
1782
fortæller, at han har
givet Hr. Vibe en Næse, fordi denne kun sørger slet for Kirkens
og K irkegaardens Renholdelse og forsømmer sin Skole.
Den skikkelige Biskop B a lle er lemfældigere i sin Dom, men
den beherskede Resignation taler dog gennem hans Ord, naar han
Frederiksberg Slot, set fra det ældste Vandtaarn i Søndermarken (se Side 104).
T. v. Koskildevej, Aar 1890.
Indgangene til
Søndermarken.
gjorde kun lidt for dens Fremgang, og da Frederiksberg efter-
haanden fik flere industrielle Anlæg, som Tobakspinderi, Reber
bane og Klædefabrik, fristedes fattige Forældre til at lade deres
Børn gaa p aa Arbejde allerede i 10 Aars Alderen og derved for
sømme Skolen, i hvilken Tonen lidt efter lidt blev siettere og
siettere som en Følge af, at de skolesøgende Børn snart tilhørte
udelukkende den laveste Befolknings Lag. Mange Børn gik om
kring uden at nyde nogensomhelst Undervisning, saa a t man til-
sidst regnede, at knap 40 pCt. af de Frederiksbergske Børn søgte
Skole.
Oehlenschlager, som i 1780’erne var Discipel i dette højst pri
mitive Institut, giver det i sine „Erindringer“ et alt andet end
smigrende Skudsmaal.
„Degnens Skole“, skriver han, „var en Skole for Gadedrenge,
hvoraf der var mange i min Barndom paa Frederiksberg, thi der
boede en stor Hob fattige Folk, som spandt paa „Skotrok“ i Me
ster C o l l i n ’s Fabrik. I Laser, P ja lte r og Træsko kom disse
Drenge i Skolen, der saa ud som en Svinesti med optraadt Sten
gulv og Borde og Bænke som i den sletteste Kro. I Skolen gik
vor Præceptor, L a s s e n , eller naar han var fraværende, Degnen
Hr. Vibe selv, begge tykke, i Slobrokke med N athuer paa Ho-
e r k læ r e r : „Degnen Vibe er gammel og skrøbelig, men hans Med
hjælper underviser ganske vel. Jeg bør altsaa være tilfreds.“
Vibes Død i 1808 gav endelig baade Præst, Provst og Biskop
en velkommen Anledning til at sende Regeringen et Forslag om
en Reform af Frederiksberg Skole. Navnlig skulde Reformen
gælde Undervisningen, som burde udvides med „Forstandsøvelser“.
Ifølge nye Skoleplaner for 1811 og 1814 blev Degneembedet for
a ndret til et Skolelærer- og Kirkesangerembede, sam tidig med at
Lønnen blev forbedret. Og man sørgede nu omhyggeligt for, at
virkelig dygtige Folk kom til at e rstatte de m iddelmaadige eller
rent uduelige.
Men spartansk var og blev Skolen derude — ogsaa i sit ren t
ydre Udstyr. E fter Inventarielisterne kan man regne ud, at dens
Bekvemmeligheder i ingen Maade h ar overgaaet de almindelige
Landsbyskolers, og som et Kuriosum kan det saaledes anføres, at
man først i 1838 har tilladt sig den vilde Luxus at anskaffe
Rullegardiner i Skolestuerne, gennem hvis lave Vinduer der b e
standig var en livlig Vexelvirkning mellem Børnene og de Forbi
passerende i Pile-Alléen.
Væsentlige Reformer in dtraadte nu ikke før omkring 1840’erne,
e fte ra t Sogneforstanderskabet havde overtaget Bestyrelsen af
107