106 / 287
Det norske Hus i Søndermarken, Aar 1865.
ned til Hamborg, da han havde fa ae t at vide, at h an dér havde
Udsigt til at kunne gøre et meget stort og meget fordelagtigt
Brændeindkøb. Den ganske jævne Skipper, iført sin islandske
Nattrøje og med sin grove, laadne Kabuds p aa Hovedet, var frej
dig tr a a d t ind p a a den paagæ ldende Hamborger-Matadors for
nemme Kontor, og var, fo rstaaeligt nok, bleven modtaget med ret
overlegne Miner, da han begyndte at tale om det kæmpemæssige
Indkøb af Brænde, som han agtede at gøre. Men — de overlegne
Miner forsvandt, da han ganske sindigt tr a k den ene store Pen ge
seddel frem af sin Lædertaske efter den anden. Forretningen
kom istand, og med sin tun g t lastede Flaade vendte h an Kursen
tilbage mod København, hvor han e fte rh aan d en blev en ligesaa
velhavende som velgørende Borger, — og, som sagt, til F rederiks
berg K irke forærede han den Døbefond, af hvis Vand Tusinder og
a tte r Tusinder af smaa Børn i Tidernes Løb h ar m odtaget D a a
ben. —
B landt de mæ rkbare Mindesmærker paa Frederiksberg Kirke-
gaard, hvoraf „Før og N u “ brag te Afbildninger i forrige Hefte,
skal vi endnu kun notere følgende tre: D igteren J e n s C h r i s t i a n
H o s t r u p ’s, den uforglemmelige Skuespiller N i c o l a i P e t e r
N i e l s e n ’s og Danmarks største Retslærdes, A n d e r s S a n d ø e
Ø r s t e d s . Det sidstnævnte Gravsted har sin Plads i um iddelbar
Tilli. Overlæge Halks Samling.
ligheden, og man h ar god Grund til a t spørge, med hvilken rim e
lig Ret unænsomme Hænder har tillad t sig at fjerne den Indskrift,
som Anders Ørsted selv har sat p aa Stenen, og som skulde minde
E ftertiden om, a t her er Hvilestedet for en af de ju st ikke mange
Kvinder, som ved personlig Ejendommelighed og ved deres aande-
lige Betydning for Sam tiden har indskrevet deres Navn i dansk
Kulturhistorie. Hvem har Ansvaret? Den Mangel paa P ie te ts
følelse, som her uden Indsigelse har faaet Lov til at manifestere
sig, og hvortil der ogsaa paa andre Om raader kunde opvises ikke
fa a Exempler i vor kære Hovedstad, burde snarest gøres god igen.
Mindet om Sophie Ørsted lever k la rt og stæ rkt ved Siden af de
to navnkundige Mænd, hendes Æg tefæ lle og hendes Broder, der
hver paa sin Vis elskede og beundrede hende, og for hvem hun
med sit rige H jerte og sin udmæ rkede Dømmekraft betød saa
meget.
Strax ved Kirkens Opførelse i 1734 blev K irkeg aarden anlagt
omkring den og har, saa længe der har k u n n e t skaffes tilliggende
Grunde, væ ret Genstand for Udvidelse. Mæ rkbare Udvidelser fik
den saaledes baade i Aarene 1824 og 1837 og b estaar nu a f for
skellige afgrænsede Dele. E fterh aan d en som Sognets Folkemængde
steg, kom da det Øjeblik, da den gamle K irkegaard m a a tte søge
om Plads udenfor selve Stedet. Det var i 1865, at man ved H jør
mimernes Pjerrotfigur, — C. V. R i m e s t a d , den højtbegavede
Folketaler, S tifte re n af A rbejderforeningen af 1860, — E w a l d -
s e n og G l a h n , to af Frederiksberg Kirkes ansete Præ ster, og
endelig B aadebyggeren I. B e n t z e n , hvis Navn fortjener at re d
des fra Forglemmelsen, fordi han er den, der skænkede Døbe-
fonden til Frederiksberg Kirke, — en mærkelig, højst original
Skikkelse, om hvem der endnu g aar adskillige ka rak teristisk e
Frasagn.
I. Bentzen var Ejer af en stor Del af de Skuder, Ja g ter og
smaa Skonnerter, som ældre Københavnere sik k e rt endnu vil
mindes fra Nyhavn, hvor de laa lastede med Brænde, der e fte r
haanden opstabledes i Favnemaal langs Bolværkerne, og hvorfra
det solgtes videre til Byens Forhandlere.
Bentzen var en overordentlig driftig Mand og uden Tvivl en
Forretningsmand med genialt Fremsyn og Vovemod. E fter hvad
der fortælles, dirigerede han engang hele sin lille Handelsflaade
Næ rhed af Kirkens Hovedindgang og gemmer tillige Støvet af
Anders Sandøe Ørsteds første Hustru, S o p h i e Ø r s t e d , Adam
Oehlenschlågers højtelskede Søster, der døde i 1818 og over hvem
M indesmæ rket oprindelig er rejst.
E rindringen om denne højtbegavede Kvinde fo rtje n te p a a Grav
stenen a t være m a rk e re t p a a mere iøjnefaldende Maade, end det
n u er Tilfældet, et Krav, der hu rtig st m uligt burde imødekommes
af de nulevende Medlemmer af den Ørsted’ske Slægt eller af dem,
der h ar det æ refulde Hverv at frede om de tte m indeværdige
Gravsted, og dobbelt fordi det vilde, være i Overensstemmelse
med Anders Sandøe Ørsteds egen Vilje og Aand. Sagen er nem
lig den, at h a n ved sin Hustru Sophies Død forsynede den Side
af Mindestenen, d e r n u e r s k j u l t f o r B e s k u e r e n , med en
længere Inskription tilligemed nogle allegoriske Figurer. De sidste
findes endnu, men Inskriptionen er fjernet.
En Grav som denne tilhører i den alm indelige Bevidsthed Offent-
102