105 / 287
det levende Dyr e rstatted e s da af en udstoppet K at eller af en
almindelig K ludedukke.
I hvide Benklæder, sølvknappede Trøjer og brogede flagrende
Baand red Sognets Bønderkarle i lange Rækker ind under den
svingende Tønde og bearbejdede den med Kniplerne, indtil
Baandene b rast og Staverne fløj for alle Yinde, hvorefter man,
med Kattekongen i Spidsen, drog ru n d t paa Gæsteri fra Gaard
til Gaard, drak p a a Husets Velgaaende og gantedes med de
smukke Piger, for om Aftenen a t mødes med dem i Kroen til
Fastelavnsballet, der altid tr a k ud til den lyse Morgen.
Der fortælles, at den berømte, folkekære L a r s M a t h i e s e n ,
den glade, ty k k e Væ rt fra Allégaden, ham med det tørre vittige
Lune, udødeliggjort i Hostrup’s evigunge „Genboerne“, i en Aar-
række var Sjælen i disse k aade Løjer, og det var da ogsaa som
Regel i hans navnkundige Beværtning, man endte den herlige Dag.
Lars Mathiesen op-
naaede næsten en Art
litteræ r Berømmelse
ved Siden af sin fol
kelige, og han nød
den sjældne Ære, at
den udmæ rkede P o r
træ tm aler G e r t n e r
tegnede hans Billede,
der i 1846 udkom som
Lithografi og uden
Tvivl har fundet god
Afsætning paa R egen
sen og de andre S tu
denterkollegier. Thi
lige fra den gamle
studiosus perpetuus
K n u d L y n e R a li -
b e k og ned til Musa-
sønnerne fra en langt
senere Tid var han
alle Studenters Afgud,
og som et Bevis paa
det fortrolige Forhold
mellem ham og dem,
opbevares endnu en
morsom Anekdote. Da
Rahbek var bleven
Ridder af Danne-
broge, var han i sin
Festglæde inde for at
drikke et Bæger med
<
Lars Mathiesen, der
pludselig gjorde ham
det m indre festlige
Spørgsmaal:
„Hør,
Rahbek, — kan Du
sige mig, hvad For
skel der er mellem
Dig og et Æ s e l ? “
„Nej — mænd om jeg k a n ,“ svarede Rahbek. „Jo,“ sagde Lars Mathie
sen, „Æslet, ser Du, bæ rer sit Kors paa Ryggen, men Du bærer
Dit paa B rystet.“ „Ser man det — ser man det,“ svarede Rahbek,
der derpaa b etæ n k te sig lidt, før han vendte sig til Lars Mathiesen
og sagde: „Saa véd Du vel ogsaa, hvad Forskel der er paa D ig
og en Æsel, min gode L a r s ? “ „Nej, gu’ om jeg véd! svarede
Lars Mathiesen. „Ja, jeg véd det helleriklce,“ sagde Rahbek
*
saa, tog sig en Pris Tobak og gik sin Vej med et smørret Smil.
— Da Lars Mathiesen endelig døde, højt oppe i Aarene trods et
ret storm fuldt Liv, var det en hel Begivenhed i Datidens Køben
havn. Følget var mæ rkelig forskelligartet og saa mægtigt, som
man sjeldent havde set det før, og kunde lan g tfra rummes i
Frederiksberg Kirke. — — —
Hovedindgangen til Frederiksberg Kirke har ikke altid ligget
dér, hvor den nu ligger. For om trent et halvt Aarhundrede siden
var der kun den ene Indgang til Kirkegaarden, som er bibeholdt
endnu til den Dag idag — nemlig den fra Runddelen. Den er
blot nu flyttet lidt tilhøjre. Man gik før den Tid fra Runddelen
over en dyb Grøft gennem en Stakitdør ind paa Kirkegaarden,
hvor en Sti i lige Linie førte hen til Kirkedøren, og igennem
denne kom man um iddelbart ind i Kirkerummet. — Denne lidt
primitive Indretning blev afhjulpet, da man opførte e tV a a b e n h u s
paa den Side af Kirke o, der vendte ud imod Pile-Alléen, til hvil
ken man altsaa samtidig henlagde Kirkegaardens Hovedindgang.
Den oprindelige K irkegaardindgang fra Runddelen havde im id
lertid, forstaaeligt nok, vundet saa stæ rk en Hævd i Folks Be
vidsthed, at den endnu i vore Dage benyttes nok saa meget som
den sidst anlagte, hvortil Grunden naturligvis ogsaa m aa søges i
den Omstændighed, at den gamle Indgang ligger nærmest og d er
for tillige bekvemmest for den langt overvejende Del al Folke-
tilstrømningen, der sker gennem Frederiksberg Allé inde fra Kø
benhavn.
Ved venlig Imødekommenhed hos Hr. Kirkegaards-Inspektør
L a r s e n , hvem vi ligesom Hr. Klokker H a n s e n k an ta k k e for
mange værdifulde Oplysninger, har „Før og N u “ faaet overladt et
meget sjeldent Bil
lede, der viser Frede
riksberg Kirke, før
den tik sit Vaaben-
hus, og som u dm æ r
k et illustrerer oven-
staaende Beskrivelse
af den forhen eneste
Indgang til K irke
gaarden.
„Før og N u “ har
bragt Afbildninger af
en Del Gravsteder paa
F rederiksberg Kirke-
gaard, som har alm in
delig Interesse. Min-
deværdigst b landt
dem er vel nok det.
hvorunder A d a m
O e h l e n s c h l a g e r
hviler, og dernæst
det, der gemmer Stø
vet af K n u d L y n e
R a h b e k , hans elske
lige Hustru K a m m a
og hans Svoger, den
ædle, stilfærdige Men-
neskeven C a r l H e -
hvem E l i t h
R e u r n e r t for et Par
Aar siden satte et
fortjent Mindesmær
ke i sin Bog „En Race-
Slægt, Konferensraad
Heger og hans Søn
n e r“. En anden, men
rigtignok langt mere
praktisk anlagt, Men
neskeven, den højt-
ansete Gehejmeraad
J o n a s C o l l i n , har ogsaa fundet sin Hvileplads p a a K irk egaar
den her. Det Collin’ske Gravsted er et af de rummeligste og
skønneste herude og virker stæ rkt ved sin ædle, prunkløse Sim
pelhed og gammeldags Hygge i paafaldende Modsætning til en
kelte andre — f. Ex. Skuespiller E m i l P o u l s e n s — der ved
Allegorier og grelle Farveblandinger virker uroligt og frastødende.
Blandt Mænd, hvis Gravsted findes paa Frederiksberg Kirke-
gaard, og hvis Navne har Interesse, kan forøvrigt nævnes den
for sin Tid mægtige Statsm inister M ø s t i n g , endvidere Gartner
B u c h w a l d , der indlagde sig stor Fortjeneste ved Omdannelsen
af Frederiksberghave og Søndermarken, — Raadm and B iilow ,
hvis Navn vil mindes fra de store Ombygningers Tid i Valby og
paa Vesterbro, — Skolemanden B o k k e n h e u s e r , — den altfor
tidligt afdøde Prof. jur. G r u n d t v i g , — Justitsraad S e l m e r , en
af de første og mest ideale Forkæmpere for Afholdssagen i D an
mark, — endvidere den joviale Krovært L a r s M a t h i s e n , der
neppe har væ ret nogen T ilhænger af nogensomhelst Art Afholden
hed, men ikke dostomindre vil leve i Mindet, saa længe Hostrups
Mesterværk „Genboerne“ læses og opføres paa Scenen, — frem
deles A d o l f P r i c e , vor uforglemmeligste Fremstiller af P a n to
Marle Villads, Kildekone I Søndermarken som, foruden at passe Kilden, skrev smaa Digte, 1895.
101