104 / 287
navnlig er Erindringen fra vore Barndoms- og Ungdomsaar, der
gør os disse Steder saa særlig kæ re? Har vi ikke Hver og En,
som Drenge og Piger, leget derude i den store, stille Haves
snirklede Gange, beundret S lottet deroppe i Højden og givet de
hvide Svaner i K analerne Brød ? Og har vi ikke Alle som Unge
sværmet paa de samme S teder? Det var ikke ju st de støjende
G læder, man søgte og fandt derude, — snarere Fred og Ensom
hed. Den Trang til stille E ftertanke og mild Følsomhed, maa-
ske blandet med e.t Stænk af Sentim entalitet, der hos os Danske
ligger jævnsides med aaben Virkelighedssans og livsglad M unter
hed, fandt her en ypperlig Jordbund. Og vi fandt tillige vor
Trang til Poesi i Hverdagslivets tørre Prosa mæ ttet, — Poesien
fra Guldaldertiden, fra højsalig Kong Frederik den Sjettes naive
Enevældsdage og Oehlenschlagers sorgløse A laddinsaar. Det var
kort sagt Barnet, det Bedste i vor Natur, som vi følte beslægtet
med disse Steder, og derfor svigtede vi dem ikke, da vi blev
underkastet Forvandlingens og Omskiftelsernes evige Love. Lige
som Indgangen til Frederiksberg Allé fra Vesterbrogade — og
det for ikke saa forskrækkelig længe sid e n ! — var spæ rret af
en solid Jernport, der nu henlever en mere up aaag tet Tilværelse
ved Pile-Aléens Indgang til Søndermarken, var saamænd ogsaa
Adgangen til den fredelige Bunddel i gamle Dage flankeret af
en Port, som en skramm ereret Schweizer havde den ansvarsfulde
Bestilling a t vogte og lukke op og i for Vogne — i lang Tid
særlig de kongelige Karosser. Og heller ikke var Adgangen til
Runddelen fra de to Fodstier for Gaaende i Frederiksberg Allé
fri for Enhver. Den var lukk et ved Bomme. Kom man saa
indenfor i Forgaarden til det A llerhelligste, laa den store, runde
Plads forholdsvis tom og stille hen. Man kunde maaske nu og
da se en enkelt Herskabsvogn holde udenfor den tred je og sidste
Jernport, der førte ind til Haven, eller af og til se en læsset
Arbejdsvogn eller en alm indelig Bondekærre skrumple afsted
Kildegrotten i Søndermarken Aar 1865.
Personerne er: Stifteren af clet N . F. Høffdingske Hus med Hustru, Datter og Svigerdatter. K ildegrotten er anlagt i Aarene 178C—87, sam tidig med, at
Søndermarken blev omdannet fra den oprindelige stive franske Stil til en fuldstændig engelsk Park, en Forandring som, efter de sam tidige offentlige Ud
talelser synes at have vakt alm indelig Paaskønnelse.
gamle og mere end nogensinde tæ rede paa Mindernes Skat.
Gik man herude omkring i de stille Gange, hvor det var, som
om man var m ilevidt borte fra Byens Travlhed og Tummel, eller
stod man paa Bakken udenfor S lottet og saa udover København,
der laa som i drømmeagtig Taage for Ens Fod, var det jo, som
om man levede sin Ungdomstid op paany. Derfor blev Frede
riksberg ogsaa de Gamles By, H jemstedet for de Hundreder af
velærværdige
pastores emeriti
og veltjente Pensionister, der hyg
gede sig saa lunt og godt i disse Omgivelser, som de havde
kendt og elsket et h elt Liv igennem.
Jovist, — Københavnerne og „Fredsberre “ var dybt i Familie
med hinanden, og nævnede vi Ordet „Runddelen“, klang det for
Øret som Navnet paa en kær, gammel Onkel, der tog os venligt
i Haanden for at vise os Vejen ind til alle de Herligheder, vi
kendte saa godt, men som vi alligevel aldrig blev træ tte af at
gæste paany.
R unddelen! Den gamle, skikkelige Runddel, der synes os det
mest konservative Stykke Jord i den ganske Verden, — ogsaa
den har sit Før og Nu, ogsaa den har i Tidens lange Løb væ ret
over Pladsen mellem Pile-Alléen og Frederiksberg By. Men som
Regel var der over Stedet udbredt en fornem Ro baade paa de
søgne og de hellige Dage.
Kun en enkelt Hverdag — paa Fastelavnsm andag — var den
ærværdige Runddel næsten ikke til at kende igen. Da var den
opfyldt af en tæ t og lystig Folkestimmels L atter og Støj og
Skueplads for den barnlige Nationalforlystelse, der endnu lever
sit fortsatte Liv paa Amager, i Dragør og Store Magleby. Man
slog K atten af Tønden.
Midt paa Pladsen var rejst to høje Stolper, og mellem dem
hang paa en Tvæ rstang Fastelavnstønden, malet i alle Regnbuens
straalende Farver. En Tidlang tog man Legens Navn bogstave
lig t og indelukkede i Tønden en levende Kat, der saaledes gen
nemgik de skrækkeligste Pinsler, og som, naar den ikke allerede
var skam slaaet, før Tønden var splintret helt, undertiden hæv
nede sig paa sine ubarm hjertige Bødler ved i Smerte og Raseri
at fare ind paa én af dem og bide sig fast i ham med Tænderne
og flænge ham i Kødet med de skarpe Kløer. Omsider blev der
dog af P olitiet nedlagt Forbud mod dette hæslige Barbari, og
100