S_FørOgNu

Bjørnen „G ine“ m ed sin Unge

Men denne Svulst fortog sig

at Ellen ubetinget var drægtig. Han udtalte endvidere, at det hos

Hunelefanter er meget alm indeligt, at der finder Parring Sted

under Drægtighedsperioden, og spaaede, a t der allerede i April

eller Maj 1907 kunde ventes en Elefantunge. Denne glædelige

Spaadom, om hvis Rigtighed man ikke tvivlede, bestemte Direk

tionen til hur

tigst at forsyne

det gamle E le

fanthus med en

Tilbygning, hvori

Ellen i fuldstæn

dig Ro kunde a f

vente den lykke

lige Begivenhed.

Den 3. Marts

1907 blev Dyrene

adskilt, og Maa-

ned efter Maa-

ned ventede man

paa Fødselen.

Kort før Pinsen

fremkom der en

Hævelse omkring

Navlen, og i Lø

bet af faa Dage

dannede der sig

en Pose paa om

trent 20 Ctm.s

Dybde og dobbelt

saa lang og bred,

øjensynligt af et

vandigt Indhold,

ganske som det

sker af og til

hos Hopper under lignende Forhold,

igen i Løbet af 8—10 Dage. Der skete stadig intet, og hele

Landet befandt sig i Spænding. Tilsidst fandt nogle Blade paa

den Vittighed, at det hele var „Luft“,

og en Avis paastod endog, a/t man hver

Morgen pustede Ellen op ved Hjælp af

en stor Cyclepumpe. Og denne Forkla

ring fandt virkelig Tiltro. Dyrlægerne,

som ikke kunde faa Lov til direkte at

undersøge Hunelefanten, udtalte saa

sent som i August 1907 stærk Tvivl.

Ganske vist havde man længe ment at

iagttage Fosterbevægelser, men dette

kunde være Bevægelser i Bugmusklerne

ellér Tarmene.

Endelig meldte Dyrepasseren den 2.

December glædestraalende, at han havde

set, at der var Mælk i de meget stæ rkt

spændte Bryster, og nu var al Tvivl

bortvejret. Lørdagen derefter, den 7.

December, blev Dyret meget uroligt.

Der skete hyppig Afgang af Gødning

og U rin ; foroven paa højre Side af

Bagkroppen viste der sig en stor Knude,

hvilket tydede paa, at Fostret var i Færd

med at svinge rundt, for med Hovedet

nedad at glide ud gennem Fødselsvejen.

Ellen aad kun meget lidt, og Huset blev

afspærret for Publikum. Men Dagen

efter var Dyret fuldkommen roligt og

havde faaet sin Appetit igen. Den til

kaldte Dyrlæge antog, at Fødselen mu

ligvis kunde lade vente paa sig endnu

et Par Dage. — Men Mandag Morgen,

den 9. December, da Fodermesteren og Dyrpasseren i den første

Morgendæmring traadte ind i Huset, skimtede de i Halvmørket

en lille Skikkelse ved Siden af Moderen. I V internattens Mørke

havde Naturens store Under fuldbyrdet sig : af den ene var der

blevet to.

Det viste sig at være en kraftig Unge af Hankøn. Han stolprede

allerede rask afsted paa sine tykke Skanker og udstødte af og til

1909.

Parti af Svømm eparken forinden U dsigtstaarnet rejstes

I B aggrunden ses V andtaarnet i Sønderm arken.

et Brøl som en Tyr, øjensynlig af Sult. Med sin korte Snabel b e

følte han Moderen fra alle Sider for at finde Brystvorterne. Han

spildte en hel Time paa at patte paa hendes Hale, som han an

tog for at være et Mælkeapparat. Først Kl. halv fire om E fter

middagen lykkedes det ham at indtage det første Maaltid.

Trods det sva

ge Lys lykkedes

det en dygtig

Amatørfotograf

et P ar Dage efter

Fødselen at tage

et P ar Plader af

Kaspar. Vi brin

ger omstaaende

et af disse in ter

essante Billeder.

Man ser tydelig,

hvor stæ rkt be-

h aaret han var,

maaske en Arv

fra uddøde For-

fædre, der var

pelsklædte som

Mammuten —fra

Sibirien og Nord

europa. Ørerne,

hvis Størrelse

minder om den

afrikanske Ele

fants, var endnu

ubevægelige, og

Øjnene ind fat

tede i en stærk

rød Bræmme.

Han pattede altid højre Brystvorte, hvilket udelukkende var

Ellens Skyld. Moderkærligheden havde gjort hende mistænksom,

og hendes Yndlingsstilling var at staa med Hovedet vendt mod

Indgangsdøren. Derved kom hun til i

Reglen at vende den venstre Side mod

G itteret og Publikum, og derfor holdt

hun ikke af, at Kaspar stod og pattede

venstre Brystvorte. Hver Gang han for

søgte sig ved denne Side, jog hun ham

bort, saa at han tilsidst kun søgte til

ved højre Side. Mælken gik snart bort

fra venstre Bryst, saa at Kaspar snart

opdagede, at der kun var noget a t faa

ved det højre, som til Gengæld blev

dobbelt saa stort.

Elefantungen patter med Munden

ligesom andre Pattedyr. Det er først

senere, som voxen, at den udelukkende

drikker ved at suge Snabelen fuld af

Vand og derefter puste Vandet ned i

sin Hals. Den lille Elefants Snabel er

derfor forholdsvis kort, og dennes Vækst

i de første Leveaar forholdsvis langt

stærkere end de øvrige Legemsdeles.

Den voksne Elefant vilde overhovedet

aldrig kunne faa noget a t drikke, hvis

den ikke ejede Snabelen. Dens Nakke

og Hals er alt for korte, til at den kan

bøje Hovedet ned mod Vandet, og dens

spidse Undermund vilde ikke tillade

den at indsuge Vandet, ligesom Tungen

er for kort og tyk til a t kunne føres

ud for at labbe.

I Begyndelsen var Snabelen Kaspar

til stort Besvær, naar han skulde patte. Han læ rte dog ret snart

at rulle den op og trykke den fast ind mod Moderens Aksehuling.

Senere læ rte han at stikke den ud i Luften mens han pattede.

Da han var 3—4 Maaneder gammel, brød Kindtænderne frem.

og da har var

Aar gammel, begyndte de første Stødtænder

(Mælketænderne) at vise sig. — Allerede faa Dage efter Fødselen

viste KasperLyst til at lege. Hans første Leg var at øve sig i at

1 4 3