S_FørOgNu

Overgangene o fte er um æ rkelige, kunde det hænde, a t der under

et beroligende N avn stundom blev in d lag t en og anden urolig

Sindssyg, som H o sp italet ikke var beregnet p aa a t have. Til

m id lertid ig A nbringelse af saad ann e blev det derfor p aatæ n k t at

opføre en sæ rlig Bygning. Sm itsomm e Sygdomme v ar ligeledes

u delukk ed e, m en af H ensyn til de T ilfæ lde, der kunde opstaa i

selve H uset, blev d et allerede tid lig p a atæ n k t a t opføre en m in

dre Iso latio n sb arak .

Foruden den U ddannelse i Sygepleje, som D iakonissestiftelsen

giver sine Søstre, blev der i senere Aar ogsaa aab n et Adgang for

andre K vinder, som dels blev sendte af Sygeplejeforeninger, dels

kom e fte r eget In itia tiv . I A arenes Løb blev det ikke saa faa,

som paa denne M aade kunde hjæ lpes til a t overtage en S ygeplejer

skes fulde G erning.

I M idten af 1880 in d tra a d te e t b ety dningsfuld t Personskifte,

der en T id lan g sk ab te m egen Uro.

I S k rifte t „Den danske

D iakonissestiftelse i dens første 25 A ar“ hedder det derom :

„En a f de b esynderligste

M isforstaaelser, D iak onissestif

telsen h a r v æ re t G enstand for,

er vel d en, „ at Søstrene ikke

vil pleje M æ nd“, en M isforstaa-

else, som sik k e rt er m edvirkende

til, a t M andsafdelingen p aa dens

Hospital, som oprindelig var b e

stem t til a t in d tag e hele den

øverste E tage, h a r m a a tte t ind

skræ nkes til H alvd elen, eller

endog m indre, m edens Søstrene

derim od p a a de fleste P rovins

sygehuse p leje r flere Mænd end

Kvinder. M isfo rstaaelsen er op-

sta ae t af en gamm el M enings

forskel, hvori D iak o n issestiftel

sen hæ vdede, hvad der ogsaa

var u d try k t i dc med Syge

husene a fslu tte d e K on trak ter,

a t Søstrene ik k e uden i Nøds

tilfæ lde skulde væ re forpligtede

til a t foretage h vadsom helst

overfor

m andlige

P a tie n ter,

hvorfor e th v e rt Sygehus skulde

have en G aard sk arl eller en a n

den Mand til R aadighed, som da

ogsaa skulde hjæ lpe dem med,

hvad der oversteg deres K ræ f

ter, — h v ilk e t Forbehold iøvrigt

fra M oderhusets Side blev op

fa tte t og gennem ført saa lem

peligt som m uligt.

Den om talte M eningsforskel

berø rte im id lertid D iak on

issestiftelsens snæ vreste Be

styrelse og gav A nledning

til det vigtigste Personskifte,

den liavde oplevet i disse 25

Aar, id et P asto r Stein tog

sin A fsked som S tiftelsen s

P ræ st fra den 1ste Ju li 1880.

V alget af sin E fterm and h en

ledte han p aa P asto r N. D a l

h o f f. Sin S tilling som Form and i B estyrelsen beholdt han in d til

A arets U dgang, da den overtoges af Greve E. M o ltk e til Nørager.

Saavel i d et første Møde under sin nye Form and som i den

sn art e fte r udkom ne B eretning u d ta lte B estyrelsen en sæ rlig l a k

til P astor Stein for hans V irksom hed, om hvilken „den nye stolte

B ygning m ed sit store H ospital og sin skønne K irke sta a r som

et v arig t M indesm æ rke“.

S am tidig frasag de ogsaa O verlæ ge, Dr. H olstein sig sin Læ ge

post ved S tiftelsen s H o sp ita l, som han med megen Hæder havde

beklæ dt lige siden Husets første ringe Begyndelse. Hans E fte r

m and blev Dr. med. R. P a u l i i, en Søn af Stiftsprovsten, f o r

inden var der blevet v ed tag et og stad fæ stet en S tatutfo rand rin g,

hvorefter Overlægen som saadan

s k a l v æ r e

Medlem af Bestyrelsen.

191

Om P erso n sk iftet og A nledningen d e rtil fa a r m an næ rm ere Op

lysninger i D iakonissestiftelsens Aarbog 1916—17*). Biskop Stein

efterlod sig en u try k t Redegørelse, hvo raf en A fsk rift e fte r hans

Død af Biskoppens D a tte r, F røken Maria, S tein , blev skæ n k et til

S tiftelsens Arkiv. D enne R edegørelse bæ rer T itle n : „E n F r e m

s t i l l i n g a f d e F o r h o l d , som b e v i r k e d e m in B o r t g a n g

f r a D i a k o n i s s e s t i f t e l s e n “. Om sit S am arbejde med F o rsta n

derinden, F røken Louise Conring, sk river Biskop S te in : „F o rstan

derinden . . . var m ig en tro fa st M edarbejderske, der fu ld t saa

m eget skal have Æ ren som jeg. Jeg har ofte g læ det m ig over

hendes k lare Forstand, gode H jertelag , faste V ilje til at sæ tte en

ta g e t B eslutning igennem , og disse fortræ ffelige E genskaber have

forsonet m ig med d et ofte frastødende i hendes Væsen, med h e n

des M angel paa H arm oni m ellem de forskellige gode Evner, h vo r

af sn a rt den ene, sn a rt den anden havde O vervæ gten . . .“

Om Aarsagen til B ruddet m ellem P asto r Stein og F røken Con

ring hedder d e t: „Den m aa tte først og frem m est søges deri, „ at

der i d et sidste P a r Aar udviklede sig en stæ rk Spæ nding m el

lem ham og F orstand erind en .

D ette havde sin Aarsag i bestem te

personlige Forhold indenfor Sø

sterk red sen , hvor Stein m ente,

a t F orstanderindens O rdninger

var urig tige og m edførte, at

H jemm et ikke blev d et for Sø

strene, som d e t kunde og burde

være. E fte r Liegens, Dr. Hol-

stein s, O verbevisning led ogsaa

H o spitalet Skade d e rv e d ; han

fa n d t, a t han ikke fik den fo r

nødne Indflydelse p a a , h vilken

Søster der skulde have den le

dende S tilling, og a t Sygeplejen

ikke var god. Stein og H olstein

ta lte med F røken Conring derom ;

. . . saa m eget er sik k ert, a t

Frøken Conring, der paa d e tte

P u n k t var y d e rst øm taalig, følte

sig d yb t kræ n k et, og fra den

Tid var F orh old et fo randret. D et

forhen saa ypperlige S am arbejde

var blev et try k k e t og besvæ r

ligt, som om d et foregik i tung,

lumm er L u ft.“

Ogsaa i H enseende til de aan-

delige Strøm ninger indenfor Mo

derhu set var der aab en b ar D iver

gens m ellem P ræ st og F o rsta n

derinde. Følgende U d talelser i

Biskop Steins e fte rla d te „u try k te

R edegørelse“ k a ster k la rt Lys

d e ro v e r: „. . . jeg m ener at

have sporet en L yst til noget

o p sty ltet h ø jtid elig t Væsen

og til a t oppuste B egrebet

„D iakonisse“ til en Højde,

der ikke ganske stemm er med

O rdets O versæ ttelse „en T je

n erin d e“. E nkelte Form er (som

D ragten og S østernavnet) an er

kender jeg som fu ld t b e re tti

gede af p rak tisk e G runde . ..;

m en jo m ere L ivet kan være som i e th v e rt a n d et k riste lig t Hus,

og jo sundere, n a tu rlig ere Søstrenes Forhold kan væ re til Om

verdenen, og jo m indre der tales om, „hvad en D iakonisse tør

gøre eller ikke tø r gøre, desto bedre vil Sagen vinde Indgang . . .“

Foruden disse D ivergenser kom saa d et in trik a te Spørgsm aal

om „M andsplejen“, der blev Gnisten, som frem k ald te den ende

lige Eksplosion. Derom fortæ lles videre :

„P aa Sygehuset i V iborg arbejdede' der to D iakonisser. De gik

tro fast i deres G erning, og der var Glæde over dem. Im idlertid

kom F o rstand erind en under V ejr med, a t der ikke var stille t no

gen m andlig H jæ lp til deres R aadighed. D ette var nu afg jo rt en

*) L. J. K o c h : „Biskop H arald Stein og Diakonissestiftelsen1.