248 / 287
Den kongelige Porcelains Fabriks Gaard, 1911.
udstillet en Del dekorative Studier paa Charlottenborgs Udstilling.
Uddannet baade som A rkitekt og Maler havde han allerede i fem
lykkelige Ungdomsaar væ ret beskæ ftiget ved R estaurationsarbej
derne paa Frederiksborg Slot, og i Lighed med hine gamle ita li
enske Haandværkere, for hvem ingen Retning af Kunst var frem
med, havde han tag et fat paa at dekorere Porcelain, i instinktiv
Følelse af et saadant Arbejdes ædle Værdi.
En heldigere Ledelse af Fabriken kunde ikke godt tænkes, —
Schou Forretningsgeniet, Manden med den faste, ubøjelige
Vilje til at tum le med Kendsgerninger og Tal, — og Arnold Krog,
Kunstneren, den poetisk begavede Drømmer, rig paa nye Tanker
og Ideer, beskæ ftiget ivrigt med tekniske Problemer, — Man
den, der baade var praktisk dygtig og snild Theoretiker.
Hvormange end de Vanskeligheder var, som taarnede sig op i
disse Genfødelsens Dage paa Vejen mod de nye, store Maal, vid
ste Schou dog at besejre dem. Han havde Troen paa Fabrikens
rige Frem tid, og han havde Tillid til sine Medhjælperes Arbejds
mod og Evner. Og det var netop denne K lippetro, hvorpaa den
anden store Periode i den kongelige Porcelainsfabriks Historie
byggedes op. Hør, hvorledes en af Arbejderne fra hine Dage
maler Billedet af Philip Schou i sin Erindring:
„Med sikker Tro paa Frem tiden og stort anlagt, som han var,
Paamalingen af Prikker og Linier, paa andre Kunstmønstre. Det
var Underglasur-Malingens Princip, som man nu hyldede, og som
man siden bragte til lykkelig Blomstring.
Nu blev Opgaven den at udfinde nye Mønstre. Det var aaben-
bart, at alm indelig O rnamentering ikke vilde fremskaffe nye Re
su ltater af kunstnerisk Betydning. Kunde maaske Europa derude
lære København noget i den Retning? Ja, — det var netop det,
Europa tilsyneladende kunde. Og i den Formening snørede da
Philip Schou og Arnold Krog deres Ransler og gik paa Rejse til
H o lla n d og B e lg ie n , F r a n k r i g og E n g la n d og aflagde Be
søg paa mange af Udlandets største Fabriker. P aa Udstillingen
i A n tw e r p e n saa de herlige Ting fra Sèvres og andre europæ i
ske Storfabriker, — men alligevel m aatte de indrømme, at deres
Rejse i egentligste Forstand kun havde baaret sparsom Frugt.
Det, de fremfor alt søgte, havde de ikke fundet, — nye Impulser
til at frembringe A rbejder af kunstnerisk,originalt Værd. Det
var jo ikke nok, at alle de traditionelle A rabesker og Kruse
duller banlystes, — Porcelainets klare, hvide og straalende Over
flade krævede sin egen, selvstændige Plads i Dekorationen.
I Paris besaa Arnold Krog S. B in g s Samling, der netop
var kommen fra China og Japan, og som fremviste sande
Skatte af orientalsk Kunst, Mesterværker i Bronze, Ler, Porcelain
d et a t udjævne Sammenbruddet efter Fournier, og Philip Schous
a,t besejre den dræbende Uvirksomhed og Ligegyldighed, det Død
vande, der mere og mere havde bredt sig over Fabriken under
den lange Nedgangsperiode. Det er ikke let at skabe Samarbejde,
n aar man bestandig staar Ansigt til Ansigt med vrangvillige Mod
standere. Gennemsnitsfolk plejer saa at opgive H aabet og a t lade
sig overvinde. Men saadant et Gennemsnitsmenneske var Schou
netop ikke. Han var som den stærke, dristige Svømmer, der gaar
im o d Strømmen.
Der er endnu et T ilknytningspunkt mellem Müller og ham.
Han havde en lykkelig Haand til a t skaffe sig Medhjælpere, der
duede. De Valg han foretog mellem Folk, der kunde føre hans
Intentioner ud i Livet, var ligesaa kloge, som de vidnede om
Fremsyn.
Det var den 1. Januar 1885, at A rn o ld K ro g fik Opfordring
til at lade sig knytte som kunstnerisk Medhjælp til Fabriken.
Den unge Kunstner var netop vendt hjem fra Italien og havde
var han urokkelig overbevist om, at Fabriken, trods al Modstand
og alle Vanskeligheder, skulde bringe Sejrene hjem. Han bekym
rede sig ikke om den øjeblikkelige Fordel, men vilde først og
fremmest, at vort Arbejde skulde gøres i Ro og Fred, uden at vi
m aatte forstyrres ved bange Anelser om de drøje Kampe, han i
Egenskab af Forretningsleder havde*, at u d sta a“.
Med Hensyn til den Retning D ekorationen af det nye Porcelain
tog, er det højst interessant a t lægge Mærke til, hvorledes man
tog afgjort Afstand fra den sam tidige K unstopfattelse. Arnold
Krog havde tilegn et sig den E rfaring, at netop i det Øjeblik, da
Porcelainsmassen er jævn, hvid og fast og af uom tvistelig Skøn
hed, bestemmes dets Skæbne. At dække det med Farver eller
Guld i Overglasur-Stil, som Forgængerne havde gjort det, var det
Samme som paa éngang at berøve det den Skønhed og Ynde, der
var det iboende.
Den nye D irektørs Tanke var den, a t man vel m aatte kunne
overføre den Fremgangsmaade, man h id til havde b en y ttet ved
244