243 / 287
Maade at erklæ re, at man ikke engang i Sèvres vilde finde en
Arbeider, som kunde gjøre dette efter. Jeg kunde paa de Tilstede
værendes Ansigter see, at hans Foredrag blev fulgt med stor In
teresse, skjøndt der af og til viste sig et lille Smil, naar Onkel
i sin Ivrighed blev lidt for vidtløftig eller brugte tekniske Ud
tryk, som de gode Hofherrer ikke forstod. Kun Kongen smilede
ikke, og da Foredraget var fæ rdigt, traad te han frem, takkede
Onkel og retted e endnu nogle Smaaspørgsmaal til ham, som rø
bede, at han havde mere Sagkundskab end de Fleste. Derpaa
m aatte Onkel forestille de Arbeidere for ham, som havde med
virket til Vasens Fabrikation, og alt som de En for En traad te
ud af Rækken, henvendte Kongen til dem et Par Ord, der viste,
at han saare vel kjendte deres Gjerning og deres Stilling paa
Fabriken.
„Hr. A dm inistrator,“ sagde Kongen, idet han vendte sig om
mod Onkel, „De om talte, at man ikke vilde finde Mage til dette
Guldarbejde, selv ikke i Sèvres. Jeg ønsker at bevidne den, der
har gjort det, min Tilfredshed; men jeg seer ham ikke. Er han
syg?“
„Nei, Deres M ajestæ t,“ sagde Onkel, „han er fuldkommen rask.
Han arbeider i dette Øieblik nede paa Stuen.“
„A rbeider?“ spurgte Kongen noget overrasket, „og det paa en
Dag som denne. Hvorfor er han ikke h e r? “
„Deres M ajestæ t,“ sagde Onkel paa sin kolde og klare Maade,
„det er ikke Alle, der have Raad til sorte Klæder, og E tik et
ten — —“
„Ah,“ sagde Kongen og foer med Haanden henover Panden, „nu
husker jeg det. Det var ham, som De henvendte Dem til mig om.
Hans Moder er b lin d ?“
„Ja, Deres M ajestæ t,“ sagde Onkel rolig, „og han er fattig.
Han var — —“
„Vel, vel,“ afbrød Kongen, „jeg husker det. Lad ham komme
herop; jeg ønsker at see ham .“
Kort efter blev begge Dørene revne op paa vid Gab, og Fuld
mægtigen kom farende ind med de ikke meget ceremonielle Ord:
„Deres Majestæt, her er han!“
„Ah!“ sagde Kongen og saa op. — Ogsaa jeg saa op, skjøndt
jeg følte, at Blodet brændte mig i Kinderne. Olsen stod midt i
den aabne Dør. Han var iført sin sædvanlige, graa Arbeidsbluse,
som holdtes sammen om Livet af en Snor med en Træpind til
Knap.
„Et vakkert Ansigt,“ hørte jeg Dronningen hviske til en lav
benet, noget før Kammerherre, som stod ved Siden af hende.
Denne bukkede bejaende og udtalte som sin Mening, at det
var et høist interessant Ansigt, men idet Dronningens Blik veg
fra ham, lagde jeg Mærke til, at han med et Sideblik til en
anden Herre smilede ironisk og tra k paa Skuldrene. Havde han
vidst, hvor dum han saae ud i Forhold til Olsen, vilde han neppe
have gjort det; men Olsen var jo kun en Arbeider — og i Bluse.
Arbeidernes Kreds aabnede sig, og paa et Vink af Onkel traad te
Olsen nærmere. Der var ikke Spor af Tvang eller Forlegenhed i
den Maade, hvorpaa han nærmede sig, og havde det ikke væ ret
Klæderne, kunde man have været i Tvivl om, hvo der var Majestæten
Selv Kongen syntes at føle dette, th i han betragtede ham skarpt
et Par Sekunder, inden han sagde: „Det er Dem, der har udført
dette Guldarbeide ? “
„Ja, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen; men der var noget i Beto
ningen, som om det var en underordnet Sag, der egentlig ikke
kom ham ved.
„Det har væ ret et besværligt, men lønnende Arbeide,“ bemæ r
kede Kongen. „Jeg er særdeles tilfreds dermed.“
„Lønnende?“ gjentog Olsen, og der foer et underligt Træk, en
Blanding af Melankoli og Satire over hans Ansigt. „Ja, Deres
Majestæt, ethvert Arbeide, hvor Aanden overvinder V anskelighe
der og nedbryder Skranker, er lønnende; desværre gaaer det ikke
altid saaledes med Haandens.“
Kongen saae lidt forundret paa ham og sagde: „De synes ikke
tilfreds med Deres G jerning?“
„Nei, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen, og saae k lart og bestem t
paa Kongen. „Jeg finder den overmaade kjedsommelig.“
Kongen syntes at blive ilde berørt og sagde lidt skarpt: „Hvor
for har De saa valgt d e t? “
„Jeg har ikke valgt det, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen rolig.
„Ulykken har tru k k et Lod for mig, og den spørger ikke.“
Kongen saae et Øieblik stivt og vist paa ham, men Olsen slog
ikke Øinene ned. Kun drog der sig hen over hans Ansigt dette
Forgyldte Vaser, Kopper og Blækhus af Hetsch. Begyndelsen af 19. Aarhundrede.
(K unstindustri M useet).
239