244 / 287
Slør af Melankoli og haabløs Resignation, som jeg saa tid t havde I
seet, n aar han tvivlede om sig selv, og Modgang kuede ham for
dybt; men i saadanne Ø ieblikke kunde han være smukkest.
„Hvorfor synes De ikke om Deres Arbeide? Det er dog en
smuk Beskjæ ftigelse og et v ak k ert R esu ltat,“ sagde Kongen og
pegede paa Vasen.
„R esu ltat?“ gjentog Olsen og smilede denne Gang næsten iro
nisk. „Hvo tæ nker
paa R esultatet, og
hvem husker paa
Arbeideren, naar
denne ligger knust.
Man husker ikke
paa en Maskine,
Deres Majestæt, selv
om den u d retter sit
Arbeide nok saa tro
fast, men kun paa
Mesteren, der har
konstrueret den.“
„Er det Deres Me
ning,“ sagde Kongen
og saae opmærk
somt paa Olsen, „at
en Maskine kunde
ud rette d ette Ar
b eid e?“
„Nei, Deres Maje
stæ t,“ sagde Olsen
med en let Rødme,
„ikke dette. H ertil
fordres det menne
skelige Øie og den
menneskelige Haand. Men det tunge dagligdags Arbeide, som
sløver Tanken sam tidig med at Haanden træ ttes, dette triste Dag
værk, som gjør Arbeideren mørk og tungsindig — det lod sig vel
udføre paa anden Maade.“
„A ltsaa alligevel paa en M askine?“ spurgte Kongen.
„Nei, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen. „Maskinen kan ikke er
sta tte den menneskelige Haand, hvor det gjæ lder Finhed og Blød
hed. Arbeider den for stæ rkt, vil den slide Guldet af, arbeider
den for svagt, vil det ikke komme frem. Men,“ føiede han dæm
pet til og rødmede dybt, „der gives vel andre Veie. Enkelte have
gaaet dem før.“
„Ah!“ sagde Kongen, „nu veed jeg, hvad De mener. De tæ n
ker paa den Maade, hvorpaa man forgylder i Meissen? Men veed
De af, at det er en stor Hemmelighed?“
„Ah,“ udbrød Kongen. „Nu forstaar jeg Dem. Er der noget
jeg kan gjøre for Dem?“
„Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen og retted e sig pludselig i Vei-
ret, som samlede han al sin K raft; „maaskee er min Begjæring
for dristig, jeg veed det ikk e.“
„Tal kun frit,“ sagde Kongen og lagde Haanden paa hans Skulder.
Der blev et Røre imellem A rbeiderne, som h id til i Taushed,
men med spændt
Opmærksomhed
havde fulgt denne
eiendommelige
Sam tale; men Olsen
lagde ikke Mærke
dertil, han syntes
hverken at høre el
ler see, det var, lige
som hele hans Sjæl
laae sammentrængt
i de Ord, han nu
skulde sige. Han
forsøgte et Par Gan
ge, men det var, som
hans Stemme slog
Klik, og der opstod
den uhyggelige
Taushed, som naar
En, der ellers har
Ordet i sin Magt,
pludselig forlades af
sin Genius.
Jeg kjendte im id
lertid dengang kun
denne Dødsstilhed
fra Skolen, naar vor L atinlæ rer slog i Bordet og med sin snerrende
Stemme udraabte sit bekjendte: „Vorwärts, Æ sel!“, men jeg
kjendte ogsaa Midlet derimod. Jeg havde allerede den Gang en
ikke ringe Øvelse i den ædle Kunst at soufflere, og nu da Olsen
stod med sænket Hoved og nedslaaet Blik foran Kongen, ganske
som man paa Skolen kunde staa foran den frygtede Latinlæ rer,
saa meente jeg, at et P ar Ord kunde gjøre godt, saameget mere
som jeg stod temmelig nær ved ham. Jeg stak derfor Hovedet
frem saa langt jeg kunde, og dækket af Dronningens Fløilskaabe
hviskede jeg til ham: „Laborant, Olsen! — Siig, Du vil være
Laborant, det kan Du godt.“
Men enten det nu var den aandeløse Spænding, hvori jeg ud
ta lte disse Ord, eller det hvælvede Lofts Resonnants, eller den
dybe Stilhed rundt omkring, nok var det, de kom ikke som en
Bowle,
til E rin d rin g om Slaget paa R lieden, 2. A p ril 1801, flerfarvet og rig t forgyldt. (Folke M useet).
Tallerken (1827).
Onkel sendte Olsen et opmuntrende Øiekast, og denne vedblev:
„Den kongelige Fabrik har væ ret i Besiddelse af denne Hemme
lighed, Deres Majestæt; men den gik ta b t med den Laborant, som
indkaldtes i den Anledning. Maaskee kunde den findes igjen.“
Olsen u d talte disse Ord saa roligt og fordringsløst, at Kongen
tra ad te et Skridt tilbage og udbrød: „Hvad mener De med det?
Har De beskjæ ftiget Dem med disse T ing?“
„Meget, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen og blev ganske bleg.
„Jeg er egentlig Kem iker.“
„Kemiker? — Og De polerer Guld?“ spurgte Kongen forbauset.
„Hvad har De til Deres Exam en?“
„Jeg har ingen, Deres M ajestæ t,“ sagde Olsen. „Examiner og
videnskabelige Bestræbelser gaae sjelden Haand i H aand.“
Tallerken (1822).
Hvisken, men som en temmelig høit u d talt Mening, med et vist
komisk E ftertryk. Onkel sendte mig et Blik, som i en F art fik
mig til at forsvinde bagved Fløilskaaben, men Kongen loe og
sagde: „Det lader til, at Deres Neveu ogsaa giver sig af med Fabrikens
Anliggender — men Laborant; hvad mener De, Hr. A dm inistator?“
Onkel traad te et lille Skridt frem, bukkede paa sin stive Maade
og sagde: „Deres M ajestæ t behagede engang at give mig Løfte
om en fast Laborant, saafrem t Fabrikens D rift tiltog. Jeg har
ikke senere tillad t mig at minde Deres M ajestæ t om dette Løfte,
der allerede ligger noget tilbage i T iden.“
„Ja, det er godt nok,“ sagde Kongen, „men Fabrikens Personale
synes mig allerede temmelig talrig t, og en Laborant vilde fordre
en betydelig aarlig U dgift.“
(Decadence Perioden).
240