239 / 287
F ornedrelse ned og k nustes i Støvet — gam le Rasmus saae ikke
disse G yseligheder, han var A aret iforveien salig hensoven i Troen
paa dens kongelige U rokkelighed. Hvor var han dog en sær,
gamm el F yr den selvsamm e Rasmus Portner! — — —
Ogsaa m in O nkel A dm inistratoren præ gede sig paa en besyn
derlig M aade i min barn lig e E rindring. Det var en høi, mørk,
m ager og alvorlig Mand, som a ltid gik klæ d t i Sort og baade
Sommer og V in ter havde F rak k en knappet lige op i Halsen.
N aar han langsom t gik gjennem F ab rikens endeløse G aarde for
a t an stille den daglige Inspektion, holdt han a ltid Hæ nderne paa
Ryggen, H ovedet lid t bøiet og B likket tilsy nelad en de fæ stet mod
Brostenene. Og dog vidste A rbeiderne, at han saae som en F alk
og h ørte som en Los, og der var ingen, der veg fra sin Dont
eller lod sig skuffe a f denne tilsy neladend e D istraktion. Han var
ordknap, k o rt og bestem t i sin Adfærd, stren g mod de Dovne og
E fterlad ne, og dog elskede A rbeiderne ham ; thi de vidste, a t han
var retfæ rdig, og a t hans
Væsen, der ligesom den
sorte F rak k e sad tillu k k e t
og stram t om kring ham,
kunde væ re b lødt og m ildt,
naar ufo rsk y ld t Nød, Syg
dom og Savn havde ram t
dem. H an var en Mand af
den gam le Skole, tro mod
den Tid, hvori han var
voxen op, og ude af S tand
til at gribe, hvad den nye
bar i sit Skjød. H an p as
sede sin G jerning, og hans
G jerning passede for ham ,
og da den nye Tid vilde
skille dem ad, sk iltes han
fra e t Liv, der begy ndte a t
blive ham til Byrde, som
ufo rstaaelig t.
U ag tet jeg hemm elig holdt
af ham , var jeg dog næ sten
bange for ham ; th i han gav
sig kun lid e t af m ed mig,
og n a a r d et skete, var det
mere eg n et til a t fo rskræ kke
et B arnesind end til a t drage
det til sig. S aaledes husker
jeg endnu en A ften ved
Ovnen. D er skulde bræ ndes
en stor Vase, et m eget sjel-
dent og k o stb a rt Stykke, en
P resent til en eller anden
P o te n ta t i T ydskland. Tre
eller fire E xem plarer var
allerede tid lig e re fo ru ly k
kede, og d et begyndte at
knibe m ed T iden. Onkel
havde selv led e t Vasens
Opstilling, den v ar bleven
afstivet og stø tte t p aa det
Omhyggeligste, og nu kom
det store Moment, da der
skulde stik k es Fyr. Onkel
tog e t B undt Høvlspaaner,
steg a fm a a lt og ro lig ned i
det ene af Ovnens F y rh u l
ler og sa,gde til O verbræ n
deren: „Nu fa a r d et a t gane,
Dinger, som d e t v il“.
Dinger, en sn u rrig gammel
P atron nede fra Schwartz-
wald, skjæ vede hen til Onkel
med d et ene Øie, d et a n d et havde han fa ae t b ræ ndt ud af en
Gnist, og sagde: „Aber den goer nicht, H err A tm inistrator, selbst
der liebe H e rrg o tt k a n ikke so stor en Ding m achen“.
1 samme Ø ieblik sta k Onkel S paanerne til. D inger og U nder
bræ nderen gjorde d et Samme, og med en bedøvende Susen og
K n ittren tra k den m æ gtige Høiovn Flamm erne til sig, og de før
ste k u lsorte R øgsøiler væ ldede ud a f Skorstenens fire G lughuller.
Onkel steg rolig op igen, klappede D inger paa Skulderen og sagde:
„Mein lieb er D inger, w enn der gute Gott sich die Mühe genom
men h a t solch einen D inger zu m achen wie Sie, da w ird er wohl
leichter so ein D ing m achen können, wie da im Ofen ste h t“.
D et v ar den eneste Gang, at jeg har h ø rt Onkel tale Tydsk til
Folkene, u a g te t en Del af B esæ tningen var fra Schwaben og
Sachsen. Jeg veed ikk e hvoraf d et kom, men disse Ord, u d talte
i et fremm ed T ungem aal, gjorde paa m ig en forunderlig V irkning;
thi i m in b arnlige F a n tasi og m it hele davæ rende B arnedrømm eliv
spillede, foruden Onkel, Ovnen en Hovedrolle. N aar de m ørkerøde
Luer i V in te rn a tte n lyste over Sneen, n a ar Ilden buldrede og bragede
derinde, n a ar D inger med Maske for A nsigtet tra k de glødende
Prøver ud paa lange Jernstæ nger, medens m an gjennem de sm aa
G lughuller kunde see Flamm erne dirre og spille derinde ligesom
U daander — d a forekom Ovnen m ig som en sælsom dæmonisk
Verden, og ald rig h a r jeg k un net tæ n ke paa D aniel og de hellige
Mænd, uden a t m in T anke førtes til den gam le Porcellainsovp.
Da vor H usjom fru den A ften skjæ nkede Thee, var Onkel sæ r
deles stille og ordknap. H an gik op og ned ad Gulvet med H æ n
derne paa Ryggen og læ ste ik ke engang B erlingeren, som han
ellers a ltid pleiede a t gjøre. K lokken ti gik han ned for a t
træ k k e P røver; jeg fik mod Sædvane Lov til a t blive oppe. Da
han kom tilb ag e, saae han endnu m ere alvorlig ud og gik e t P ar
Gange op og ned i Stuen, d erp aa standsede han foran m ig og
sagde: „Kan Du Dine L e k tie r? “ „Ja, O nkel!“ „Saa er d et bedst,
Du gaar i Seng, V iggo.“ Jeg vilde gjerne blive lid t oppe endnu,
og som e t svagt Forsøg til en Sam tale sp urgte jeg: „Hvorledes
gaaer d et med Vasen, O nk el?“ H an saae p aa m ig med en a l
vorlig Mine og sagde: „Veed Du hvorledes d et gik i R u slan d ?“
„Nei, O nkel!“ „Saa sk al jeg fortæ lle Dig det. — D er var en
K eiserinde, som hed C ath arin a den Anden, og som havde fa ae t
den første P o rcellain sfab rik anlag t. Hun ønskede a t faa en Vase
endnu større end den, vi bræ nde iaften , og denne Vase skulde
have en blodrød Fond, hvor-
p aa G uldornam enterne sk u l
de lægges. Denne rubinrøde
Farve er det m eget vanske
lig t at frem stille ren og klar,
og de første to V aser fik
derfor P le tte r og U jæ vn
heder i Ovnen. K eiserinden,
der var bleven utaalm odig
over den lange Tid, det
varede, sendte da et Bud
til B estyreren og lod ham
sige, a t hvis Vasen ikk e
blev fæ rdig om tre Uger,
skulde han m iste sit Em
bede og p a a en lille Slæde
sendes til Siberien. Ligesom
B estyreren fik d e tte Brev,
stod han ved Ovnen og lod
den tred ie Vase sæ tte ind.
Han kunde netop opfylde
K eiserindens B egjæ ring, hvis
Vasen lykkedes i denne
Brand ellers m a a tte han
skilles fra Kone og Børn,
fra Em bede og B estilling for
a t arbeide i B jergvæ rkerne.
T anken herom gjorde ham
saa fo rtvivlet, a t han den
hele N at v andrede op og
ned ved Ovnen uden a t faa
Hvile. Folkene tra k Prøver,
m en hver Gang de trak ,
vare de sie tte re og siettere.
Da kom endelig Morgenen.
Ovnen blev aabn et, og der
stod Vasen, saa k lar og
skjæ r, saa ren i Farven,
som var den m alet med
Blod. Men In sp ek teu ren var
borte — Ingen kunde finde
ham . F ørst da m an rensede
Asken ud til næ ste Brand,
fa n d t m an en lille samm en
sm eltet M etalklum p og nogle
forb ræ n dte Been — han var
sprungen i en af F y rh u l
lerne for ikke a t blive sendt
til Bjergene. Den Vase h ar
jeg selv seet i B erlin, Kon
gen af Preussen fik den i
Foræ ring. Det er den sm uk
keste røde Fond, jeg har
seet; men den er b e ta lt med en M enneskesjæ ls Fortvivlelse. —
Gaae saa i Seng, V iggo!“
Jeg gik i Seng, men det var m ig ikke m uligt a t sove. Hele
T iden saae jeg den røde Vase, den flammende Ovn og den blege
Mand, der v andrede op og ned, m edens L uerne lyste. L idt e fte r
lid t antog denne Mand Onkels Ansigt og Udseende. I den sorte,
tæ tslu tten d e F rak k e og med Hæ nderne paa Ryggen gik han a l
vorlig frem og tilb ag e og stirred e af og til ned i de dybe F y r
huller, hvor F avn estyk kerne forsvandt, som om d et kunde væ re
Svovlstikker. K lokken tolv hørte jeg Onkel staae op; han skulde
anden Gang ned og træ k k e Prøver. Jeg listede m ig ud af m in
Seng; V in te rn a tte n var bidende kold, m en d esuagtet krøb jeg op
i V induet og saae rystend e af Angst og Kulde ned i G aarden.
Den sorte Skorsten lyste med m ørkerøde, alenlange L uer; den lig
nede et spøgelseagtigt Uhyre, der stra k te fire glødende T unger
ud af M unden p aa een Gang. Om disse L uer bølgede en sort, en
kvæ lende Røg. Den dreves lige imod Huset, jeg kunde endog
ty d elig m æ rke den harp ix ag tig e L ugt af F y rre træ et. D ette var
ikke noget godt Tegn, ved M idnat skulde Flamm en væ re klar,
det havde den gam le D inger tid t fo rk lare t mig, ellers blev Porcel-
la in e t røgslaaet. Der kom en stor Angst over mig, som ikk e fo r
m indskedes, da jeg øinede Onkel, som med en L ygte i H aanden
vandrede over den snebelagte G aard op imod B ræ nderiet. Hans
sorte D ragt tog sig dobbelt sort ud mod de hvide Snedriver, og
[Lergruppe af A. Hald, 1797.
(F o lke M useet).
235