241 / 287
Mortensen fik Lov til a t betræde Onkels Stue, saalænge disse
mærkværdige G lastingester befandt sig der.
Under alt d ette skred Tiden im idlertid frem, og det lyse For
aar begyndte at udvikle sig med sine Spirer og Forhaabninger.
Da overraskedes Rasmus Portner pludselig ved Synet af en rød
Lakai, som uden at bryde sig om det sædvanlige Feltraab: „Hvor
skal Han h en ?“ i god Ro og Mag begav sig lige op til Onkel
efter først at have spurgt Rasmus hvem han sagde Han til. En
halv Time efter spredte det overraskende Budskab sig over hele
Fabriken, at ikke alene Kongen, men ogsaa Dronningen — ja
nogle sagde Kronprinsen med — vilde komme den næste Torsdag
for at tage Vasen i Øiesyn.
For mig var det kongelige Besøg en Begivenhed af den aller
største Interesse. Jeg havde aldrig nogensinde seet, hvorledes en
virkelig Konge og Dronning saae ud, kun vidste jeg, at de kjørte
i G laskareth, og at man kunde faa Svedsker for at raabe Hurra.
Jeg havde in te t høiere Ønske end blot een Gang at see al denne
Herlighed, især ved denne Leilighed, hvor jeg havde en in stink t
mæssig Fornemmelse af, at Olsens Sltjæbne afhang af Besøget.
Men Onkel lod in tet Ord falde derom, og selv havde jeg alt for
meget af den barnlige Frygt til at bede ham derom. Den skjæbne-
svangre Torsdag brød saaledes frem, og med et tungt H jerte pak
kede jeg mit Tornister, fik det paa Ryggen og vandrede min vante
Gang til Skolen; men Tankerne og H jertet blev paa Fabriken,
jeg kunde ikke et Ord af mine Lektier, og det var næsten med
en Slags Gru, a t jeg aabnede Porten, som førte ind til Pladsen.
Her saae jeg im idlertid strax, at der var noget usædvanligt igjære.
Drengene bunkede sig sammen i smaa Klumper uden at lege;
syvende Klasse stod taus i H jørnet ind under det gamle Vald-
nøddetræ og stirrede op mod den klare, himmelblaa Luft, som
ventede de, at der derfra skulde komme en Møssias. Anderledes
forholdt Forberedelsesklassen sig; dens smaa Indbyggere havde i
een lang Række stillet sig op mod Skolepladsens Plankeværk,
som de ivrig bearbeidede med deres Støvlehæle, og i Takt til en
gammel, bekjendt Melodi lød det:
Lov, Lov, vi vil ha’ L ov!
Yi vil ud i den grønne Skov!
Ja, det var klart, der var Revolution i de unge G emytter og
Frihedsdrømme i Luften.
Disse Drømme voxede og antog Form af V irkelighed i de to
første Timer, hvor jeg var saa heldig ikke at komme op. Man
vidste med Bestemthed a t øverste Klasse havde været inde hos
Rektor for at bede om Lov.
Saa kom Rektor ud ad Porten med et tilsyneladende aldeles
ligegyldigt Ansigt, som om han slet ikke lagde Mærke til Bølge
bevægelsen. Saa traad te Skolens Dux ham imøde med K askjetten
i Haanden, hvorpaa Rektor tog sin H at af med et Udtryk af vel
forstilt Overraskelse. Saa sagde „Syvendes“ Dux Noget, som Ingen
kunde høre, saa smilede R ektor med sit elskværdigste Smil, strøg
sig med de to Fingre om Munden og sendte et langt Blik ud over
al denne Ungdom, der i tæ ttere og tæ ttere Kredse, men i dyb
Stilhed træ ngte sig omkring ham. Saa vendte han sig pludselig
om, slog op med Haanden og raabte med k raftig Stemme: „Idag
har Skolen Maanedslov og Frihed i de fire sidste Tim er!“ Et
vældigt, jublende Hurra — og Drengene stimede fra hverandre
som Fisk, naar Maagen slaar ned. Et Øieblik efter stod den
gamle Skolegaard øde.
Jeg tog den givne Orlov som et gunstigt Varsel og ilede hjemad
langt hurtigere, end jeg var gaaet ud, men der var ogsaa Grund
til at skynde sig; thi da jeg bøiede om H jørnet ved Regentsen,
saa jeg langt nede paa Kjøbmagergade det første Glimt af de
røde Kudske, og Peer Jørgens Ord: „Kongen kommer!“ foer
bævende gennem m it H jerte, ja stem te det næsten til en Slags
Andagt.
Hurtig kastede jeg Bøger og Tornister fra mig og listede mig
forbi den in tet anende Jomfru ned paa Trappegangen, hvor jeg
skjulte mig bagved en af de gamle Piller, som flankerede Opgan
gen til vor Leilighed. Her stod jeg og lyttede aandeløs og med
bankende H jerte. Majestæ terne m aatte jo komme lige forbi mig,
og naar Salens store Fløidøre blev aabnede m aatte jeg kunne see
Alt, hvad der foregik. Jeg havde, som sagt, aldrig nogensinde før
seet en rigtig Konge eller en Dronning, og nu kom En buldrende
op af Trappen med en Fart, som om han i syv Spring vilde naa
lige til Tørreloftet. Skulde det være Kongen? Gud veed, om han
gik saaledes? Forsigtig stak jeg Hovedet ud gennem Sprinkel-
Frokoststel fra Slutningen af 18. Aarh.,
dekoreret med antike H oveder og B lom sterbuketter. (K unstindustri Museet).
„Før og N u“, 6. A arg. N r. 11.
237