242 / 287
væ rket og kiggede ned. Nei, det var kun Fuldmægtigen, som i
aandeløs Iver kom styrtende forbi mig, saa a t K joleskjøderne vif
tede som en V ipstjertehale. Ligeud for mig faldt han, saa lang
han var, idet han med stor A lteration raabte: „Luk Dørene op,
Christoffer, M ajestæ ten kommer! Det har allerede behaget Aller-
høistsamme at trin e ud af K arethen.“ Jeg kunde, trods min høi-
„Vi have gjort et Besøg i det nye Asyl; lad os standse et Øie-
blik! “
„Hvilken kjøn, lille D reng,“ sagde Dronningen, der var bleven
opmærksom ved Onkels Haandbevægelse. „Er det Deres Søn?“
„Nei, Deres M ajestæ t,“ svarede Onkel og bukkede paany, „det
er en Søstersøn, som jeg har tag et i Barns Sted. — Skynd Dig op!“
Tallerkener. Varianter af det nationale danske blaamalede Mønster.
(U nder-G lasur). (Folke M useet).
tidelige Spænding, ikke lade være at !ee, men fortrød det strax
igjen, th i Fuldmægtigen var ikke til at spøge med. Dog saa stor
var hans altererede Tilstand, at han uden at sige et Ord foer ind
i Udstillingssalen, hvor han begyndte at exercere med Arbeiderne
tilhøire og tilvenstre, saa at de snart dannede en sort Halvramme
omkring den prægtige Vase, der prangede m idt i Rummet paa
det purpurrøde Fløil.
Jeg samlede alt m it Mod for at blive og tæ nkte saa paa, hvor
ledes en Konge vel egentlig m aatte see ud. Jeg kjendte hans
Ansigt saa godt fra de
store Toskillinger og
Chokoladepapirerne
hos U rtekræmmeren,
men hvordan var han
klædt? Havde han
monstro endnu Krone
paa Hovedet og H er
melinskappe om Skul
drene ;havde han Scep
te r og Rigsæble i H aan
den ligesom H jerter
konge, eller var han
kun klædt som Husar
— det fandt jeg vilde
være allerkjønnest.
Der lød Larm af
mange Fodtrin paa
Trappen, jeg titte d e
ud — ja nu m aatte det
være Kongen! Onkel
kom, stiv og alvorlig,
med H atten i H aan
den og iført det hvide
Kammerdugshalsbind,
som jeg kjendte saa
godt. Mit H jerte bæ
vede af Angst; jeg
skjulte mig helt bag
ved Pillen. — H erre
gud ! Var en Konge
ikke anderledes? Han
var jo klædt ligesom
Onkel, naar han gik
i Selskab, men han var
meget tykkere og hav
de et bredt, b laat Baand over Brystet. Forresten saae han saa
mild, god og fornøiet ud, at jeg ordentlig fik hele m it Mod til
bage, navnlig naar jeg saa paa den deilige Dame, som med vaiende
S trudsfjer paa H atten og i en kulsort Fløils Kaabe skred frem
ved hans Side. Der var noget saa m ildt og dog saa kongeligt
udbredt over hendes Væsen, at jeg rak te Hovedet langt frem for
rigtig at tage hende i Øiesyn — hun m aatte være Dronning —
det kunde der ingen Tvivl være om. Lige i samme Øieblik stand
sede hun paa Trappens øverste Afsats og henvendte et Par Ord
til Onkel, som lige havde faaet Øie paa mig og nu med en tru
ende Haandbevægelse vinkede mig bort.
„Dronningen er noget træ t,“ sagde Kongen pludselig til Onkel.
Fad og Tallerkener med blaafarvet Mønster.
(U nder-G lasur). (Kgl. Porcelains F ab rik ).
„Nei, nei, lad ham blive,“ udbrød Dronningen. „Jeg holder saa
meget af Børn“ — og med disse Ord traad te hun op paa det sid
ste T rappetrin, bøiede omkring Pillen og tog mig, der vilde flygte,
ved Haanden. Gudbevares, hvor det kneb.
„Skal Du ikke ind og see paa V asen?“ spurgte Dronningen og
tog mig igjen ved Haanden.
„Nei, nei,“ stammede jeg. „Det maa jeg ikke for Onkel. — Jeg
har heller ikke min nye Trøie paa,“ lagde jeg lidt dristigere til ved
Tanken om at have antydet, at jeg virkelig eiede et saadant Stykke.
„Det gjør ikke no
get,“ sagde Dronnin
gen smilende. „Du er
meget kjøn, som Du
er. Du kan godt følge
med os.“
Uden egentlig at
vide, hvorledes det
gik til, kom jeg ind i
Magasinet, m idt imel
lem Kongen og Dron
ningen, og da jeg slog
Øinene op for at see
paa Vasen, lagde jeg
Mærke til, at alle
Arbeiderne saae paa
mig med forundrede
Blikke. Kun Onkel be
holdt sin sædvanlige
Ro, og som der slet
in te t var forefaldet,
tra k han de hvide
Handsker af, lagde
dem paa Piedestalen,
og gav sig derpaa til
at forklare D ekoratio
nerne og O rnam enter
ne paa Vasen. Med en
Ro som holdt han et af
sine sædvanlige Fore
drag i Industriforenin
gen, gjennemgik han
hele dens Fabrikation,
ligefra Blankovnen til
Guldpolererstuen, og
fremhævede
særlig,
hvormange og hvor dygtige K ræ fter der vare nødvendige til et
saadant Arbejdes Fuldendelse, sam t hvormange Smaauheld der
kunde standse et saadant Stykke paa sin Vej. Men jeg lagde
Mærke til, at han, medens han gled temm elig løselig han over
de første Stadier, med særlig K jærlighed dvælede ved Dekora
tionen og navnlig fremhævede, hvormange Vanskeligheder dens
vexlendem atte og blankeForgyldninger havde forvoldt den Ar-
beider, hvem disse fintudførteGuldornamenter vare overdragne.
Im idlertid nævnte han ikke en eneste Gang Olsens Navn, men
imod Slutningen af sin Tale lagde han Haanden paa Vasens Fod,
pegede paa de u tallige Guldperler, Arabesker og a la grecque
Borter, som vare anbragte der, og sluttede med paa sin tørre
238