240 / 287
jeg syntes, a t hans Ansigt var saa foru n d erlig blegt. I P o rten
m ødte han D inger, og under sag te hvidskende S am tale forsvandt
de begge i B ræ nderiet.
Ind en for ly ste Ovnen i
Luernes røde S kjæ r; jeg
kunde ty d elig se de h a lv
nøgne S kikkelser, n a a r de
uh yre F av n esty k k er k a
stedes ned i F yrh u llern e,
hvoraf L uerne d a slog høit
i V eiret. Jeg saa dem slaa
Hul p aa Muren, tag e en
Prøve ud, og O nkel u n
dersøge den opm æ rksom t.
D erp aa syntes jeg, a t han
rysted e p aa Hovedet. H an
tog sit U hr frem og fo r
svandt bagved Ovnen, hen-
imod e t af F y rh ullerne.
Nu k und e jeg ikke holde
d e t ud læ ngere. Je g krøb
i Seng, tra k D ynen h e lt
opover mig, og gav m ig til
at bede; først Fadervor,
saa for Onkel og saa for
Vasen. L idt e fte r hørte jeg
tu n g e T rin ude p aa G an
gen; jeg foer op, sad i
D ødsangest og ly tte d e —
saaledes pleiede han ikke
a t gaae. L idt e fte r gik
Døren op, O nkel stod fo r
an m in Seng m ed L ygten
i H aanden.
„H vorfor sover Du ikke,
V iggo?“ spurg te han. „D et
er — d et er V asen,“ stam
m ede jeg
forsk ræ k k et.
H an klappede m ig p a a
K inden, en ganske usæ d
v anlig V enlighed, og sagde
blødt: „H erregud, vaager
ogsaa Du for dens Skyld.
Den h a r fo rsk u d t sig, den
duer ik k e .“
Men Onkel havde seet
feil, eller ogsaa havde den
Dage e fte r blev aab net,
Bacchus paa Klippen med en Satyr, Luplau.
(K u n stin d u stri M useet.)
Atlant med Himmelgloben.
(K u n stin d u stri M useet).
da Ovnen
lige, som
tre
re tte t sig igjen; th i
stod Vasen saa ra n k og
den havde væ ret stø bt i e et S tykke. Den
D ag h jalp jeg m ed a t tag e ud af Ovnen.
Af Onkel fik jeg Lov til a t slaa a lt V rag
godset itu med en stor H amm er, og da
han var gaaet, gav D inger m ig en halv
Snaps og en „ R y tte r“ o; et S tyk ke R ug
brød med S kinke paa — det var den
sto lteste Dag i m it Liv.
II. „Kongen komm er!“
Ligesom der im ellem O nkel og Arbei-
derne bestod et vist p a tria rk a lsk F or
hold, som p a a m ange M aader lagde sig
for Dagen, saaledes var det samme til
en vis G rad T ilfæ ld et im ellem Hoffet
og F abriken. I hine gyldne Dage var
M ajestæ ten absolut, ik k e alene over
R iget, m en endnu m ere over de Eien-
domme, der den Gang b e tra g te d e s som
specielt kongelige, sk jø ndt d et var S ta
ten s Borgere, d er gav deres Penge d ertil.
Kongen var saaledes ogsaa F a b rik
herre, og n a ar sæ rlig store B estillin
ger, saasom F lo ra-D anica-S tellet eller
an d et Hofservice var under A rbeide,
beæ redes F ab rik en med e t højkonge
lig t Besøg, som gav Stof til Sam tale
m ange M aaneder d erefter. E t saad an t
Besøg b rag te e t sæ regen t Røre i F a b ri
kens ellers saa rolige Gang. A rbeiderne
b e tra g te d e d et som en H øitidsdag, hvor
til de m ødte i deres bedste Stads; F o r
v a lte re n og V æ rk skriveren spekulerede
paa, om de ogsaa havde te e t sig t il
stræ k k e lig hofmæ ssig den sidste Gang,
og F uldm æ gtigen gik i m ange Uger
svanger m ed en T ale, som han ald rig
kom til a t holde, fordi der ved n ed
rig K abale fra de fø rstnæ vn tes Side
ald rig gaves ham L eilighed d ertil. Jom
fru M ortensen, som ikk e havde d e t al-
lerrin g este m ed F ab rik en at gjøre, var den alleriv rig ste af dem
alle. Hun b ar ved saad ann e L eiligheder et eiendomm eligt, sort
Sæ t p a a H ovedet, p ry d et m ed H øirødt og endende i en sort Snip
Spejlramme.
(K u n stin d u stri M useet).
m idt i Panden. O nkel k a ld te d e t H ofkostum et og var a ld rig rolig
for R uderne, saalæ nge hun havde d et paa; th i hun foer om kring
fra den ene S tue til den
anden og sta k i en u n
d erlig T ilstan d af nervøs
Befippelse H ovedet
ud,
sn a rt ad d et ene, sn a rt ad
d e t a n d et V indue, for a t
see M ajestæ ten føre „hen
des søde, velsignede D ron
n in g “, som hun k a ld te
hende, op ad T rapp erne
og ind ji U dstillingssalen,
hvor F ab rik en s P ro d u k te r
p arad ered e p a a P ie d e sta
ler, b e tru k n e med høirødt
Fløjl.
Den Vase, hvorpaa Olsen
arbeidede, h ø rte im id ler
tid ikke til de Stykker,
der kræ vede saa ex trao r-
d in aire F o ra n sta ltn in g er;
den v ar en Gave til et Hof
og kunde saaledes m agtes
af O verhofm archallen
alene. Im id le rtid tog dens
rig e D ek oration en over
o rd e n tlig lan g Tid, og i
al denne saa jeg sle t in
te t til Olsen. H ver A ften,
n a a r jeg kom ned i den
fo rreste G aard, vare R u lle
gard in ern e nedrullede,
Døren til G uld polererstuen
lu k k et, og hvorm eget jeg
h am red e og bankede, h jalp
in te t — Olsen v ar og blev
usynlig. Im id le rtid a rb e i
dede han ik k e b estan d ig
p a a V asen; th i ofte saa
jeg, n a ar jeg fra m in
P lads ved S pringet ia g t
tog de tæ t tilh y lle d e V in
duer, a t en Skygge, som
m a a tte væ re hans, kom og
forsvandt, i R eglen hen-
imod Ovnen.U n dertiden var der to Skygger, og p a a den stive,
alvorligeH oldninggen k jen d te jegOnkel i den
ene. Hvad de
im id lertid b e stilte derin d e p a a den øde
G uldpolererstue, ofte til lan g t ud paa
N atten , fik Ingen a t vide, og A rbei
derne havde m eget tra v lt m ed alle-
haande Form odninger og G isninger ved
rørende deres n atlig e Fæ rd. S n art u d
b red te d e t R ygte sig, at Olsen var
kommen ud af S lu tte rie t ifølge ko n
gelig B efaling, og a t han og A dm ini
stra tio n e n arbeidede paa noget m eget
hemm eligt, som skulde fo rand re hele
F ab rik en s sæ dvanlige Gang; saa fo r
ta lte m an, at Olsen var Søn af en
Skibsdoktor, som var død e tsted s i
B agindien, hvor de V ilde havde læ rt
ham a t uddrage Guld af alleh aan d e
uæ dle Stoffer, og at han nu stod i
Begreb m ed a t berige F abriken med
denne vigtige Opfindelse; saa blev der
ym te t noget om, a t Kongen og Hoffet
vilde tag e denne Opfindelse i Øiesyn,
og a t Onkel ved denne L eilighed skulde
gjøres til E ta tsraa d — m en vist var det,
a t Olsen fik Adgang til Onkels L ab o ra
torium , og a t der til hans p riv ate Brug
blev g jort endnu en Hovednøgle til
F ab rik en s P ort, saa a t Rasmus kunde
gaa i Seng K lokken 11. D ette b e tra g
ted e denne im id lertid som en personlig
Fornæ rm else og svor høit og d y rt paa,
a t nu kunde m an rende m ed F abriken ,
n a ar det skulde væ re — „men saadan
vil Kongen nu h a ’ d e t,“ føiede han a l
tid æ rg erlig til.
Onkel var i al denne T id usæ dvanlig
sysselsat. H an arb eided e m eget i sit
L aboratorium , navnlig om A ftenen, og
kom eg en tlig kun op til M aaltiderne.
N aar lian kom, havde han hyppig sm aa
P ulvere med, som h an a ltid om hygge
lig sa tte u nd er G lasklokker i sit Ar-
beidsvæ relse, og som d et stren g elig
blev m ig fo rbud t a t røre ved. Saalæ nge disse sm aa G lasklokker
stod paa B ordet, blev Skodderne om hyggelig lukkede, for a t So
len ikk e skulde skinne p aa dem , og hverken P igen eller Jom fru