246 / 287
saa interessante de end var, og om de end besad en utvivlsom
Værdi som skønne Gengivelser efter Mestervæ rker af en anden
Kunstart, betegner de alligevel ingen fremadskridende Linie i
Fabrikens Virksomhed, idet man havde m aattet søge Inspirationen
udefra. Saa fornøjeligt det iøvrigt kunde være at sæ tte Publikum
istand til at samle et Galleri af Thorvaldsens Værker i M iniatur
— nogen ny og skabende Evne hos Fabrikens Kunstnere m ani
festeredes ikke gennem disse Reproduktioner. De eneste Frem
bringelser af virkelig Betydning fra denne Tid var en Slags Ju
bilæumsvase, hvis Form skyldtes Hetch, og som var dekoreret
med den Ejendom, som tilhørte Vedkommende, der havde gjort
Bestillingen. A ltsaa — den hellige Ilds Flammer var ikke udslukt,
•— den flakkede uroligt, og den kunstneriske Trang til Nyskab
ning i Retning af poetiske Ideer og disses fuldkomne maleriske
Gengivelse varslede om kommende Fremgangstider.
Idet vi nu staar foran den store Genfødelsesperiode, som atter
bragte den kongelige københavnske Fabrik kunstnerisk Navn og
Ry, bliver det nødvendigt at se paa Sagen fra mere
end e t enkelt Synspunkt.
I Halvfjerserne af det forrige Aarhundrede var
den københavnske Fabrik 100 Aar gammel. De
fleste engelske Porcelainsfabriker var for
bestandig sat ud af Virksomhed. Det gæl
der om Fabrikerne i Chelsea., Derby og
Plymouth saa vel som i Bristol og Bow.
Det halve Aarhundrede fra 1825
til 1875 fremviser i Kunsten et ned-
slaaende Billede af S tilstand og
B analitet. De sporadiske Forsøg,
der blev gjort for at vække den
slumrende Interesse og Publikums
Kunstbegejstring, faldt forgæves
ud. De Enkelte, i hvem den h el
lige Ild brændte endnu, vandt in
gen Løn og Anerkendelse. Denne
døde Tid begrænsedes paa den
ene Side af Napoleons Krige, paa
den anden af K rimkrigen og Kam
pen mellem F rankrig og Tyskland.
I England blev de kunstneriske Im
pulser kvalt af den rivende Frem
gang, Maskinerne paa alle Omraader
havde, — det var hin Periode, da Man
chester-Skolen førte an — Riccardo og
John S tu art Mill. Alan forstaar, at denne
Jordbund just ikke var sk ikk et til at bringe
store kunstneriske Tanker til Blomstring. De
store S tater i Europa saa deres Skatkam re tøm t
efter de langvarige Krige, og det lille Kongerige Dan
15.000 Stykker af Gennemsnitsstørrelse. Men disse gennemgribende
Forbedringer, der allesammen skyldtes Schous Fremsyn, nødven
diggjorde naturligvis mægtige Udgifter, og man kan ikke undres
over, at Virksomheden i de første Aar, finansielt set, kun d aarligt
kunde bære sig. Og man har sandsynligvis b e tra g tet denne Om
stændighed som et uheldigt Varsel for Frem tiden. Men Schou
havde sit eget Syn paa Sagerne. Det er et taab e lig t Postulat, at
ægte Kunst og Forretningssans ikke kan trives i Fællesskab. Og
Philip Schou havde Frem tidsplaner, som ingen Alodstand kunde
kuldkaste, en stolt Æ rgerrighed, der kendte sit Maal og Vejen,
som førte dertil. Hans praktiske, faste Greb og Forstaaelse af
den foreliggende Situation, hans Klarsyn paa Frem tiden
ogdens
rige
Aluligheder, der forlængst er blevet til V irkelighed, viser
hamsom en Aland, der besad den uvurderlige Blanding i sin P er
sonlighed af poetisk og kunstnerisk Sans og praktisk Dygtighed
og ukuelig Energi — Egenskaber, der betegner den geniale Pionér,
Der er store T alenter, som paakalder vor Beundring ved de T ri
umfer, som de vandt i om fattende H andelsforetagen
der, og ved deres Evne til at organisere oglede
en Forretnings indviklede Maskineri,
—T ri
umfer, der ikke bør agtes ringere end de,
der vindes paa Kunstens Omraade under
vanskelige V ilkaar og stadig Alodgang,
■— men den, der form aar a t vække en
hensygnet Kunst tillive ved at holde
Idealerne i Æ re paa samme Tid som
han kæmper med manglende Kapi
ta l og overhængende Ruin, — han
er mere end et T alent, han er et
Geni.
Mullers glansfulde Periode og
dens store Trium fer var sunket i
Forglemmelse. Af den engang
berøm te Fabrik syntes kun Nav
n et a t være tilbage. De gamle,
skønne Modeller agtede man ikke
paa, mange af dem var vel endog
ødelagte. Hvad man producerede
savnede baade Stil og Harmoni.
Det var Tilfæ ldet, det planløse Til
fælde, der regerede. O riginalitet og
Skaberevne var nu fremmede Begreber
i den gamle Fabrik. Det saa højt lov
priste „Mussel-Mønster“ fandt Vej til
Danmark fra fremmede \ 7æ rksteder og i
ændrede Former. Vi m aatte følge i de Andres
Spor, og vi m aatte se, hvorledes baade Kunsten
og vort hidtil ansete Navn lid t efter lid t tog Flug
ten. Med vort mangelfulde M ateriale, med vor kunst-
mark havde m aattet bære sin Del af Nøden.
Krigens Alørke var slaaet ned ogsaa mod Nord,
Preussen, Østrig og Danmark var bleven hvirvlet
ind i blodige Kampe om Hertugdømmerne, og Stormagterne var ble
ven indblandede deri. I et Tidsrum af fyrretyve Aar var Krigsluen
blusset op, snart her, sn art dér, og først i 1866 bestem tes H ertug
dømmernes Skæbne ved Undertegnelsen af W iener-T raktaten.
Stedet er ikke her til at diskutere R etten og U retten i denne
Kamp, men vist er det, at i disse tunge Tider led i Danmark og
saa de skønne Kunster b itter Nød, da det ene skæbnesvangre
Slag efter det andet faldt over Landet.
Den kgl. Porcelainsfabriks Formue var skrumpet betænkeligt
ind, som vi alt h ar bemæ rket ovenfor. I 1867 blev da Fabriken
paa Købmagergade solgt til A. F a lc k for 135,000 Rdlr., og under
H o lm s D irektion var det, a t man reproducerede de Thorvaldsen’ske
Figurer. Alen saa oprandt Alærkeaaret 1883, da Fabriken overgik
til „A luminia“, og fra dette Tidspunkt tog den Opsving, og en ny
Æ ra indviedes.
Det man trængte til, var en M a n d . Manden kom, og hans
Navn var P h il ip S c h o u . I ham laa Frem tiden — det moderne
Frem skridt.
Langt fra Hovedstaden — tæ t ved Frederiksberg Slotshave —
blev store Bygninger rejst med Værksteder, der var udstyret efter
de nyeste Principer, Alaskiner af første Sort og Brændovne i mo
derne Stil. Ovnene var af en Størrelse, der langt overgik dem,
man hidtil havde benyttet — beregnet paa at kunne rumme
Konferensraad Philip Schou.
D irektør for „Den kgl. Porcelains F a b rik “.
1883—1902.
nerislce Fattigdom paa Ideer indsaa den unge
D irektør, foretagsom, ivrig og energisk som han
var, at der ingen Vej var fremad og opad. Der
var en voksende Trang til at finde nye Former og Dekorationer
for Varer, saavel for det daglige Forbrug som for Luxusvarer, og
man var saa smaat begyndt at tale om a t skabe en national
Christian den 4des Stil. Og Gennembrudet kom, — Fabriken satte
sig et endnu større Maal, en Stil, der pegede ud over det N atio
nale, — en europæisk!
Og saa skete det da, at T raditionerne fra Fabrikens tidligere
Tid, de nye, kraftige Impulser og den gamle Skabertrang, vaag-
nede efter den lange Dvale og gav sig U dtryk i Ønsket om at
frembringe Arbeider, der havde kunstnerisk og blivende Betyd
ning. Der var stæ rke Lighedspunkter mellem Schou og Aliiller.
De var begge Mænd med Fremsyn, Mænd, der var forud for deres
egen Tid. De var Begge Opbyggere, Skabere — ikke blot i den
Forstand, at de var en kunstnerisk Industris udmærkede Pionerer,
nej, ogsaa i den Mening af Betegnelsen „Opbyggere“, a t de an
lagde nye Ovne og Værker og vovede Indsats af Penge, efter
moden og klog Overvejelse af Midler og Maal. Den sejge Kamp
mod al Slags Modstand og mod de finansielle Tab, der hang som
en altid truende Sky over deres Hoved, — Kampen mod Manglen
paa den U nderstøttelse og Hjælp, de havde havt Grund til at
haabe paa, men som ofte svigtede, altsammen var det skæbne
svangre Lighedspunkter i den kække Kamp, som disse to Mænd
m aatte stride, Kampen p e r asp e r a ad a d s t r a ! Alüllers Lod var
242