264 / 287
Professor Arnold Krog
udtalte sig i 1910 paa følgende Maade om sin 25 Aars Virksomhed
som kunstnerisk Leder ved Fabriken:
Det var ingenlunde nogen let Opgave, der her blev stillet mig,
der var ganske b lo ttet for ethv ert Kendskab til Porcelænets van
skelige Teknik og aldrig havde tæ n k t derpaa eller interesseret-
mi g herfor. Som enhver Dansk kendte og holdt jeg af det gam
meldags blaamalede Porcelæn, som jeg havde spist paa i mine
Porældres Hjem, men ud over en Terrin og en T allerken havde
jeg aldrig tæ nkt
mig det.
Det kneb svæ rt
for mig med den
„nationale“ Stil,
skønt den sad mig
i Fingrene fra et
5-Aars Arbejde
ved Udførelsen af
Dekorationen til
Frederiksborg
Slot. Den tidlige
italienske Renais
sance gik det ikke
stort bedre med,
men heraf ud
sprang
dog de
første Stykker: et
lille Kaffestel, som
ingenlunde tør kal
des vellykket. Een
Ting havde jeg dog
im idlertid allerede
læ rt, nemlig at Por
celænet i sig selv
var et saare kønt
og dejligt Stof,
blankt, hvidt og
haardt. Det fore
kom mig, at jeg
foreløbig kun
m aatte b estrab e
mig for ikke at
ødelægge det ved
som mine seneste
Forgængere at
dække det med
paamalede Farver
og Guld, saa man
slet ikke fik noget
at se af selve det
kostelige Porce
læn. Skulde der
endelig males der
paa, m aatte man
se at faa Farven
ind i selve Stof
fet, saa Overfladen
beholdt hele sin
V ase.
O prørt Sø. M alet under G lasuren af H . Flygenring.
blanke og daarende K arakter. Kunde der males de blaa P rikker og
Streger paa Tallerkenen, m aatte man ogsaa kunne male noget
andet og paa en dertil egnet Form. Med dette Ræsonnement be
gyndte jeg mit Arbejde. G rundkarakteren i Underglasurmaleriet
var hermed fastslaaet, og denne er ikke senere forandret.
Det hele syntes saare simpelt, nu gjaldt det kun om at finde
paa, hvad man skulde male. Jeg var sn art paa det rene med, at
O rnamentikken ikke førte til noget nyt. En Rejse, som Ph. Schou
og jeg gjorde sammen til Holland, Belgien og England, bragte
ikke særlig nye Impulser, skønt der paa Udstillingen i Antwerpen
var meget smukke Ting baade fra Sevres og de fleste større euro
pæiske Fabrikker. Det var egentlig først Aaret efter i Paris,
hvor jeg var saa heldig at gøre Bekendtskab med Mr. S. Bing,
der nylig var vendt hjem fra Kina og Japan med den skønneste og
rigeste Samling af gammel orientalsk Kunst, der vel nogen Sinde
har væ ret sam let paa een Haand, at det gik op for mig, hvad
dekorativ Kunst egentlig var. Hvor svælgede jeg i den Atmo
sfære af gammel Kultur, kunstnerisk Aandrighed og sikker Smag,
som aandede ud af alle disse saare skønne Sager i Bronce, Sten
tøj og Porcelæn, Elfenben m. m., og saa H aandtegningerne, der
laa i store Bunker, og Farvetrykkene med deres uendelige Kom
positionsrigdom.
F ra den Tid begyndte en ny Periode for Fabrikken. Man skulde
og m aatte øse ud af N aturens rige Skød, det, som Japan havde
gjort, bort med alle de traditionelle K røller og Arabesker, Stil
arter og alt, hvad dertil hører. Luk V induer og Døre op, saa Sol
og Lys, Dyr og
Planter, Stemning
og Farve kan myl
dre ind. Der er nok
af det altsammen
lige uden for Vin
duerne. Det blev
en trav l Tid nu,
der blev arbejdet
ude og inde. Bil
ledhugger Liisberg
blev ansat som
Modelerer, en ung
Lærling fra Fa
jancefabrikken,
Hallin, kom over
paa Porcelænsfa
brikken som Med
hjælper. Skuffel
serne var jo man
ge, Teknikken var
svær, det er nem
lig kun Farvela-
gets Tykkelse, der
giver den Valeu-
ren, uden a t man
inden Brændingen
kan se Forskel paa
de forskellige To
ner. Hjælpem idler
var der ingen af,
der behøvedes i
øvrigt ogsaa kun
en behændig
Haand og en føl
som Aand, en Pen
sel og en Kniv.
Ph. Schou var
u træ tteli g til at op
muntre os Kunst
nere. Optim ist og
stort anlagt som
han var, troede
han trods alle Van
skeligheder paa, at
Fabrikken vilde
faa Held med sig,
og paa, at den
styrede den rette
Kurs. Han tæ nkte ikke paa den øjeblikkelige Fortjeneste, men
lod os arbejde i Ro, uberørt af alle de Ængstelser og pekuniæ re
Vanskeligheder, han som adm inistrerende D irektør sikkert har
kæmpet med.
I 1888 paa den store nordiske Udstilling, hvortil E liten af euro
pæisk kunstindustridrivende var indbudt som Deltagere, skulde
Fabrikken forførste Gang vise sine nye
Ting. Det var ikke
store, dyre Sagereller mange, der her varudstillet, men de vakte
en vis Opsigt, navnlig hos Udlændinge, der købte det meste af,
hvad der var udstillet af de nye Frembringelser. Det mussel
malede BordserviCe frem traadte her i en ny, og det tør nok siges
forbedret, Skikkelse, idet alle de fremmede, for Mønstret u n atu r
lige Modeller, der i Tidens Løb havde indsneget sig, var e rsta t
tede med nye, stilfæ rdige og naturlige Former, der fremhævede
den karakteristiske Linie i Dekorationen. P aa denne Udstilling
lagdes ogsaa ved en ren Tilfældighed Grundlaget til den „P latte
260