V aser m ed Arnold Krogs første F orsøg paa U nderglasur.
(K unstindustri-M useet).
ind til det lille „Danemarc“, og „La m anufacture Royale“ var
snart lige saa misundt som beundret. En af D irektørerne for
Sevres, Mr. Garnier, skrev dengang i „Gazette des beaux Arts":
De fremmede Porcelænfabrikker, hvoraf nogle i 1878 syntes at
skulle blive farlige for os i Frem tiden, synes ikke at have gjort
Frem skridt . . . . Im idlertid danner den kgl. Porcelænfabrik i
København en Undtagelse herfra. Dens Udstilling, der er virke
lig smuk, er som en uventet Aabenbaring, og den bringer saa at
sige en hel ny Tone ind i Porcelænets Kunst . . . In tet er mere
simpelt end disse Porcelæner, der fra den første Dag tiltvang sig
en saa stor Beundring. En Smule Blaat, nogle Stænk Grønt,
undertiden en Anelse af Rødt, det er alt. Men det blaa er saa
fint, saa lækkert, man kan næsten sige saa distingveret, det
grønne og røde saa blødt harmonisk, Stoffet saa smukt, og dette
lidet er anvendt med en saa fuldkommen dekorativ Forstaaelse,
en saa stor Sikkerhed i Tegningen og i enkelte Tilfælde med en
saa forbløffende Dristighed, a t det længe vil forblive i de manges
Erindring, som interesserer sig for Ildens Kunst . . . .
Det var virkelig store Dage i Fabrikkens Historie. Priserne,
E fter denne „Succes“ begynder den egentlige Udvikling af F a
brikkens Produktion med dertil svarende Omsætning, medens man
før kun udførte enkelte „unike“ Kunstsager, signerede af den ud
førende Kunstner, oprettes i A aret 189B en Afdeling for mindre
Vaser og Genstande. De kopieres af unge Damer med nogen
kunstnerisk Uddannelse efter en given Form og Dekoration, sam
tidig opstaar ved en meget rigelig Efterspørgsel Produktionen af
de for den kgl. danske F abrik saa karakteristiske Dyr, udførte i
Porcelæn. Det første, der blev udført, var en lille Torsk. Dens
naturlige blanke og glatte Overflade syntes som skabt for Porce
lænet, og ideelt set burde man maaske have indskrænket sig til
disse Havets Beboere, men Publikum er fordringsfuldt og begæ r
ligt efter nyt, nogle Hundehvalpe gjorde megen Lykke, og da der
først engang var givet efter, gik Fordringerne videre. Hvad nyt
h ar De? blev der stadig spurgt. En vilde have en Abe, en anden
en Maage. Selv Princippet med kun a t lave danske Dyr m aatte
yderligere vige, og Zoologisk Have i København aabnede gæ stfrit
sine Døre for Fabrikkens Kunstnere, der søgte at tilfredsstille det
stadig umæ ttelige og købelystne Publikum. Fabrikken ejer nu
produktion“, der senere har tag et saa uhyre et Opsving, idet man
som Dekoration af Montrerne havde lavet en P latte (lille Fad),
hvorpaa der var m alet de tre blaa Bølgelinier (Fabrikkens Mærke)
med en Krone over.
A llerede næste Aar, 1889, skulde Verdensudstillingen i Paris
aabnes, saa det blev en trav l Vinter, der laa imellem disse to
Begivenheder, Det var jo første Gang, man skulde vise sig Side
om Side med de store berøm te Fabrikker Sevres, Havillon, Min-
ton, Royal, Derby m. fl., foruden med Japanerne. Pladsen, der
blev stillet til Raadighed, var meget begrænset: en Glasmontre
paa ca. 7 K vadratm eter var alt; det var ikke ved Rigdom og
Størrelse, det københavnske Porcelæn skulde gøre sig bemærket.
Ikke desto m indre fandt Kendere og Porcelænsfabrikanter hurtigt
der var ansatte meget beskedent, blev af en af Fabrikkens franske
Beundrere, der tillige var en praktisk Købmand, forhøjet betyde
ligt, ja, nogle fik endda tilfø jet et Nul. Frankrigs første Samlere
og Kendere belejrede Montren, og trods de forholdsvis høje Priser,
var alt, der blot havde nogen kunstnerisk Værd, revet bort 14
Dage efter Udstillingens Aabning. Da flere andre Fabrikker endnu
ikke var færdige med Opstillingen, kunde der meldes „Alt ud
solgt“. — „La m anufacture Royale“ gik da ogsaa fra Udstillingen
med dennes „Grand Prix d’honneur“, en Udmærkelse, der dengang
var meget sjælden, særlig for en saa lille og beskeden Produk
tion . . . . Paa denne Udstilling saas ogsaa for første Gang de
farvede krystallinske Glasurer, som Fabrikkens Kemiker Clément
havde fundet og hans Efterfølger, Hr. Engelhardt, havde udviklet.
„F ør og N u“. 6. A arg. N r. 12.
261