20 / 121
8
Omflydt afVand, forsynet raed en Vindelbro, der fra Nord igjennem den endnu staaeude
Portbygning, der tjente som Vagtstue, udgjorde Hovedvejen til Slottet, og hegnet nied Mure og
Volde, viste Rosenborg oprindelig tilbage til Middelalderens Borg-Bygningsmaade og frembød
næsten Skuet af en lille Fæstning.
Men var man først indenfor Porten, har Tanken om Strid
og Uro vel neppe længe været den fremherskende, — dertil vare Borgens Omgivelser for ven
lige og smilende: tilvénstre den smukke pyntelige Slotsgaard, tilhøjre en nydelig Rosengaard,
og ligefor, mod Syd, paa den anden Side af »den grønne Bro«, den store og skyggefulde Have.
Denne Have, der var anlagt i den ældre franske Smag, frembød en efter Datidens
Begreber overordenlig Pragt.
Snorlige A lleer, hvis ranke Træer vinkede den Spadserelystne,
vexlede med frodige Buskadser, hvor Bænkene indbøde til Hvile og stille Betragtninger; hist
tittede en snehvid Statue frem fra den grønne Baggrund, her blinkede Fontænens Perler paa
en svulmende Rosenhæk; her »det grønne Lysthus«, her »det røde«, her Lysthuset »med de
tíre forgyldte Knapper«, her, ved Enden af »Billedalleen« (Kavalergangen, hvor nu Herkules-
Pavillonen staar), den pragtfulde »Eremitage«, hvis Værelser vare betrukne med glinsende
flamske Silketapeter, hvis Lofter vare smykkede med alle de kostelige Malerier; her foran den
vestlige Hovedfagade »Parterret«, den egenlige Blomsterhave, med Statuer, Springvande, duf
tende Levkøjer og »Laurierhuset« langsmed Volden, med Kobbertaget, der om Sommeren kunde
skydes tilside, for at Solens Straaler ret kunde komme til at varme og vække alle de sjeldne
Planter og Træer — Figentræerne, Laurbærtræerne! —
Kong Kristian hvilede ikke længe i sin Grav, før Forstyrrelsen greb ind i hans skjønne
Værk; Vaskerhuse, Stald- og Kjøkkenbygninger trængte sig disharmonisk frem, og selve Haven
blev i lang Tid plejet med mindre Kjærlighed, saa at Meget i den gik af Lave og forfaldt.
Da fik den under Kristian VI en kort Blomstringstid, ja naaede, hvad der vel helst skyldes
Dronning Sofie Magdalenes Pragtlyst, sit Kulminationspunkt.
Nu prangede atter Pragtblom
sterne, de grønne Pyramider hævede sig, kantende de sirlige Bede, Fontænerne sprang, og
Laurbærhuset fik den glimrende Fagade, vi se her paa Billedet, der gjengives efter »den danske
Vitruvius 1746«.
De derpaa følgende Tider — ja kunde vi helst lade dem uomtalte, hvad Rosenborg
angaar! Den smukke Blomsterhave blev — Exercerplads, det pragtfulde Laurbærhus en styg
Kaserne! — Lader os da, hellere end at dvæle ved Ødelæggelsen, glæde os over, at en ny
Aand er vakt, at en Gjenfødelsens Tid er i Frembrud.
Spadserer Du imellemstunder deroppe
paa Volden, saa kast dit Blik ned over Rosenborgs nye Omgivelser: Kjøkkenbygningen og de
hæslige Smaaskure ere forsvundne, Kartoffelbedene vege Pladsen for fløjlsbløde Græsflader,
Kaalstokkene for luende Rosenbuske!