24 / 121
12
I.
K r i s t i a n I (1448—1481).
Det oldenborgske Horn.
Det traf sig i Aaret 989 — saa melder et gammelt Sagn — at Grev Otto I af Olden
borg under Forfølgelsen af et Stykke Vildt i en Skov blev skilt fra sine Hofmænd, uden at
han i sin Jagtiver mærkede, at han red alene, før han allerede var oppe paa Bjerget — Offen-
berg — i hvis Kløfter det jagede Dyr søgte Læ mod den dødbringende Pil.
Her standsede
han et Øjeblik sin skummende snehvide Ganger for at hidkalde sine Jagthunde, maaske vel
ogsaa for at puste lidt efter det anstrengende Ridt. Solen skinnede varmt, Tørsten brændte
hans Tunge. Hvem der dog havde en Svaledrik! tænkte Grev Otto, og neppe havde han tænkt
d et, før Bjerget aabnede sine Sider, og en fager Mø med røde Kinder og en duftende Krans
slynget om det flagrende Haar, traadte ud til ham. Med Smil paa Læben rakte hun et Horn
imod ham; det var sølvforgyldt, kosteligt forarbejdet og blinkede i den udstrakte Arm, og som
Sirenens klang hendes Røst: »Drik heraf, Grev Otto! da skal det gaa Dig og det ganske
oldenborgske Hus vel; men vægrer Du Dig ved at tømme dette Horn, da skal Splid og Ulykke
hjemsøge dit Hus og det skal gaa din Slægt ilde!« Da satte Grev Otto Hornet for sin
Mund, men idet han vilde til at tømme det, opdagede han, at Drikken var uklar og grumset,
hvorfor han af Modbydelighed kastede den bagover Hesten. Det viste sig da, at Drikken var
saa stærk, at den sved Haarene af, hvor blot en Draabe spildtes paa Hestens Lænd. Bjerg
møen forlangte nu sit Horn tilbage, men Grev Otto tænkte Nej, var det nu engang hans, skulde
det blive ved at være det; skyndsomst trak han Haanden til sig, sporede sin Hest, og medens
Troldet igjen forsvandt i Bjerget, naaede han sit undrende Jagtfølge og fremviste sin koste
lige Trofæ.
Dette Horn skulde da være det oldenborgske Horn, det her i Bogen afbildede Horn,
som den Dag idag opbevares paa Rosenborg.
Ja saaledes berette gamle Krønikeskrivere, og efter dem forplantede Sagnet sig
igjennem Tiderne, indtil en roere kritisk Slægt, ved en nærmere Betragtning af Hornets Arbejde
og de paa det anbragte Vaabenskjolde, Indskrifter og øvrige Prydelser, kom til det med den
nøgne Sandhed vistnok mere stemmende Resultat, at det, ial fa1d i sin nuværende Skikkelse,
skriver sig fra det 15de Aarhundrede og at det da knytter sig til en bestemt Begivenhed i
Kristian Ps Historie.
Kort efter Kristian I’s Hjemkomst fra sin Romerrejse blev han, som bekjendt, henimod
Slutningen af Aaret 1474, af den tyske Kejser Frederik IH og den mægtige Hertug Karl den
Dristige af Burgund opfordret til at mægle i en Strid, der var opstaaet imellem Erkebispen af
Køln og det derværende Kapitel, en Strid, der nu truede med at antage et uberegneligt Om
fang, idet de ovennævnte tvende Herrer toge Parti, hin for Erkebispen, denne for Kapitlet,
og lavede sig til at drage med Hærskjold imod hinanden. Kong Kristian, der var en fred
sommelig Herre, tog villigt imod Opfordringen og drog med et stateligt Følge, hvoriblandt
endogsaa tre Hertuger, igjennem Holsten ind i Tyskland, og havde der — dog først efter mange
Gjenvordigheder, deriblandt selv den, at han nær var bleven opsnappet af de af Erkebispen til
hans Fordærv udsendte Ryttere — ved Rhinen et Møde med Karl, ved hvilken Lejlighed denne