RosenborgDeDanskeKongreskronologiskeSamling

som paa hin Dag nær var blevet Kong Kristians Bane. Hjorten blev jaget længe, men undgik

bestandig sine bidsige Forfølgere, og den svage Konge, der var bleven udmattet og træt, opgav

tilsidst selv Forfølgningen, for at udhvile sig paa E rem itag en* ), hvor der skulde samles nye

Kræfter ved et velbesat Taffel. Før dette endnu var tilende, kom der Melding om, at nu var

Hjorten her

rb e d e n , omringet af Jægere og Hunde og ude af Stand til at flygte.

Øje

blikkelig rejste Kongen sig fra Bordet, for med egen Haand at give det dødstrætte Dyr »Fang

ste n« , men skjønt Hjorten vel faldt ved S tødet, har dette enten været kraftløst eller ikke

rammet paa rette S ted ; tbi Dyret rejste sig igjen paa Bagbenene og stødte til Kongen, saa at

ban faldt omkuld derved. En af Hofmændene hjalp ham vel strax paa Fode igjen, men ulykke

ligvis fik han da et nyt Slag paa sin venstre Fod af et af Hjortens Bagben, saa eftertrykkeligt,

at han laa bevidstløs og Alle troede, at et Benbrud vilde blive den mindste Følge heraf. Dette

viste sig nu vel ikke at være Tilfældet, men efter den Dag var Kongen ingensinde mere istand

til at øve sin Yndlingslyst, og omtrent 10 Maaneder derefter laa han Lig. —

„Rosen“.

Æ ld re Besøgende ville mindes, hvor ubehagelig de følte sig overraskede, idet de traadte

ind i Mellemstokværket paa Rosenborg. Efter at have vandret igjennem Stueetagens Værelser,

der hvert for sig i sin Udsmykning og hele Indretning afspejler en bestemt karakteristisk

Periode, Tiden under de tre Konger Kristian IV, Frederik III og Kristian V, kom man med E t

ind i en stor Sal med hvidt glat Loft og mørktfarvede Vægge, sparsomt behængte med Malerier.

Denne Sal havde af gamle Tiders Glans bevaret Navnet » R o s e n « , men var forøvrigt i enhver

Henseende kun et sørgeligt Billede paa Tidernes Omskiftelighed; ethvert Spor af dens oprinde

lige Udsmykning var forsvundet, og i Tidernes Løb var den endogsaa bleven vanhelliget i den

G rad , at den i et Tidsrum af omtrent fyrretyve Aar afgav Lokale til — Tallotteriets aarlige

Trækninger! Dette store Rum, igjennem hvilket man skulde, for at naa til Frederik IV ’s Tid,

der paa Rosenborg repræsenteres ved den nordlige Endesal i første Etage og den herlige

Riddersal i øverste Stokværk, dannede saaledes en smagløs og grel Modsætning saavel til disse

to Sale, som til Kristian V ’s smukke Sal i den sydlige Ende af Stueetagen, hvorfra man sidst

kom , og det blev derfor Opgaven at forandre Værelset saaledes, at det kunde komme til at

danne et passende Bindeled imellem Slottets forskjellige Dele.

Dels for at skaffe Plads til

Sager fra senere Kongers Tid og dels for at tilvejebringe et bedre Rumforhold, blev et Fag

taget fra det store Rum og lagt til et Værelse, som for Tiden indeholder Sager fra Kongerne

Kristian V II’s og Frederik V I’s Tid**).

Herved opnaaedes da tillige, at der blev bragt Lys

ind i den forhen mørke Gang, som fører ind til Endesalen, hvilket navnlig kom til god Nytte

ved den store Forøgelse af historiske Portræter, der tilfaldt den kronologiske Samling, etter at

være bievne reddede fra Frederiksborgs Brand. Saaledes indskrænket, blev Salen udsmykket

*) E t ældre lille Jagtslot; det nuværende Jagtslot Eremitagen skriver sig , som bekjendt, fra Kri

stian VI’s Tid.

**) D isse Sager ere senere flyttede over i det Lokale i Etagens Sydende, der indvandtes for den kro

nologiske Samling, da Myntkabinettet blev flyttet fra Rosenborg til Prinsens Palæ.