23 / 484
Kompositionsforening, der kun bestod af fire Medlemmer, og hvis Formaal
det var under fortsatte Øvelser og gjensidig Kritik at udvikle Færdigheden
i at løse den Slags Opgaver, der almindeligvis stilledes ved Kunstakademiets
Konkurser for Guldmedaillerne. Foreningens Medlemmer vare foruden Bertel
Thorvaldsen Carl David Propsthain, Claudius Ditlef Fritsch og Heinrich
August Grosch. A f disse tre unge Mænd var Fritsch den eneste, der senere
virkelig blev til noget; han udviklede sig i Aarenes Løb til en Kunstner af
Rang, om end ikke paa det Felt, han fra først af havde troet sig kaldet
til; han blev en Blomstermaler, der især som dekorativ Kolorist naaede ikke
ubetydelige Resultater. Propsthain var et virkeligt Talent og sad inde mecl
en Kompositionsevne, der gjorde ham det let saa nogenlunde at holde
sammen paa et større Antal Figurer og forene dem til en ret virkningsfuld
Handling, men nogen solid Formdygtighed opnaaede han aldrig og gjorde
sig vel heller ikke Flid med sine Modelstudier; han gik, vistnok af Mage
lighed, fuldstændig op i sin Lærer Abildgaards »Manér« og staar nu kun
som en tarvelig Efterligner af denne. Grosch var, hvad Naturgaver angaar,
det tarveligst udstyrede Medlem af det lille Samfund, og han vandt aldrig
noget Navn i den danske Kunsts Historie.
Men han gav dog sit Bidrag
til, at der, i alt Fald for Thorvaldsen, kunde komme noget ud af Møderne.
I disse fremlagde han nemlig nogle ham tilhørende Tegninger af Carstens,
en Kunstner, hvis Stil i den kommende Tid skulde blive af saa stor Betyd
ning for Udviklingen af Thorvaldsens, at der vel kan være Grund til her
at omtale ham med nogle Ord.
Asmus Jacob Carstens var født 1754 i Nærheden af Byen Slesvig.
Allerede som Dreng viste han Anlæg for kunstnerisk Virksomhed, men
først, efter at han i længere Tid havde staaet i Vintapperlære, lykkedes
det ham i en Alder af 22 Aar at komme til Kjøbenhavn for at uddannes
til Maler. Her tegnede han paa Akademiet, mest efter Antiken, og tjente
sit Brød ved at udføre smaa Portrætter med Blyant eller Rødkridt;
mellem Kunstnerne vandt han snart Anseelse ved sin fremragende Dygtighed
i Kompositionen. Paa Akademiet arbejdede han dog kun til Foraaret 178 1,
da han lagde sig ud med dets Professorer, og to Aar senere forlod han,
der havde sparet sig en Smule Penge sammen, Kjøbenhavn for bestandig.
Efter en kortvarig Rejse til Syden — han kom til Mantua, hvor han stu
derede Giulio Romano —- bosatte han sig i Lybek og levede der til 1787,
da han flyttede til Berlin, ved hvis Akademi han efter at have udført en
I 2