24 / 484
Del af sine betydeligste Værker, mest Tegninger, blev kaldet til Professor.
I 1792 blev han ved et Stipendium sat i Stand til at naa sine Ønskers Maal,
Rom, og her udfoldede hans Talent sig under Studiet dels af Oldtidens
Billedhuggerværker, dels af Renaissanceperiodens store Kunstnere til sin
højeste Glans. Han gjorde sig som ingen anden af det 18de Aarhundredes
Mestere fortrolig med den antike Skjønhedsverdens Aand og Stil, brød
fuldstændig med alt det konventionelle og usunde, der raadede i Tidens
Produktion, og uddannede sig i inderligt Samliv med Rafael og Michelangelo
til en Kompositør, der i Henseende til Fortællingens Klarhed og Skjønhed,
til Liniernes Grandiositet og til de enkelte Skikkelsers Adel ikke i Aar-
hundreder havde haft sin Lige. Og dog — Fuldkommenheden naaede han
aldrig i det Maal, som de store Fortidsmestre, han elskede og beundrede;
dertil manglede hans Kunst i alt for høj Grad det Grundlag, som kun et
trofast Naturstudium kan give.
Sent var han jo kommen til Udvikling,
havde allerede tegnet meget, før han saa en nøgen Model, og da han endelig
fik Lejlighed til at studere en saadan, gjorde han det med ringe Fordybelse,
egentlig med Uvilje. Derfor blev hans Formgivning, hans Tolkning af det
menneskelige Legeme, alle Dage mere abstrakt end solid; han var skær
»Idealist« over for det rent legemlige, som han var det paa de Omraader,
hvor der spørges om det tekniske.
At »modellere« med sin Blyant eller
med sin Pensel lærte han aldrig til Gavns, naaede overhovedet ingen Sinde
at udvikle sig til Maler i dette Ords fulde Betydning.
Næsten alt det
ypperlige, han har frembragt, er mere eller mindre imponerende Kontur
tegninger; hans lidet talrige Malerier interessere væsentlig ved Omridsenes
Skjønhed og Kraft.
Carstens blev i Rom til sin Død i Foraaret 1798, blev der til
Trods for alle de Formaningsskrivelser, ved hvilke man søgte at drage ham
tilbage til Embedet i Berlin.
Som Thorvaldsen senere lølte han, at her
maatte han leve, om han skulde trives og voxe; det gik ham i saa Hen
seende som den Mester, for hvem han skulde blive »Røsten, der raaber i
Ørken«. I Rom, hvor han lukkede sine Øjne, efterlod han en rig Skat af
sine Kompositioner; dem fik Thorvaldsen efter sit Komme dertil i Hænde,
og fra dem udgik der mangt et Raad, mangt et æggende og befrugtende
Vink til den unge Kunstner.
Allerede langt tidligere havde dog som sagt Thorvaldsen stiftet et
flygtigt Bekjendtskab med Carstens’s Produktion; foreløbig satte denne dog