S_Thorvaldsen

ikke nogen Maler af Rang, og en Altertavle af ham vilde nu til Dags

næppe have haft synderlig Værdi ud over den rent kunsthistoriske; Frue

Kirke er dernæst en Bygning, der ifølge hele sin Stil kræver plastisk, ikke

malerisk Udstyrelse. En anden Sag er det, at Lund med god Føje kunde

føle sig krænket og forurettet ved den Maade, hvorpaa man satte ham og

hans Arbejde til Side; Erstatning fik han dog i andre Bestillinger.

J. L. Lund blev da heller ikke den Kunstner, der ramtes haardest

ved de magthavendes i sig selv meget forklarlige — om end ikke fuldt ud

forsvarlige — Tilbøjelighed til overalt at føje sig efter Thorvaldsens Ønsker;

et Slag af langt mere indgribende Betydning traf i Sammenhæng hermed

Hermann Ernst Freund.

Da Thorvaldsen havde faaet Bestillingen paa

Kristusstatuen, modnedes som omtalt hans Plan om at skabe en hel

Række Kunstværker til Frue Kirke, og hans første Forslag gik ud paa Ud

førelsen af de tolv Apostelfigurer. Men disse vare bestilte hos Freund,

allerede før denne i December 1817 begav sig ud paa sin Rejse til Rom.

I Thorvaldsens Atelier dernede havde den unge »Artist« taget fat paa

Arbejdet; Bestillingen omfattede han »med hele den Begejstring, hans varme

Kunstnersjæl raadede over; til den knyttede han de stolteste Forhaabninger

om en rig Fremtid; i den saa’ han en stor og værdig Opgave for den

stærke Trang, han havde til at gaa i Dybden af de alvorligste Emner«.

De tolv Skitser bleve anlagte, tre af dem stode i Foraaret 1819 endog

færdige i en Femtedel af den naturlige Størrelse, og senere paa Aaret

modellerede han, samtidig med at han netop med

anken paa Apostel

statuerne ivrig øvede sig i Marmorhugning, endog en af dem, .Judas

haddæus,

i fuld Størrelse. Hvorledes disse Kunstværker have set ud, vide vi nu ikke;

baade Skitserne og den større Figur ere fuldstændig gaaet til Grunde. Men

saa meget kunne vi dog slutte ifølge vort Kjendskab til Preunds øvrige

Virksomhed, at de vel kunde have fortjent en bedre Skæbne end den, der

blev dem til Del. Freund var en genial og overordentlig dygtig Plastiker;

i Apostelsuiten havde han tænkt at skulle udføre sit Livs vigtigste Gjerning;

uden Tvivl har han da anvendt sine bedste Kræfter, sin fulde Energi paa

den Del af Arbejdet, han fik gjort. At den Bestilling, hvortil han havde

knyttet saa store Forhaabninger, blev Indledningen til hans »Livs I ragedie«,

kan da langt mindre undre os, end den Kjendsgjerning, at hans dybe Sorg

over Skuffelsen ikke i langt højere Grad, end I ilfældet var, antog

Bitterhed mod dem, der havde gjort ham Uret. Vel vides det, at han følte