262 / 484
Thorvaldsen selv direkte har tilkjendegivet Bygningskommissionen sit Ønske
om at faae Bestillingen paa de tolv Apostle overdragen, eller om han først
paa Kommissionens Anmodning har paataget sig Arbejdet, lader sig nu
ikke oplyse. Sikkert er det imidlertid, at han, der jo vidste fuld Besked
om Freunds lige saa dyrebare som velgrundede Forhaabninger, meget
hurtig gik ind paa at give et bestemt Tilsagn om at levere Apostelstatuerne,
vistnok med det Forbehold, at Freund godvillig frafaldt sit Krav, og at der
ydedes hamErstatning ved
andre Bestillinger. Hvad det første af disse
Punkter angaar, vidste Thorvaldsen vel imidlertid sikkert nok, at en Protest
fra Freunds Side var fuldkommen utænkelig; man kunde paa Forhaand gaa
ud fra, at den beskedne Kunstner aldrig vilde gjøre sin Ret gjældende over
for Thorvaldsen — at han efter hele sin Natur vilde og maatte træde tilbage
for Mesteren, hvor tungt end det Offer var, hvorom der var Tale. Det
regnes nu i Almindelighed ikke for »fint« at anmode om »frivillige Ofre«
af den, der ifølge sin Personlighed eller sin Stilling ikke kan sige nej, og i
en Sag som denne kommer man ikke uden for det almindeliges Regler,
fordi man hedder Thorvaldsen. Denne havde sikkert stillet sig i et smukkere
Lys, dersom han havde givet Afkald paa den Glæde og den Ære at være
eneraadende Mester i »Metropolitankirken.« Vi staa her over for et Udslag
af den relative Egoisme, hvorpaa vi finde Exempler i saa mange store
Geniers Historie. En maskeret, en helt eller halvt ubevidst Egoisme. Man
kan sikkert gaa ud fra, atThorvaldsen har været overtydet om eller har
kunnet overtyde sig om, at der ikke vederfores Freund noget Uret. Hvad
Betydning kunde det vel have for ham, om det just blev Frue Kirke, han
kom til at knytte sit Navn til? I Slottet var der jo Plads nok for Billed
huggerarbejder, og Thorvaldsen skulde sikkert være Mand for at skaffe
Freund Bestillinger nok for dets mange »Nicher«. Og saa var der jo, som
Freund selv antyder — ogsaa et Hensyn at tage til det almene. Kunde
der vel være Tvivl om, at Kirken vilde staa sig ved Byttet — om, at
Thorvaldsens Arbejder hvert for sig vilde faa større Værd end noget af,
hvad Freund mægtede at skabe, og at meget desuden maatte tale for, at alle
Billedværkerne til den nye Bygning fik Præget af den samme Mesters Aandr
Saaledes kunde der argumenteres, og saaledes blev der sikkert baade
tænkt og talt. Sagen gik hurtig og stille i Orden, og allerede i Foraaret
1820 var det kontraktmæssig fastslaaet, at Apostelstatuerne skulde leveres
ikke af Freund, men af Thorvaldsen. Denne udtalte dog bestemt, at han
j 65