261 / 484
sig dybt saaret ved at blive berøvet en Bestilling, han betragtede som sin,
og hvormed han allerede havde været alvorligere sysselsat«, og i et Brev
fra Marts 1821 omtaler han Sagen paa en Maade, der tydelig viser, hvor
nær den er gaaet ham til Hjerte: »Du véd, at de tolv Apostle vare over
dragne mig til Frue Kirke . . ., men man har nu igjen frataget mig dette
Arbejde og overdraget det til — Thorvaldsen. Da Thorvaldsen rejste, bad
jeg ham om hans Understøttelse til hint Arbejdes Fremme, som han lovede
mig og har holdt saa vidt muligt.
Enden paa det hele bliver vist og
sikkerlig, at Thorvaldsen udfører Apostlene, og jeg faar et andet Arbejde,
formodentlig af lignende Omfang, til Slottets Hovedtrappe. Dette Arbejde
har Thorvaldsen forskaffet mig . . . Siden Marts 1820 har jeg ikke arbejdet
paa hint Arbejde og har ikke haft noget andet i Stedet, hvorved jeg kunde
fordrive Grillerne, omendskjøndt man har lovet mig det . . . Hvor meget
har ikke den hele Historie sat mig tilbage, og hvilket Forhold til Thorvaldsen
og Kunstnerne! Dog, her er ikke Stedet at tale mere derom — jeg for
holder mig aldeles lidende«.
Helt rørende klinger hans Stemning gjennem
et noget senere Brev, hvori det hedder: »Apostlene bestilte han [C. F. Hansen],
og jeg maatte lade dem gaa, lig den fattige, der maatte give det eneste,
kjæreste Lam, for at den rige kunde værdigen bespise den rige — og jeg
stod gjerne tilbage, for at Danmark kunde vinde.
Man erstattede mig
Lammet med en hel Hjord, men, o Gud! ingen Foder . . . Jeg vogtede den
riges Hjord, medens min egen brægede af Hunger i Stalden«. Men Freunds
Forhold i hele denne Sag er et saadant, at det i høj Grad tjener ham til Ære.
Etter at han har mistet sit »eneste Lam«, vedbliver han trofast at røgte den
riges Hjord; han bevarer sin Kjærlighed til Thorvaldsen og arbejder med
usvækket Iver og Begejstring for den, til hvis Fordel Lammet er bleven
slagtet. Hans »nye Hjord« er de usikre Bestillinger, hvormed man mente
at holde ham skadesløs for labet; den mangler »Foder«, med andre Ord:
han faar ingen Penge at fremme Arbejdet paa sine selvstændige Værker for.
Men selv Hjordens ynkelige »Brægen« mægter ikke at drage ham bort fra
den Gjerning, hvortil han tror sig forpligtet: den, at staa den beundrede
Rigmand bi.
Medens der saaledes ingen Tvivl kan være om, at Freund i den
her omhandlede Sag fra først til sidst er optraadt med den udprægede
Idealists fuldendte Noblesse, bliver det noget vanskeligere at komme til Klarhed
men Hensyn til I horvaldsens Færd over for den yngre Kunstfælle.
Om