329 / 484
208
at se, hvad Fremgang det havde med den, og ikke traf Tenerani — denne
havde netop givet sig ud paa en Rejse — , fik han Lyst til selv at arbejde
lidt paa Gruppen; han tog fat i Leret og blev snart saa ivrig, at hans
Indgriben satte sig meget kjendelige Mærker. Da Tenerani kom hjem og
saa’, hvad der under hans Fraværelse var gaaet for sig, følte han sig i høj
Grad krænket; en heftig Scene mellem de to Kunstnere paafulgte, og
Tenerani krævede, at der skulde vælges en Voldgiftsmand.
Dette skete,
men synes ikke at have ført til noget Resultat; Sagen kom for Retten og
afgjordes to Aar senere ved et Forlig, ifølge hvilket Thorvaldsen skulde
betale Tenerani 4000 Scudi for de to Marmorarbejder og, saa vidt man kan
skjønne, overdrage ham den kunstneriske Ejendomsret til de omtvistede
Figurer. At denne Sag har medført alvorlige Ubehageligheder for T hor-
valdsen, følger af sig selv. Tidligere havde han staaet paa den bedste Fod
med Tenerani, men fra det Øjeblik af, da Mesteren havde gjort sig skyldig
i det nævnte Overgreb, vare de to Billedhuggere bitre Fjender.
»Begge
ere de«, skriver Wagner, »saa ophidsede, at ingen af dem vil vise den
ringeste Eftergivenhed, og den ene søger paa alle Maader at tilføje den
anden Krænkelser. Taler man med den ene, hører man kun bitre Klager
over den anden, og lytter man til den anden, er det ganske det samme.
Dertil kommer, at Thorvaldsen med sin mistænksomme Karakter finder Stof
til nye Anker i enhver lille Omstændighed, og Tenerani, der er listig og
lumsk som en ægte Carrareser, lader det ikke mangle paa Underfundigheder.
Saaledes staa de over for hinanden i uforsonlig Bitterhed som Eteokles og
Polynikes.« Thorvaldsen gik i sin Harme saa vidt, at han gav alle dem
af sine Medhjælpere Afsked, der tidligere havde staaet i et nærmere Forhold
til Tenerani.
Mærkeligt nok holdt under denne Strid de fleste Italienere med
Thorvaldsen; det viste sig ogsaa i denne Periode meget tydeligt, at Romerne
elskede den store Billedhugger fra Norden og regnede ham for en af deres
egne — noget, han satte megen Pris paa og godkjendte, blandt andet ved
stadig som Fødselsdag at fejre den Dag, paa hvilken han var kommen til
Rom.
Et ret betydningsfuldt Udslag af denne Sydboernes Følelse for
Thorvaldsen var det, da der i 1824 fra flere Sider indløb Opfordringer til
ham om at udføre et Monument for den navnkundige Digter Torquato Tasso.
Thorvaldsen var velstemt for Planen, undersøgte Forholdene ved Digterens
Grav i Klostret S. Onofrio og traf ogsaa andre Forberedelser, men kom