324 / 484
2 0 5
men nu kan jeg dog gjøre noget bedre«. I det hele viste det sig ved mang
foldige Lejligheder, at den store Kunstner havde vanskeligt ved i længere
Tid at holde Kjærligheden til det enkelte Værk ved lige; uafbrudt meldte
sig de nye Ideer, og hvert nyt Arbejde fortrængte til en vis Grad de tidligere
af hans Interesse. Hermed hang det vel sammen, at han tog imod saa
godt som alle de Bestillinger, der meldte sig, og at han den ene Gang efter
den anden underskrev Kontrakter, om hvilke en modnere Overvejelse maatte
have sagt ham, at han umuligt vilde kunne fyldestgjøre dem i rette Tid.
Hvilke Ubehageligheder der herved voldtes ham, er allerede antydet; efter-
haanden blev han vel til en vis Grad haardhudet over for dem, men helt
kunde han dog ikke undgaa at føle sig pinligt berørt, naar han indtrængende
blev mindet om det uheldige Forhold mellem hans Løfter og hans Ydelser
— saaledes, da han truedes med retslig Forfølgelse, fordi Poniatowski-
monumentet endnu ikke var færdigt til Aflevering fulde tre Aar efter Udløbet
af den aftalte Frist. Men som sagt, han følte sig trods alt uimodstaaelig
dreven til bestandig at indlade sig paa nye Foretagender, selv om disse
kunde forudses at maatte medføre alvorlige Vanskeligheder.
I Foraaret 1824 modtog han saaledes en Bestilling af ualmindeligt
Omfang og under Forhold, der, som vi skulle se, vel kunde have virket
afskrækkende paa en mindre frejdig-sangvinsk Natur end hans.
Hertug
Eugen af Leuchtenberg, den store Napoleons Stifsøn, udmærket heltherre
fra Napoleonskrigene og i sin Tid »Arving til Kongeriget Italien«, var død
i Februar; hans Enke, Amalie Augusta, Datter af Kong Maximilian af
Bayern, ønskede at rejse ham et Monument i en af Kirkerne i München og
henvendte sig i den Anledning til den fremragende Arkitekt Leo von Klenze,
der paatog sig ikke blot at udkaste Planen til Mindesmærket som Helhed,
men ogsaa at formaa Thorvaldsen, med hvem han under sit Ophold i Rom
havde staaet i venskabelig Forbindelse, til at udføre dettes plastiske Del.
Det Brev, som Klenze derpaa skrev til Thorvaldsen, er i høj Grad mærke
ligt; endnu mærkeligere er det, at Thorvaldsen, som dog ellers ikke manglede
Selvfølelse, optog det, som han gjorde. Det indeholder nemlig ikke blot
Redegjørelse for, hvorledes Arkitekten har tænkt sig det hele ordnet i
Hovedtrækkene, men tillige en ret detailleret Plan for Billedhuggerens Del
i Arbejdet. Helten skal, hedder det, fremstilles »staaende foran den aabne
Dør til Gravhvælvingen; han har skilt sig ved alle Tegnene paa sin jordiske
Storhed og sin verdslige Hæder; Krone, Sværd, Marchalstav og Rustning