330 / 484
2 0 9
dog ikke saa vidt, at han fik en Skitse i Stand, og i Aarenes Løb traadte
Sagen ind i andre Former: Monumentet blev bestilt hos Italieneren Fabris,
men Thorvaldsen blev dog Medlem af den Kommission, der skulde have
Overtilsyn med Arbejdets Udførelse. Selv »Pfafferne« syntes efterhaanden
at glemme, at Thorvaldsen var en Kætter; Franciskanermunkene bade ham
om Udkast til et Marmorkors, der skulde oprejses uden for deres Kloster
paa Piazza Barberina, og Kunstneren gav dem det uden at beregne sig noget
Honorar; det bærer Indskrift og Ornamenter, men ellers ingen billedlig
Udsmykning.
Canova havde været Præsident for det romerske Kunstakademi
S. Luca, til hvis Professorer Thorvaldsen hørte; da han døde, kom Historie
maleren Camuccini i hans Sted; efter dennes Fratrædelse i 1825 skulde der
ifølge Statuterne vælges en Billedhugger. Naturligvis kom Thorvaldsen paa
Tale, men over for de mange, der ønskede hans Valg, nedlagdes der fra
andre Sider alvorlige Indsigelser: kunde det være sømmeligt at vælge en
Ikke-Katholik til en Post, der medførte, at dens Ihændehaver ved visse
Lejligheder skulde varetage Ceremonier med religiøst Præg?
Omsider
besluttede man sig til at forelægge Spørgsmaalet for selve Paven, Leo den
Tolvte, og denne tog Sagen helt praktisk. »Er ikke Thorvaldsen«, spurgte
han, »utvivlsomt den største Billedhugger i Rom?« Det var han, sagdes
der, men han var jo en Kætter. Hertil svarede hans Hellighed, at saa var vel
Spørgsmaalet dog løst med det samme; Posten som Akademidirektør havde
jo kun lidet med det religiøse at skaffe, og indtraf det Tilfælde, at der
skulde foretages en Handling, der kun kunde udføres af Katholiker, stod
det vedkommende frit for at melde sig syg. Enden paa Sagen blev da, at
Thorvaldsen i December 1825 udnævntes til Præsident for S. Luca; han
beklædte Pladsen i tre Aar og nægtede, da han efter Akademiets Regler
skulde fratræde, at modtage Valget til Vicepræsident. Embedet havde med
ført »daglige Ubehageligheder og Tidsspilde; han var desuden langtfra
skikket til at regere disse Tøjler og gav vistnok ved sin Maade at tage
Tingene paa oftere Anledning til, at man med temmelig god Grund kunde
møde ham med Chikaner og Fortrædeligheder«.
De Arbejder, der i 1824 og de nærmest følgende Aar optoge
Thorvaldsen stærkest, vare sikkert Fyrst Poniatowskis Rytterstatue og Pave
monumentet; af disse var igjen det sidstnævnte det, der, medens det var
under Udførelse, mest blev omtalt og ivrigst kontrolleret af Almenheden.
27