325 / 484
206
ligge ved hans Fødder, samlede som til en Trofæ; han er iført en let
Underklædning og en Kappe. Den ene Fod sætter han paa Indgangens
Trin, den højre Haand lægger han paa Hjertet og tager med den venstre
det sidste Tegn paa sin jordiske Storhed, Ærens Lavrbærkrans, af sit
Hoved for at række den til Musen eller Historiens Gudinde, der sidder ved
Siden ad ham, og paa hvis Tavle hans Valgsprog, Ære og Troskab, staar
skrevet. Men til Gjengjæld for denne jordiske Krans række tvende Engle,
der svæve over Indgangen, ham Udødelighedens Krans.« Med dette Program
fulgte et tegnet Udkast til hele Kompositionen, en Meddelelse om, hvad
Materiale, der skulde bruges, og en Antydning af, at det stod Thorvaldsen
frit, hvis han ønskede det, at lade Figurerne udføre af Medhjælpere, særlig
af Tenerani og et Par navngivne bayerske Billedhuggere.
Det vilde næppe have undret nogen, om Thorvaldsen havde svaret
Hr. von Klenze, at han holdt sig for god til at arbejde efter Udkast, der
forelagdes ham af andre; han tog imidlertid Sagen mere godmodigt, rime
ligvis paa Grund af sit venskabelige Forhold til det bayerske Hof, og skrev
til München, at han var villig til at efterkomme Bestillingen, om han end
ikke i et og alt kunde gaa ind paa Arkitektens Plan; særlig fremhævede
han, at den Vaabentrofæ, der ifølge Tegningen skulde staa som Pendant til
den allegoriske Kvindeskikkelse, vilde gjøre for ringe Virkning til, at der
kunde komme Ligevægt i Kompositionen; han ønskede den afløst af en
tredje Statue.
Men herpaafik han det Svar, at »Hertuginden ikke ønskede
en saadan Figur«, tildels fordi Monumentet, naar denne kom til, vilde blive
for kostbart, men ogsaa af den Grund, at Forandringen vilde gribe for
dybt ind i den oprindelig approberede Ide.
Hermed kunde Thorvaldsen
dog ikke slaa sig til Ro, og i længere Tid brevvexlede han saa vel med
von Klenze som med Hertuginden selv om Sagen, hvis endelige Udfald
blev, at han i det væsentlige gik af med Sejren. Allerede i Februar 1825
blev det bestemt, at der i Steden for Vaabentrofæen skulde modelleres en
Gruppe af to Genier, og kort efter blev Kontrakten, der vel fastslog
Kompositionens Grundtræk, men dog gav Kunstneren ret frie Hænder med
Hensyn til dens Enkeltheder, underskreven; Thorvaldsen skulde have iöoooScudi
for Arbejdet og forpligte sig til at fuldende det i Løbet af tre Aar. Der
gik imidlertid næsten fem, inden det blev færdigt, og i December 1826
tilskrev Hertuginden Thorvaldsen, at hun, der havde Grund til at tro, at
han endnu intet eller saa godt som intet havde foretaget sig i Sagen, ansaa