379 / 484
Nær til Rækken af disse Relieffer slutter sig et, som Kunstneren
selv satte megen Pris paa, og som ogsaa hører til hans aandfuldeste For
tællinger: Hyrdinden med Amorinreden. Den unge Kvinde, som har vandret
gjennem Skoven i Følge med sin Hund, har fundet en Rede fuld af spæde
Eroter; hun har med sit Bytte sat sig til Hvile paa en Klippe, lægger sin
Arm over Reden og dens Indhold og gjør hvad hun kan, for at ingen af
de smaa skal slippe fra hende. For en af dem er det dog lykkedes; den
svinger sig lystig op i Luften, og forgjæves rækker hun Haanden ud for at
Amor og den tro Hund.
fange den paa ny.
Thorvaldsen havde moret sig med at karakterisere hver
enkelt af Amorinerne og gav gjerne sin Kommentar over dem til bedste.
»Se,« plejede han at sige, »der er en der, som strækker sig ud for at
klappe Hunden; det er jo den trofaste Kjærlighed. Den, der flygter bort,
er naturligvis den ustadige; — se der er den brændende Kjærlighed, der
den stille — og den bageste, som man næppe ser, maa være den hemme
lige Kjærlighed.«
Som Grundlag for Relieffet »Hylas røves af Flodnymferne«, der
fremstod omtrent samtidig med de nys nævnte Arbejder, brugte Thorvaldsen