383 / 484
240
Kongestad Persepolis gaa op i Flammer. Her dvælede den unge sejrrige
Helt en Tid i yppigt Vellevned med skjønne Kvinder; ved en Fest, han
gav, hændte det, at han blev drukken, og heraf benyttede den fagreste
af hans Veninder, Hetæren Thais, sig til at ægge ham til vanærende Daad;
hun forestillede ham, at der nu var Lejlighed til hævne den Ufærd, Barba
rerne under Perserkrigene havde øvet i Athen, ved at ødelægge Persepolis,
og Alexander lod sig lokke-, snart var der af den prægtige By kun rygende
Tomter tilbage. Thorvaldsen byggede over denne Fortælling en af sine
skjønneste og klareste Reliefkompositioner. Midt i denne staar Alexander
og Thais; med højre Haand rækker hun ham Brandfaklen, den venstre
hæver hun mod Himlen som for at kalde de udødelige til Hjælp ved
Hævnen. Forgjæves søger Vennen, den ædle Parmenion, at holde Alexander
tilbage; denne er som greben af bakkhisk Raseri og hører intet. To Kvinder,
af hvilke den ene tænder sin Fakkel ved den andens, staa bag Thais; en
Perser fjerner sig i Fortvivlelse; sorgfulde ere Alexanders Krigere Vidner
til deres Herres dybe Fald.
Paa et Værk af større Omfang og videre rækkende Betydning tog
Thorvaldsen fat ved Midsommertid
1832
; det var det desværre aldrig fuld
endte Relief »Toget til Parnasset«. Hvad der foreligger deraf
—1
i et
enkelt Gipsexemplar i Musæet — er den næsten
16
Fod lange Begyndelse
til en Frise, hvis Emne var »af en saadan Natur, at der kunne gives den
en uberegnelig Udstrækning.« Kunstneren vilde nemlig hverken mere eller
mindre end i sammenhængende Rækkefølge fremstille Alverdens store Digtere
lige fra Homer til hans egne samtidige; Toget skulde aabnes af Apollo,
ledsaget af Muser og Gratier.
Paa det Stykke af Frisen, der blev færdigt i Model, se vi Sang-
guden, en dejlig, næsten nøgen Skikkelse, med Lyren og Plektret; Pegasus,
der ved Tømmen ledes af en vinget, fakkelbærende Genius, trækker hans
Triumfvogn, der er prydet med et Billede af Marsyas’s Straf; her knæler
foran den til Flaaning ophængte Skovgud, der var fræk nok til at vove
sig i Sangerkamp med Apollo selv, en Skikkelse, der er i nær Slægt med
den berømte antike (?) »Sliber« i Florents, og som viser, at Thorvaldsen
har opfattet denne Figurs Betydning paa samme Maade, som den nyere
Kritik. Umiddelbart efter Gudens Vogn træde Gratierne i Dans; Amor
drager dem frem ved en Rosenlænke, en flyvende Amorin strør Blomster
lor deres Fødder. Saa følge Muserne: den alvorsfulde, lavrbærkronede