384 / 484
241
Klio med Bogrullen, Euterpe med Dobbeltfløjten, den muntre Thalia og den
strenge Melpomene; en lyrespillende Amorin gaar foran Terpsichore og Erato,
der omslynge hinanden i Dansen; derpaa Polymnia, som skrider frem i
dybe Tanker, samt Urania med Himmelkuglen i Haand og Blikket rettet mod
det høje. Efter den sidste i Musernes Række, Kalliope, der skriver paa en
Tavle, følger de ni Gudinders Moder, Mnemosyne, der ledsages af Harpo-
krates, Tavshedens Gud, og efter hende den blinde Homer, som rørende
Lyrens Strenge skrider frem med Sangens vingede Genius som Fører.
I dette stort tænkte og stort anlagte Arbejde blev Thorvaldsen af
brudt ved Krav, der stilledes til ham i hans rent private Forhold. Som man
vil mindes, havde Anna Maria Magnani i Foraaret
1813
født ham en Datter,
Elisa Sophia Carlotta. Da denne havde forladt Klosterskolen, hvori hun
var bleven opdragen paa sin Faders Bekostning, vedkjendte Thorvaldsen sig
overalt den smukke og vel begavede Pige som sit Barn og indførte hende
i de Kredse, hvor han til Stadighed færdedes. Her traf hun sammen med
en dansk Officer, Oberstløjtnant og Kammerherre Paulsen, der paa den Tid
opholdt sig i Italien som Kavaller hos Kronprins Christian Frederiks fraskilte
Hustru, Prinsesse Charlotte Frederikke, og blev forlovet med ham. Men
inden Ægteskabet kunde indgaas, var der adskilligt, der maatte ordnes, for
det første det juridiske Forhold mellem Faderen og den unge Pige og der
næst de kirkelige. Hvad det første vedrører, henvendte Thorvaldsen sig i
August
1833
til det kongelige danske Kancelli med en Skrivelse, hvori han
søgte om Tilladelse til at lyse Datteren i Kuld og Kjøn, saa hun i Frem
tiden kunde bære hans Navn; med Ansøgningen fulgte et Dokument, hvori
det meddeltes, at Kunstneren havde besluttet at efterlade Byen Kjøbenhavn
sine Samlinger. At Kancelliet ikke tøvede længe med at sende et imøde
kommende Svar, følger af sig selv, og saaledes syntes nu det hidtil
svævende Spørgsmaal om Arven efter Thorvaldsen at være bragt til Af
slutning. Større Vanskeligheder voldte Ordningen af den anden Sag, der
angik Kammerherre Paulsens og Elisa Thorvaldsens Vielse. Der var ingen
Udsigt til, at de romerske Kirkeøvrigheder vilde sanktionere Ægteskabet
mellem den katholsk opdragne unge Pige og en Protestant; man maatte
derfor søge andensteds hen for at faa Parret viet og mente da, at Sagen
lettest vilde lade sig bringe i Orden paa et saa stille og afsides liggende
Sted som Vicenza, hvor den vordende Brudgom just opholdt sig med
Prinsessens øvrige Hofstat. Thorvaldsen rejste da med sin Datter over
31