S_Thorvaldsen

skal begynde enhver Discurs med ABC ’en, saa bliver det til Kjedsomme-

lighed for begge Parter.«

Imidlertid, Zoéga tabte ikke Taalmodigheden; paa Vandringerne i

Roms Kunstsamlinger vejledede han stadig Thorvaldsen, og da denne fik

sig et Atelier — det laa i Via Babuina, en af Hovedgaderne i Byens nordre

Del, — og havde begyndt saa smaat at modellere og hugge i Marmor,

indfandt han sig meget ofte dér for at tilse Arbejdet og udtale sig om det.

Og Zoéga var ikke den eneste fremragende Mand, til hvem Thorvaldsen

kort efter sit Komme til Rom traadte i nærmere Forhold. Det er tidligere

omtalt, at Thorvaldsen allerede som ung Akademielev i Kjøbenhavn havde

haft Lejlighed til at lære Tegninger af den geniale Kompositør A. J. Carstens

at kjende, og at han- nærede dyb Beundring for hans Kunst; nu traf han

ham selv der nede og kom til at staa ham nær. Men Thorvaldsens Forhold

til Carstens blev ikke af lang Varighed; allerede i Maj 1798 døde den store

Mester, til hvem han følte sig i saa dyb en Taknemlighedsgjæld;. Carstens’s

rige Efterladenskab af Tegninger kom for Hovedmassens Vedkommende i

Hænderne paa hans nærmeste Ven — senere hans Biograf — C. L. Fernow

efter at være bievne ordnede af Thorvaldsen; nogle af dem erhvervede denne

sig dog; dem alle studerede han grundig, enkelte tegnede han færdig, andre

kopierede han.

Under dette Arbejde har han sikkert følt sig Vejen til

dybere Indtrængen i Antikens Aand i væsentlig Grad lettet; direkte paavirket

af Carstens blev han til en vis Grad ogsaa, og i enkelte I ilfælde fæstnede

Indtrykket af Carstensske Motiver sig saa dybt i hans Sjæl, at det gav

Gjenklang i hans senere Kompositioner.

Thorvaldsen blev ikke længe efter, at han var kommen til Rom,

syg af Koldfeber, og denne plagede ham jævnlig ogsaa i de følgende Aar

uden dog nogen Sinde at gjøre ham helt udygtig til Arbejde for længeie

Tid. Det første, han i 1797 tog fat paa, var Kopieringen af nogle antike

Skulpturer samt Udførelsen i Marmor af den i 1

795

modellerede Buste af

Tyge Rothe; hans Instrux fra Kunstakademiet krævede jo udtrykkelig, at

han skulde øve sig i Marmorhugning. Med dette Arbejdes Teknik havde

han hidtil ikke haft Lejlighed til at gjøre sig fortrolig, og i Begyndelsen

stillede han sig noget ængstlig til det, men det viste sig dog, at han hurtig

kom ud over Vanskelighederne derved.

Rothes Buste blev

enclogsaa

ualmindelig godt Stykke Marmorarbejde; at det ikke er nogen Virtuos, men

en forsigtig ung Kunstner, der har udført det, ser man let, om ikke af